Forside | Links | Forum | Gæstebog | Webmaster | Quiz | Nyhedsbrev | Webnyheder
|
|
|
|
|
|
|
|
| Danskernes længste kamp |
|
Christian Brøndum Gennem fem uger modstod en gruppe danske soldater i Afghanistan heftige angreb fra Taleban. Berlingske Tidende har fået adgang til krigsdagbogen fra Musa Qala i Helmand-provinsen om den historiske operation. Dagbogen viser et andet og barskere billede end det, som forsvaret fortalte i Danmark.
23. juli Først sort røg, så, sekunder senere, braget og lyden af Eaglen, der slynges i vejret. Chefen for den danske opklaringseskadron i ørkenen i Helmand-provinsen, major Lars Ulslev, og de andre danske soldater på vej mod NATOs udpost i Musa Qala i Afghanistan så og hørte, da panserminen udraderede en af eskadronens 16 letpansrede Eagle patruljekøretøjer.
»Det var det bagerste køretøj fra de to delinger, der allerede var kørt igennem området, som ramte minen. Eaglen blev fuldstændig flået op, oppakningen lå i en lang pølse udenfor; bilen lignede en fodbold, hvor man ikke kunne se, hvad der havde været front og bag,« fortæller Lars Ulslev. Den eksploderende mine blev en dramatisk og symbolsk begyndelse på fem ugers daglige kampe mellem danske soldater og store grupper Taleban-oprørere. Kampene er beskrevet som de mest opslidende, danske soldater har været ude i siden 1864. Kun tilfældet, ufatteligt held, afgjorde, at ingen soldater blev dræbt. Mens briterne i de samme kampe mistede adskillige soldater, blev kun en enkelt dansk soldat alvorligt og invaliderende ramt. Men han overlevede. De tre konstabler i Eaglen, der blev flået op i ørkenen sydvest for Musa Qala, overlevede også. Men det blev ikke sidste gang, Lars Ulslev kom til at frygte, at han ikke ville få alle soldater levende hjem igen. Røgen og eksplosionen nåede også konstabel Nicky Thyboe, der stod bag sit tunge maskingevær i toppen af en anden Eagle. »Vores delingsfører sagde, at han ikke kunne se liv. Men bilen gjorde hvad den skulle, den gav efter for trykket og slyngede folkene ud«. Da de nærmeste soldater skyndte sig frem mod det rygende vrag, rejste en af de ramte soldater fra Eaglen sig og i sin omtågede tilstand åbnede han ild mod sine egne, heldigvis på afstand og uden at ramme. Da han blev klar over, at skikkelserne på vej mod ham ikke var angribende oprørere, satte træningen ind, og trods den hårde medfart begyndte han at yde førstehjælp til de to andre soldater fra den ramte Eagle. Lars Ulslev kaldte i mellemtiden efter Medevac, evakuering af sårede med en britisk helikopter. Britiske fly og helikoptere blev hurtigt en livreddende del af hverdagen og kampen mod oprørere, som blev ved at angribe uanset deres tab. I timerne inden panserminen havde eskadronen kæmpet et mindre slag mod mindst seks grupper af talebanere. Lige siden eskadronen to dage tidligere havde forladt den store britisk-danske militærlejr Camp Bastion, var den blev skygget af Talebans spejdere i en af de åbne pickups, som oprørere over den halve verden kører i. Det var Nicky Thyboe, der havde meldt på radioen om Talebans køretøj, der den første nat fulgte efter med tændte forlygter en lille kilometer fra den store danske kolonne med omkring 40 køretøjer. Lysene fra Talebans bil vippede brat op og ned, når den forcerede ujævnheder i ørkenen.
»De ligger i en stor cirkel
omkring Camp Bastion. Når man kører et stykke ud derfra, får
man dem på sig«, forklarer Lars Ulslev.
