KN S. L. Laursen, JDR
Kentaur 4/98

Infanterikampkøretøjet er for nuværende ikke omfattet af de på Hærens kampskole udarbejdede del-koncepter. Stort set alle vores nabolande er ved at indfase eller har allerede indfaset infanterikampkøretøjer tyskerne indfasede Marder i 1976. Det er på høje tid, at vi kommer ud af starthullerne; om ikke andet burde der tages hul på analysearbejdet.

Tysk Marder

I de seneste år har angreb med stor dybde stået øverst på brigadernes og divisionens emneliste. Med Danske Division og Den Danske Internationale Brigade er det mulige indsættelsesområde for danske enheder øget betydeligt. Der tales om snævert samarbejde med betydelig bedre udrustede NATO-enheder , Counter Concentration o.s.v. Der er indarbejdet en bevægelig fase i forsvar. På panser- og panserinfanteribataljonens organisationsskema står der: Bataljonen kan med baggrund i sin bevægelighed, ildkraft og pansring, gennemføre kampen aktivt og offensivt og hurtigt tilpasse sig en ny situation i et nyt terræn.

Alt dette og mere til stiller større krav til danske enheders mobilitet og kampkraft i fremtiden.

Mobilitet og kampkraft kan forenes i evnen til at udfolde kampkraft opsiddet.

Ingen dansk infanterienhed kan udfolde kampkraft opsiddet. For disse betyder kampføling af enhver art afsidning, og så er de mobilitetsmæssigt sat halvtreds år tilbage.

Et kig på panserinfanteribataljonen viser, at kun syv af i alt seksten deciderede kampdelinger og sektioner er i stand til at udfolde kampkraft opsiddet. Panserinfanteribataljonerne, der udgør hovedparten af brigadernes kampkraft, er i virkeligheden begrænset egnet til indsættelse i angreb, bevægeligt forsvar og for den sags skyld også undvigende kamp, med mindre særlige terræn- og situationsmæssige forhold gør sig gældende. Disse forhold omfatter uoverskueligt terræn, hindringer (herunder vandløb) og feltbefæstede anlæg.

Russisk BMP-1

Uden infanterikampkøretøjer kan danske infanterienheder specialisere sig i hovedforsvar, blokering samt angreb vel at mærke kontaktslaget med tilhørende rensning og oprydning, da mobilitetskravet selv til visse baglandsoperationer vil diskvalificere danske infanterienheder.

Der er givetvis tungtvejende særligt økonomiske grunde til, at emnet infanterikampkøretøjer omgås med forsigtighed. Derfor skal det også analyseres grundigt, om det kan betale sig at transportere dansk infanteri rundt på kamppladsen i dyrebare infanterikampkøretøjer. Her skal blot yderligere anføres nogle enkelte input til denne analyse.

Infanterikampkøretøjerne vil - med deres maskinkanoner, tårngeværer og evt. panserværnsraketter/missiler - udgøre tyngden af infanteriets kamp. Ofte vil det afsiddede infanteri spille en sekundær rolle. Tyskerne skriver i deres reglement HDv 231/100"Das Panzergrenadierbataillon", at infanteriet kun sidder af deres Marder, såfremt der kæmpes i uoverskueligt terræn, feltbefæstede anlæg samt der skal angribes over/gennem forhindringer for pansrede køretøjer eller deciderede panserværnsenheder, hvis evne til at nedkæmpe afsiddet infanteri er ringe, angribes. Har man en gang set tyske Marder-enheder indsat, så ved man, at de fuldt ud lever op til dette. Tyskerne betragter afsiddet kamp som sekundær i forhold til opsiddet kamp.

Når disse særlige terræn- og situationsmæssige forhold stiller krav om afsiddet kamp, da taler det naturligvis mod infanterikampkøretøjet, at antallet af soldater, der kan medføres, er mindre end i en pansret mandskabsvogn. Byttes de ud en til en, så vil den afsiddet kampkraft for deling, kompagni og bataljon blive reduceret betydeligt.

Amerikansk M2 Bradley

Nu fremstår infanterikampkøretøjet som et let kampvogn eller panserjager med passagerplads, og det er svært at se, hvad infanteristerne skal lave, når de ovennævnte terræn- og situationsmæssige forhold ikke er til stede. Først og fremmest kan de sikre infanterikampkøretøjerne. En sikringsstyrke som enhver kampvogns- eller panserværnsraketenhed næsten altid står og mangler, da den ene ende af kampstillingen ofte udgøres af en skov eller bebyggelse, hvor fjendtligt infanteri afsiddet kan trænge dækket og uset frem til flanken og påføre betydelige skader og tab med kortholdspanservåben.

Er det nødvendigt kan en deling udrustet med infanterikampkøretøjer deles i et kamphold og et forberedelseshold. Forberedelsesholdet - hovedparten hvis ikke alle de afsiddede dele ført at delingens næstkommanderende - kan ud over forberedelsesopgaver også løse et hav af overvågnings-, bevogtnings- og sikringsopgaver. Det bedste eksempel er løsningen af de utallige objektnærsikringsopgaver, der er forbundet med bevægeligt forsvar og specielt undvigende kamp . Kamp- og forberedelsesholdene forenes da på hensigtsmæssig vis, når infanterikampkøretøjerne skal passere over/gennem objektet.

Spørgsmålet er, om vi overhovedet har råd til at lade hovedparten af vort infanteri transportere rundt på kamppladsen i pansrede mandskabsvogne og på lastvogne ?