Jakob Schultz
Upfront 2/2004

Det kræver overblik, mentalt og fysisk overskud som en F16 pilot at være kampvognskommandør på en Leopard 2 A5 kampvogn. Upfront var med da et hold kommandørelever havde deres sidste uddannelsesdag i Oksbøl.

Mudder og vand sprøjter op i flere meters højde, da Leopard 2 kampvognen uproblematisk forcerer et stort vandhul. Den store kampvogn forsvinder helt i et par sekunder i den enorme sky af vand, men dukker så op igen og kører hurtigt videre ud over heden i det militære øvelsesterræn ved Oksbøl lejren. Vandhullet er næsten helt tomt efter mødet med den stærke og hurtige Leopard, der deltager i en stor skarpskydningsøvelse i forbindelse med afslutningen af et uddannelseskursus for kampvognskommandørelever. En uddannelse der kræver en ekstrem god sans for koordination. Leopard 2 A5 er nemlig noget af det ypperste inden for kampvogne, og det er da også netop denne 62 ton tunge maskine, der fremover skal være den eneste type kampvogn i det danske forsvar. 230 gamle Leopard 1 kampvogne skal skrottes, så det kun er den teknologisk overlegne Leopard 2, der bliver tilbage. En kampvogn hvor man udover teknisk indsigt, skal have en helt speciel psyke for nogensinde at blive dus med den.

Dansk Leopard 2A5 kampvogn

Fascinerende

At psyken skal være god og evnen til at koordinere mange ting, er væsentlig, det ved Løjtnant Henrik Lykke, der deltager i kampvognskommandørkurset. Han oplever det som en intens affære at sidde i en kampvogn og skulle holde styr på sit.

- Du får et sus, når du kører derudaf, og det er dig, der skal holde styr på det hele. Der er ret meget at holde øje med hele tiden, men når det kører, så bliver du helt tændt. Der kan gå ti timer, før du falder ned igen efter en øvelse, fordi det er en fed oplevelse, og fordi det er noget nyt, som du prøver, siger Henrik Lykke, der oplever, at han er blevet væsentlig mere afklaret med opgaven som kampvognskommandør i løbet af det fire måneder lange kursus.

- Det handler om øvelse, øvelse og øvelse. Jeg er ikke rutineret efter fire måneder, men jeg begynder at få det ind i kroppen. Rutinen kommer, når jeg skal ud som delingsfører i to år efter denne uddannelse, fortæller Henrik Lykke, der i starten var en smule skræmt over at sidde i kampvognen.

- Første gang jeg sad i den, var jeg lidt bange for at røre ved knapperne, men du finder hurtigt ud af det. Men du undgår ikke at lave fejl engang imellem. Nu synes jeg, at vognen er det mest fantastiske at køre i. Den måde som den er stabiliseret på, når den kører gennem sporene i terrænet, er umuligt at sammenligne med noget andet køretøj, for den klarer mere eller mindre de fleste udfordringer, siger Henrik Lykke.

Et håndværk

Kampvognskommandøreleverne begyndte på udannelsen i januar. Under den første del af uddannelsen har de lært at stå for sikkerheden på en enkelt kampvogn og lært at betjene våbensystemer. Den viden, som eleverne har fået de første måneder, er blevet kombineret med nye udfordringer, hvor eleverne indgår i en deling med tre kampvogne. Forløbet består af praktiske øvelser, og den afsluttende prøve er skarpskydning, hvor eleverne skal bruge de samme procedurer, som de har lært på kurset.

Alle kampvognskommandørelever har gennemgået den treårige officers uddannelse på Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot. Officersskolen optager hvert år 100 elever, hvor nogle vælger at videreuddanne sig til kampvognskommandør.

- Når eleverne kommer fra Hærens Officersskole har de gennemgået en meget teoretisk og akademisk uddannelse. Det handler for os om at få pillet videnskaben ud af dem og få dem lært håndværket. Det at køre en kampvognsdeling er ikke videnskab, men ligeså simpelt som at lære en deling at stå ret og rør. Det gør man ved at gennemtræne eleverne på fire måneder, siger Kaptajn S. H. Iversen, der er kursusleder på kommandøruddannelsen. Han forklarer:

- Det er en hurtig uddannelse, men når de fire måneder er overstået, så kender kampvognskommandøren våbensystemet til bunds og de kan alle procedurer.

Danske Leopard 2A5 kampvogne

Som en F16 på hjul

At lede en besætning på en Leopard 2 kampvogn er en opgave, hvor kampvognskommandøren konstant har blik på flere ting på en gang. Kampvognskommandøren er leder og fordeler arbejdet mellem besætningen, der udover kampvognskommandøren selv består af en kører, en skytte og en hjælper.

- Det kræver en høj grad af simultankapacitet. Du skal kunne holde mange bolde i luften, fordi du arbejder i et miljø, hvor du har to radiostationer, et delingsnet og et eskadronnet. Du har en undervogn der kører, et tårn der kan dreje, og der er fire mand, der skal arbejde sammen på vognen. Du skal have overskud til at styre det, samtidig med at du har styr på hvad der foregår udenfor, og hvad de to andre kampvogne i delingen laver, forklarer Kaptajn S. H. Iversen. han tøver ikke med at sammenligne opgaven i en Leopard 2, med den opgave en F16 jagerpilot varetager.

- Hvor F16 piloten skal have en rigtig god simultankapacitet, så kræver vi mindst det samme af en kampvognskommandør. Det går ikke helt så stærkt som i en F16, men der er ligeså mange parametre at tage højde for, siger S. H. Iversen.

Familiært forhold

At sidde tætpakket i 60 graders varme i timevis under Leopardens panserhud kræver en god psyke, men også et sammenhold, som gør besætningen til en helhed, der kan klare lidt af hvert. De fire mand i kampvognen skal stole hundrede procent på hinanden. En lille fejl i en krisesituation kan betyde katastrofe og udslettelse. Derfor skal de være som én stærk enhed, der tænker og arbejder på samme måde. Ifølge Seniorsergent F. A. Sørensen der har været kampvognskommandør i mere end ti år, er det ikke noget problem at få det til at fungere under det pansrede stål.

- De andre gutter bliver hurtigt som din familie, for du kommer til at kende dem rigtigt godt, når du sidder der i kampvognen i timevis, siger F. A. Sørensen, der var med på det første hold danske soldater, der blev sendt til Kroatien i 1992.

- Da vi havde været dernede i et halvt år, glædede vi os til at komme hjem, men vi blev spurgt, om vi ville på en øvelse tre uger efter. det var vi ikke meget for, for vi skulle hjem og slappe af og afspadsere, men inden der var gået en uge, havde vi alle sammen ringet og meldt os til øvelsen. Vi manglede simpelthen det tætte sammenhold og at snakke med dem der vidste, hvad det drejede sig om. det var ligesom en slags terapi, og vi fik udløb for alle de ting vi havde oplevet i Kroatien, fortæller F. A. Sørensen.