22. juli: Omsider havde den amerikanske styrke passeret den danske, og eskadronen fortsatte mod Musa Qala. »Så kommer der flere Taleban køretøjer, som vi kører ud mod og jager væk. De forsøger med et baghold, men vi kører i ørkenen. Nu ved vi, at de er fjendtlige og vil os noget ondt. I mørket bliver vi alligevel omringet, og så laver vi et baghold for dem, der kører efter os«. Sikker på forfølgernes identitet advarede danskerne ikke med et varselsskud, da det fremmede køretøj kom inden for rækkevidde. Danskerne skød direkte på forfølgerne og nedkæmpede dem. Taleban havde ifølge Lars Ulslev næppe regnet med, at danskernes tunge maskingeværer var forsynet med natsigte. Flere Taleban-grupper ventede forude. Men i stedet for at gøre, som han har lært og trænet og trænet og trænet én gang til med sin eskadron - at drøne lige igennem - gjorde Lars Ulslev det modsatte. Lastbilerne i hans konvoj ville være alt for sårbare og kunne nemt sidde fast, blive efterladt. De ville ikke kunne følge med Eaglerne og de lette, firhjulstrukne GDer. Så Lars Ulslev holdt bomstille, med slukkede lygter og sådan, at han kunne forsvare sig 360 grader rundt, mens Taleban-oprørerne nærmede sig forfra, fra siden og bagfra. Med deres natsynsudstyr kunne de danske soldater se dem komme. Lars Ulslev: »Ørkenen gav os fordelen, og vi brugte alle andre veje end dem på kortet. Ude i ørkenen, i den nordlige del af Helmand, ved man også, at dem, man møder om natten, normalt ikke har rent mel i posen. Vi fik i hvert fald ram på seks pickups, som brændte eller blev ramt af fly. Men det var imponerende, at de blev ved med at gå på os trods tabene. Det var en stor enhed, måske 50-60 kæmpere«.
Nicky Thyboe stod i Eaglen bagude som bevogtning ved lastbilerne, da han for første gang i sit 29-årige liv rettede sigtet mod et levende mål omkring 500 meter ude i natten. Den næstsidste Taleban-pickup røg gennem luften, da den var udpeget af en dansk måludpeger og derpå ramt af en præcisionsbombe fra et B1 bombefly. Den sidste pickup trak sig. Da alt var overstået, var der kastet otte præcisionsbomber. Kort efter kørte Eaglen på panserminen. »Jeg tænkte, det her er en dårlig start, og jeg tænkte meget på dem, der blev fløjet væk. Lægen vidste ikke på det tidspunkt, om de havde fået alvorlige indre skader. Vi blev mere forsigtige med at køre væk fra vejen,« fortsætter Lars Ulslev. Resterne af Eaglen blev destrueret ved hjælp af et Hellfire-missil fra en britisk kamphelikopter. Der gik 12 timer, inden den danske offentlighed hørte om minepåkørslen og de tre sårede. Det var første gang, forsvaret fortalte om operationen i Helmand-provinsen, som da havde været i gang i to døgn. Under den neutrale overskrift »Danske soldater indsat i Afghanistan« oplyste Hærens Operative Kommando, at tre var sårede, og at der havde været kampe med flystøtte tilkaldt.
23. juli Efter 70 kilometer gennem ørkenen nåede den danske eskadron inden for synsvidde af distriktscentret, en »compound«, i Musa Qala, hvor de skulle afløse en britisk deling. Men lurende baghold og hensynet til lastbilerne fik Lars Ulslev til at køre baglæns, ud i ørkenen igen. Han ville ikke løbe spidsrod mellem vejbomber, miner og baghold, men kørte i stedet i en stor cirkel vest, nord og øst om Musa Qala inden han trængte ind fra syd. Med kørere, der var ved at falde sammen af træthed, og soldater, der kun ventede på at komme i bad, spise og sove i sikkerhed bag distriktscentrets tykke, afghanske lermure. Nicky Thyboe og hans deling slog sig ned i en udbombet bygning og brugte teltflager som tag over feltsengene, som var bedre at sove på end ørkensand. Menuen var feltrationer, der var et bræt med tre huller som fælleslokum og en vandslange med brusehoved til at bade. Lars Ulslev måtte hurtigt opgive at sende patruljer ud for at møde lokalbefolkningen. Den første patrulje måtte hentes hjem på grund af angreb, og derefter blev det kun til korte patruljer om natten for at udbedre skudfelter omkring distriktscentret. Soldaterne døbte distriktscentret »Alamo« efter det berømte fort, hvori en underlegen amerikansk styrke kæmpede tappert - men forgæves - mod overlegne mexicanske angreb under den amerikansk-mexicanske krig i 1836. Dagligt måtte Ulslevs måludpegere tilkalde præcisionsbombning for at neutralisere Taleban-stillinger.
