Civilingeniør Steen Livbjerg, Operationsanalyse- & Statistikafdelingen
Forsvarets Forskningstjeneste

Bekæmpelse af pansrede køretøjer ved hjælp af artilleri har tidligere været en meget problematisk og bekostelig affære. Der er nu udviklet forskellige typer af artilleriammunition, der specielt er beregnet til formålet.

 I slutningen af maj gennemførte FOFT sammen med Hærens Artilleriskole og Hærens Kampskole et sprængningsforsøg i skydeterrænet i Oksbøl. "Forsøgsobjektet" var en i forvejen destrueret CENTURION kampvogn, og forsøget gik ud på at klarlægge, dels hvad Improved Conventional Munition (ICM) kan udrette mod pansrede køretøjer og dels virkningen af den ældre brisantgranattype M 107 og den nyere type L 15 ved detonation i kampvognens umiddelbare nærhed.

Granaten bliver til 60 bomblets

ICM granaten til en 155 mm haubits består i virkeligheden af mere end 60 "smågranater", de såkaldte bomblets. Hver bomblet er cylinderformet, ca. 8 cm lang og med en diameter på ca. 4 cm og virker efter hulladningsprincippet. Når en 155 mm granat efter affyring når frem over målområdet, kastes indholdet bagud af granathylstret, og de mere end 60 bomblets spredes og falder mod jorden. Her detonerer de ved anslag mod det, de rammer. Dette kunne eventuelt være oversiden af et pansret kørtøj, hvor pansringen som regel er tyndest.

Virkelige forsøg afgør strid

Analyser gennemført både ved FOFT og Hærens Artilleriskole har vist, at ICM ammunitionen er ganske effektiv til bekæmpelse af pansrede køretøjer. Forudsætningerne for disse analyser har bl. a. været, at køretøjet var ukampdygtigt, hvis bomblet’en ramte det på kritiske områder på oversiden. Disse kritiske områder udgjorde ifølge forudsætningerne en ganske stor del af den samlede overflade af køretøjet. Spørgsmålet var, om dette kunne holde i virkeligheden. Især mellem FOFT og Hærens Artilleriskole har dette været et "stridspunkt", som reelt kun kunne afgøres ved virkelige forsøg. Muligheden for et sådant virkeligt forsøg opstod pludseligt, da Danmark ifølge internationale aftaler om reduktion af våbenbeholdningerne (CFE-traktaten) skulle destruere 146 CENTURION kampvogne. De fleste af disse kampvogne skulle splittes fuldstændigt ad, mens 18 stk., med 2 til museumsformål, 8 til udstillingsbrug og 8 til undervisningsbrug som hårde mål, kunne destrueres på en mere nænsom måde. Det lykkedes at få et af de hårde mål stillet til rådighed til forsøget af Kampskolen. Skønt kampvognen var fuldstændig ubrugelig til kamp havde den dog i det ydre bevaret lighederne med en kampvogn.
 

Kampvognen inden sprængningsforsøget

Kampvognen efter sprængning med fem L-15 granater og to M107 granater.

Tryk og temperatur skulle måles

ICM forsøget skulle gennemføres som et statisk forsøg, hvor bomblets enkeltvis blev anbragt på forud bestemte positioner på kampvognens overside og ved en elektrisk anordning bragt til detonation. Herefter skulle den direkte mekaniske skade registreres, og eventuelle følgevirkninger på udstyr i kampvognen skulle vurderes. Der blev opsat et antal tryk- og temperaturfølere i kampvognen, så det var muligt at bestemme tryk- og temperaturudviklingen inde i kampvognen under sprængning.

Ved brisantgranatforsøget blev granaten anbragt 1 - 1,5 m fra kampvognen. Der blev sprængt et antal granater af typen L 15 og M 107, dels ud for midten af siden på kampvognen og dels foran kampvognen. Et antal accelerometre, anbragt passende steder inde i kampvognen, muliggjorde en måling af G-påvirkningen på kampvognen og en eventuel besætning.

Der var også planlagt en serie specialforsøg med ICM bomblets, hvor formålet bl.a. var at undersøge virkningen af forskellige former for beskyttelsesmidler, som f.eks. sandsække og fragmentationsveste og andre nyere plastfiberbeskyttelsesmaterialer.

