Jens Rønholt Hansen
Kentaur 3/2000

Fjenden er trængt ind på området. Hjemmeværnskompagniet har indrettet kommandostation i en lagerbygning. En venligtsindet person ringer. Der kører nogle "tanks" rundt ude ved skoven. Kompagnichefen sender en patrulje ud for at undersøge sagen.

Der er ingen køretøjer at se mere. der er spor efter bæltekøretøjer, men dem kan patruljen ikke rigtig bruge til noget. Gruppeføreren taler med nogle civile personer, der kun kan bekræfte, at det var nogle "tanks". Han giver meldingen videre, og patruljefolkene, der er skuffede over det utilfredsstillende resultat, cykler tilbage.

Samme situation, men den indtræffer først året efter.

Gruppeføreren står sammen med sine folk og ser på sporene af de forsvundne kampvogne. Nu er det godt, at de var på det supplerende panserkendingskursus i foråret, for nu ved de hvad der skal gøres. De går lidt ud på marken, indtil de kommer til et sted, hvor sporene er særlig tydelige. En af mændene undersøger sporet. "Skarp kant i denne side" siger han, medens han ser på sit kompas, "altså er de kørt mod nordøst". En anden fra gruppen tager et målebånd op af lommen, og måler afstanden mellem bæltesporerne og derefter bæltesporets bredde. Gruppeføreren melder: "Pansermelding, 2 bæltekøretøjer. Vognene er væk. A 210cm, B 40cm. Kørt mod nordøst". Hvorefter gruppen kører hjem, efter de har løst deres opgave med succes.

På kommandostationen slår vagthavende op i sin bærbare computer på det tillæg til panserkendingsbogen, der kom sidste år, finder målerne i panserkendingsnøglen, og bestemmer at der er tale om lette kampvogne af typen T 99 GT. meldingen herom sendes til distriktet og nabokompagnier, der straks går i gang med at arrangere en passende modtagelse for kampvognene.

Hvordan kunne man da forestille sig, at en sådan panserkendingsnøgle kunne se ud? Et eksempel er vist i nedenstående skema. Her er i første omgang tænkt på bæltekøretøjer. Bæltekøretøjer færdes ofte uden for vejene hvor de sætter tydelige og karakteristiske spor.

Her er valgt at tage to mål af sporerne, afstand mellem bælterne og bæltebredden. Man kunne også have valgt at måle sporvidden, altså afstanden mellem bælternes yderkanter. Når man har valgt at måle undersiden er det dels fordi det er nemmere at måle en kortere afstand, og dels fordi at så kan alle målene tages med et almindeligt 3-meter stålmålebånd, som kun forøger soldatens kampvægt med ca. 80 gram.

I skemaet er der som eksempel angivet mål for 24 bæltekøretøjers. To af køretøjerne er svenske, Øresundsbroen er jo åbnet. alle mål er afrundet til nærmeste antal centimeter der kan deles med 5, idet der er gået ud fra at det næppe er muligt at måle mere nøjagtigt end 5 centimeter i felten.

Et sådant skema, der kun ville fylde et par sider i en panserkendinglommebog, kunne nok være et nyttigt hjælpemiddel for mange. Det giver ikke det rigtige svar i alle tilfælde, der kan her ikke skelnes mellem ti så forskelligartede køretøjer som M109 og BMP-3.

Men undervisningen i panserkending på spor, der vist nok ikke alle steder er højt prioriteret , kunne jo udvides med lektioner af sporanalyse, spormønstre, identifikation af tomme hylstre o.s.v., hvorefter det burde være muligt med ret stor sikkerhed at bestemme arten af de bæltekøretøjer, der har været i terrænet. Med enkle og billige undervisningsmidler må man kunne skabe interesse for det fag, som mange sikkert kan have nytte af.