|
MJ Christian Mariegaard, Enhedsuddannelsesafdelingen, HOK
Hæren 1/2007
Danske Division har i løbet af
marts gennemført en klargøringsøvelse for et
kampvognsdetachement fra Jydske Dragonregiment i Holstebro.
Formålet med øvelsen var at få
afprøvet en række praktiske procedurer for denne
beredskabsenhed, der er forberedt til at kunne forstærke de
danske udsendte styrker i Afghanistan eller Irak, såfremt et
sådant behov skulle opstå.

Det er kampvogne af denne
type Leopard 2A5, der er udset til at forstærke de danske
enheder i internationale missioner, hvis behov opstår, og
det politisk besluttes at anvende kampvognene.
Øvelsen indeholdt elementerne:
Transport til afgangslufthavn, pakning af materiel og
koordination mellem de implicerede partner fra hæren og
flyvevåbnet.
I løbet af øvelsen blev der
truffet mange supplerende aftaler for at optimere de mange
procedurer, der var lige fra bevogtning af de parkerede
kampvogne til diplomatiske henvendelser om
overflyvningstilladelser.
Ved øvelsens afslutning på
Flyvestation Karup kontrollerede Danske Division
detachementets oplagte ammunitions- og materielgenstande.
Det er særdeles vigtigt, at alle detachementets kampvogne,
køretøjer, ammunition og øvrigt materiel er til stede,
afmærket korrekt og pakket efter forskrifterne, når
transportflyene lander og ruller over imod
kampvognsdetachementets såkaldte "marshalling area", idet
alt skal på og af flyene under overholdelse af en lang række
sikkerhedsbestemmelser for transport af denne noget
specielle type stykgods.
Kontrollanterne var tilfredse,
og der vil blive gennemført et afsluttende evalueringsmøde
den 30. april for at opsummere alle erfaringerne fra den
velgennemførte klargøringsøvelse.
|