Større effekt end forventet

Den første ICM sprængning blev foretaget med bomblet’en anbragt yderst på kanonrøret. Ikke fordi der er særlig stor sandsynlighed for at ramme kampvognen netop der, men forsøget skulle generelt klarlægge, hvilke materialetyper og -tykkelser bomblet’en kunne gennembryde. Resultatet var ret skræmmende for de fleste deltagere. Ikke nok med at kononrøret blev gennemboret, som var det lavet af smør, men i jorden ca. 2,5 meter under gennembrudsstedet var der et smalt, men ret dybt hul. Det var blot en forsmag. I alle 32 sprængninger var der gennembrud i toppanseret og i visse tilfælde gik strålen tilmed gennem bunden af kampvognen. Den direkte virkning af sprængstrålen var således ganske overbevisende.

Metalklumper på flere gram

Det var forudset, at der kunne opstå afledede virkninger i form af metaludkastninger fra undersiden af panserstålet omkring gennembrudsstedet. For at registrere denne effekt blev der, i en passende afstand fra gennembrudsstedet, installeret "vidneplader" i form af spånplader. Sprængstykker fra metaludkastningerne ville så blive opfanget eller gennembryde vidnepladen. Man kunne konstatere, at disse metaludkastninger spredtes i kampvognen i et kegleformet mønster.

Sprængstykkerne bestod dels af få temmelig store metalklumper på flere gram og massevis af partikler på sandskornstørrelse. Den reelle virkning af dette fænomen analyseres i øjeblikket, men der er ingen tvivl om, at hjelm og fragmentationsveste reducerer en eventuel skadevirkning på besætningen i kampvognen betydeligt.

Ingen overtryk og temperaturstigninger

De foreløbige resultater af tryk- og temperaturmålingerne viste lidt overraskende, at der ikke opstod hverken overtryk eller temperaturstigninger, der på nogen måde udgjorde en risiko for besætningen.

Skærme og løsdele blev revet af

Ved brisantgranatforsøget blev der anvendt 5 granater af typen L 15 og to granater af den lidt ældre type M 107. Der blev foretaget én sprængning med en L 15 granat foran kampvognen, resten af sprængningerne blev foretaget ud for siden af kampvognen. Alle i en afstand af 1 - 1,5 m fra kampvognen. Sprængstykker fra granaten gik gennem skærmene og andre tynde metalplader og ville formentlig også ødelægge bælterne på kampvognen. Selve kampvognsskroget blev i ingen tilfælde gennembrudt.

Trykbølgen rev skærme og andre løse dele af og forårsagede store men kortvarige G-påvirkninger. Det vurderedes dog, at besætningen næppe ville lide større fysisk overlast, med mindre man var i direkte kontakt med selve kampvognen. Krængningerne i affjedringssystemet var som ventet ret beskedne, og kampvognen flyttede sig ikke ud af stedet.

Der er dog ingen tvivl om, at det for en eventuel besætning vil være en ganske ubehagelig oplevelse at være i kampvognen. Også forsøgsdeltagerne, der opholdt sig i sikkerhed under selve sprængningerne, fornemmede klart de kræfter, der blev frigjort.

Evnen til at opfange sprængstykker

Specialforsøget med ICM-bomblets var planlagt som en opfølgning på forsøget til undersøgelse af specielle fænomener. For at afprøve forskellige materialers evne til at opfange sprængstykker, undersøgte man fordelingen af sprængstykker fra metaludkastninger fra undersiden af panserpladen på fragmentationsveste og nyere plastfiberbaserede beskyttelsesmaterialer.

Ved et moment, hvor sandsækkes beskyttelsesevne blev afprøvet, blev det eftertrykkeligt illustreret, at der skal adskillige lag til for at yde fuld sikkerhed mod denne type ammunition.

Værdifuld information

Nok fik vi gennemhullet CENTURION kampvognen og "bragt den til standsning". Det er dog værd at bemærke, at kampvognstypen er af ældre dato, og resultaterne fra forsøget kan ikke umiddelbart overføres til en moderne kampvogn som f.eks. LEOPARD. Derudover blev de enkelte bomblets bragt til detonation under nær ideelle forhold; forhold der næppe opnås i virkeligheden. Forsøget gav dog værdifuld information om de materialetykkelser bomblet’en kan gennembryde og om de følgevirkninger, der kan forventes. De opsamlede data bliver i øjeblikket analyseret i detaljer, og en rapport forventes at blive udsendt til efteråret.

Professionel assistance

Når man planlægger et sådant forsøg, er der naturligvis en masse detaljer, der ikke kan tages højde for på forhånd. Når forsøget kører, opstår der derfor en række praktiske problemer, som må løses her og nu.

Det var ganske imponerende at se den professionalisme, hvormed deltagerne fra Kampskolen og især Teknikafdelingen fra Artilleriskolen formåede at løse de praktiske problemer. Planen blev overholdt, og succesen ved forsøget kan i vidt omfang tilskrives denne assistance.