28. juli: Nicky Thyboe i et vagttårn og Lars Ulslev på taget af en af bygningerne kiggede mod nord, hvor bomben var bestilt til at ramme en Taleban-stilling, da de hørte et »svusj« og mærkede slaget fra trykbølgen og braget, da bomben ramte, ikke 50, men 25 meter fra distriktcentrets mur. »Jeg så et bliktag flyve gennem luften, samme slags som taget på bygningen, hvor beredskabsdelingen befandt sig. Så standsede al lyd for mig; jeg gik ned for at se, om delingen var ramt og hørte ikke de fjendtlige RPG og skud, der fulgte efter bomben. Bagefter bad jeg det afghanske politi se efter, om der var civile i bygningen, der blev ramt. Vi fandt kæden, der havde siddet for døren, og der sad hængelåsen i, så bygningen havde været låst udefra. Bomben faldt så tæt på os, at det ikke var svært at overbevise byens ældreråd om, at det var en fejltagelse«. Under overskriften »Lejr beskudt i Afghanistan« oplyste Hærens Operative Kommando på 10 linjer 24 timer senere, at en bygning, der brugtes som moské, ved en beklagelig fejl var ramt. 1. august lykkedes det Taleban at standse en britisk opklaringseskadron med infanterikampkøretøjer, som skulle hente den britiske deling i Musa Qala ud. I »Alamo« hørte soldaterne skydningen fra Talebans baghold, der kostede britiske soldater livet. I Danmark blev begivenheden ikke omtalt.
2. august 07:53 Z: Taleban observeres opstille tungere raketstyr ca. 250 meter fra Compound. ESK skyder 84 mm dysekanon med brisantgranat, minimum 1 Taleban nedkæmpet. 08:06 Z: Taleban angriber med 2 RPG og håndvåben. CAS er på standby.
10:29 Z: 2 A10 beskyder
Taleban, angreb afsluttes Det stod hurtigt klart, at sergent M.M. var hårdt såret. Lars Ulslev: »Der var en Taleban, der stak af på en motorcykel fra det hus, hvorfra skuddene var kommet, han kørte hen til et hus 400-500 meter væk. Et fly opdager, at andre Taleban kommer dertil, og der droppes en bombe i det. M.M. var ved bevidsthed, men fyldt med smertestillende medicin. Jeg trykkede ham i hånden og ønskede ham en god tur hjem. Det virkede som om, han reagerede med øjnene, men kunne ikke sige noget, han var jo halvt bedøvet«. Nedskydningen af den danske soldat markerede et skifte. Taleban havde trukket bedre trænede krigere til området, som kunne ramme. Men værre blev det, da Taleban begyndte at angribe med morterer og raketter fra længere afstande. Danskerne i distriktscentret kunne ikke svare igen med maskingeværer, men måtte forsøge at udpege Talebans stillinger for flyene med præcisionsbomber. »Det var det mest stressende, at man ikke kunne vide, hvor de landede. Man kunne bare høre et »svusj« i luften. Men det var sjældent, de ramte lejren i første skud. Oftest skulle de bruge nogle skud på at gafle sig ind, og vi prøvede så at finde affyringsstederne. Raketterne gav et stort drøn; de kunne slå mange ihjel, hvis de ramte rigtigt«. Soldaternes overlevelseskamp blev ikke blot en fysisk kamp. Den mentale overlevelseskamp blev lige så vigtig. Lars Ulslev overtog en idé fra briterne og krævede, at delingerne på skift skulle finde på 10 gode grunde til at elske Musa Qala. Svarene var ikke alle stuerene. Nogle af dem handlede om retten til at slå Taleban-militser ihjel. Lars Ulslev: »Folk jublede, når fjenden blev ramt. Det er underligt at juble, når folk slås ihjel, men det var dem eller os. Der er ingen præmie til den, der må nøjes med andenpladsen i en krig.« Humor, galgenhumor, var afgørende. Når en mortergranat ramte en sivmadras, som ejeren lige havde rejst sig fra for at tisse, kunne man skose ham for at have en alt for lille blære. Eskadronen blev afløst 24. august og trak sig ud, da en større britisk enhed med artilleri og flystøtte sikrede korridoren mod vest. Afløsningen foregik smertefrit. |
|
|
