Per Thomsen
Dansk Panser, 2001

De sidste 15 år er der sket meget forsvarspolitisk set. Sovjetunionen og WAPA er blevet historie. Mange af vores tidligere modstandere er i dag medlem af NATO, og det danske forsvar har været igennem en stor tilpasningsproces til en række nye opgaver. Dette har bl.a. resulteret i nye kommissioner og forsvarsforlig, omstruktureringer og især opstilling af nye enheder, især DIB, Den Dansk Internationale Brigade og indførelsen af nye våbensystemer.

Den politiske udvikling har medført at dansk forsvar aldrig har haft så mange og så moderne panserkøretøjer som i dag, og der har ikke i nogen periode været indført så mange nye køretøjtyper som her efter den kolde krigs afslutning.

Internationalt tyder intet på, at kampvognens og panservåbnets æra er slut. Der udvikles og indføres til stadighed nye våbensystemer over hele verden, men man ser også en stadig strøm af modificerings- og opdaterings projekter for gammelt materiale rundt omkring på de store våbenmesser.

Dansk Leopard 1A5 kampvogn

Danmarks strategiske placering har betydet, at så langt tilbage som vi kan spore en samfundsdannelse, kan vi samtidig spore forsvarsbestræbelser. Forsvarets organisation kender vi også langt tilbage, og er blandt de ældste i verden. men mens at flådens udvikling har strakt sig over flere tusinde år - spænder flyvevåbnets historiske udvikling sig kun over ca. 80 år, fra Ellehammer til nutidens F-16. En tilsvarende kort udvikling finder vi også hos en anden våbenart, nemlig panservåbnet. men hvor fly og skibe også findes i det civile, har panservåbnet altid kun blevet udviklet til militære formål.

Resultatet er blevet mere og mere avancerede og kostbare teknologier, med svimlende anskaffelsespriser og enorme driftsomkostninger.

På trods af udbuddets mangfoldighed har det både som neutral og som NATO-medlem været svært at få ideelle løsninger frem. Vores militære eksperter med tilknytning til HMAK (Hærens Materielkommando) eller med sæde i nedsatte arbejdsgrupper og kommissioner har sjældent haft vanskeligt ved at være på forkant med den militærteknologiske udvikling, det dokumenterer en lang række rapporter og publikationer i Forsvarets arkiver. Men uenighed og konservatisme har ofte præget etaten, de politiske vurderinger har svinget, somme tider fra dag til dag, og de økonomiske muligheder har op gennem perioden naturligt nok i vid udstrækning henvist Forsvaret til at søge de billigste løsninger, eller helt til at udskyde en given løsning. Dette har heldigvis ændret sig en del de sidste 10-15 år, og der investeres i disse år, i både gode og avancerede køretøjtyper.

Dansk M270 MLRS pansrede raketkaster

Et rids af dansk panserhistorie gennem firs år giver et billede af Forsvaret som en både dynamisk og fleksibel organisation, et billede af 80 år under stadig tilpasning, i dag som dengang spænder det hjemlige politiske billede fra total afrustning til effektivt forsvar, men der er en nordatlantisk- og en europæisk integration, en forhåbentlig varig storpolitisk afspænding og et stærkt dansk internationalt sikkerhedspolitisk engagement til forskel.

Medens 1990-erne har været et særdeles turbulent årti for det danske forsvar har udviklingen indenfor panserteknologien generelt sagt, i kraft af afspændingen, ikke på samme måde været præget af stormvejr.

Hvor man i perioden 1950-1990 kunne iagttage den teknologiske udvikling af i alt fire hoved- og tre mellemgenerationer af kampvogne, hver med deres karakteristika, er der siden den kolde krigs afslutning reelt ikke sket ret meget. Projekter, ideer og nytænkning har der været masser af, men de store nationale udviklingsprojekter har haft det svært, rustningskoncernerne kører på nedsat kraft og våbenmesserne verden over fremviser påfaldende ens udviklingskoncepter og som nævnt tidligere påfaldende mange opgraderingsforslag for ibrugværende vogntyper.

Inspireret af en tilsvarende debat i Tyskland blev der i slutningen af 80-erne for første gang i dansk militærhistorie rejst en faglig debat om den danske hær i tilfælde af krig, overhovedet kunne kæmpe med sine kampvogne.

Dansk Piranha pansrede mandskabsvogn

Vort traditionelle forsvar var i vid udstrækning baseret på mobiliseringsstyrker og opmagasineret materiale. Det krævede imidlertid langt større ressourcer end hidtil antaget, at opmagasinere og til stadighed vedligeholde et højteknologiske våbensystem som Leopard-kampvognen. Og endnu værre: Mobiliseringsenheder hjemsendt blot få år siden havde ikke længere forudsætningerne for at kunne betjene deres våben tilstrækkeligt effektivt uden et stort element af stampersonel, periodisk træning og efteruddannelse samt en kraftig opprioritering af de faglige støtteenheder. Alt dette krævede ekstra penge, og dem har der sjældent været politisk baggrund for at tildele Forsvaret, og specielt ikke i afspændingsperioder.

Med vort sikkerhedspolitiske og militære engagement på Balkan og i Baltikum og hærens nye styrkeopstillinger blev det ikke så meget antallet af kontraktansatte, der bremsede vort panservåbens effektivitet, som den kendsgerning, at uddannelse, udvikling og vedligeholdelse stadig lå i regi af hærens gamle traditionelle organisation, der i medfør af de kostbare engagementer i udlandet og den kolde krigs ophør fik færre og færre midler stillet til rådighed.

Om Forsvarskommissionens anbefalinger vil kunne løse op for ulighederne mellem fronttjenesten hjemme og ude og derved bl.a. sikre vort panservåbens fortsatte effektivitet, skal de kommende års politiske forhandlinger vise.

Kampvognen er stadig det eneste eksisterende våbensystem, som forener kampens hovedelementer: Ildkraft, mobilitet, hurtighed og beskyttelse. Både forsvar og angreb er i dag umulig uden panser, og dette synes ifølge militære eksperter at blive situationen langt ind i det 20. århundrede.

Dansk Eagle I patruljekøretøj

80 års panserhistorie har lært os, at eksperternes spådomme fra 1918, 1967 og 1991 om kampvognens endeligt ikke kom til at holde. Pansernærebekæmpelsesforanstaltninger af enhver art, fra artilleri, raketter, fly og helikoptere, er blevet imødegået gennem en løbende teknologisk udvikling af køretøjerne og deres våbensystemer.

Det allierede angreb på Irak i januar 1991 havde været umuligt uden et højteknologisk panservåben, og både tilhængere og modstandere af Sovjetstaten fandt det naturligt at bruge kampvogne under kuppet i Moskva samme år. Endelig blev panserelementet selve kernen i den danske fredsstyrke i Ex-Jugoslavien. Den danske kampvognseskadron i Tuzla er uden sammenligning den enhed, der har solgt det militære Danmark bedst i verdenspressen og dermed til verdensoffentligheden, måske nogensinde.

Et dansk forsvar uden panserkøretøjer er i dag utænkeligt, og et troværdigt dansk forsvar, såvel ude i den store verden som hjemme i Vorbasse eller Slagelse, er direkte baseret på et stærkt panserelement, bakket op politisk med de nødvendige økonomiske-, organisatoriske- og uddannelsesmæssige dispositioner.