Morten Fredslund, journalist
Danske Officerer 10/2007

Kampvogne er et særdeles brugbart våben i Afghanistan, mener to kampvognsofficerer. Udstationeringen af kampvogne til Afghanistan betyder både en opblomstring for våbensystemet og store uddannelsesmæssige samt logistiske udfordringer.

Det er knap fem år siden, Danmark sidst havde udstationeret kampvogne i en international mission. Og med udsendelsen af en kampvognsdeling til Afghanistan får den danske udgave af Leopard 2A5 sin ilddåb i internationalt regi. Men udstationeringen var også på høje tid, da våbensystemet næsten var hensat til glemmebogen, da politikerne gav grønt lys til udstationeringen den 23. oktober.

- Det er gået ned ad bakke de seneste år, hvor vi er blevet beskåret meget, og det synes vi selvfølgelig er en skam. For kampvognen er et pragtfuldt våben. Men hvis det ikke havde været for uddannelsen til NRF 10 (NATO Response Force 10) og indsættelsen i Afghanistan, kan jeg godt forestille mig, at det kunne være begyndelsen til enden for kampvogne i det danske forsvar. Nu er eskadronen ligesom livet op igen, og personligt er jeg ikke i tvivl om, at våbensystemet helt sikkert vil vise sit værd i Afghanistan, og at det er den helt rigtige beslutning, der er truffet, siger premierløjtnant Martin Kvistgaard, der er delingsfører for den kampvognsdeling, som sendes til Afghanistan til februar.

Vi møder ham på Kallesmærsk Hede i Oksbøl Skydeterræn, hvor hans deling sammen med en anden deling fra kampvognseskadronen ved Jydske Dragonregiment har indledt en længe planlagt efterårsøvelse med skarpskydning mod skiver, der symboliserer såvel panser som bløde mål.

Danske Leopard2 kampvogne i Afghanistan

16 skud – 15 træffere

- Vi kan ramme præcist gennem et vindue ud på 4.000 meter, og træfsikkerheden ligger mellem 80 og 90 procent hos de soldater, der skal til Afghanistan. I går skød min egen vogn 16 skud – 15 af dem var træffere. Men det er også yderst rutinerede folk, der skal afsted. Fordelen ved, at vi har været lagt lidt i mølpose, er, at de af os, som stadig er her, alle er folk, som virkelig brænder for at være tilknyttet en kampvognsdeling. Inklusive mig selv. Jeg har prøvet en masse, men det er kampvognen, der siger mig mest og giver mig de største udfordringer. Og som officer stiller det særlige krav, fordi alt går stærkt, når man arbejder med kampvogne – og det er en udfordring både at styre en kampvogn og en deling på samme tid. Men heldigvis er mandskabet garvede folk med deres egen selvjustits. Det betyder utrolig meget som fører, siger Martin Kvistgaard, der som tidligere konstabel både har været skytte og hjælper på en kampvogn, inden han blev officer og delingsfører.

Han har ikke været på fact-finding i Afghanistan, men holder sig løbende underrettet via en hyppig kontakt til den delingsfører-kollega, som han skal afløse til februar.

- Meldingerne går på, at alt fungerer, som det skal dernede. Men erfaringerne siger også, at jo mere en kampvogn bliver brugt, des færre problemer opstår der med materiellet. Og med hensyn til Afghanistan er der i delingen ingen tvivl om, at såvel materiel som personel kan klare skærene. Men vi ved jo også, hvad kampvognen kan udrette, siger den 33-årige delingsfører og tilføjer:

- Hvis infanteriet i Afghanistan kommer i knibe og tilkalder flystøtte, går der mellem en halv time og tre kvarter, inden flyet når frem. Men med kampvognene i Afghanistan kan vi tage ud sammen med infanteriet. Det gør en stor forskel, og før beslutningen blev truffet, kunne folk slet ikke forstå, at vi ikke blev brugt i Afghanistan. Så det har givet en ny gejst og et kæmpe løft, at vi skal afsted. Men udsendelsen betyder til gengæld, at vi skal arbejde hurtigere – især på uddannelsessiden, da vi måske har været nedprioriteret en smule på det område.

Ude bedst...

Samme holdning har eskadronchefen, kaptajn Bjarne Hundevad, der netop er vendt hjem fra Afghanistan efter at have afleveret én af sine delinger og fire kampvogne til den danske bataljon.

- Når et våbensystem udsendes, er det de udsendte, der prioriteres højst. Sådan skal det også være. Men der er ingen tvivl om, at vi står over for en stor udfordring med at få uddannet kampvognspersonel herhjemme, når vi samtidig har en højt prioriteret enhed udstationeret. Dels fordi den udsendte enhed til enhver tid skal have det bedste materiel til rådighed. Og dels fordi en stor del af det mest erfarne personel enten vil være udsendt eller ved at blive uddannet til en kommende udsendelse, siger Bjarne Hundevad, mens det ene hule drøn efter det andet får jorden til at skælve, når de 63 ton tunge Leopard 2A5-kampvogne få meter væk på skift nedkæmper bevægelige panserplader på to kilometers afstand.

Bjarne Hundevad er én af de få officerer herhjemme, der nærmest stringent har fulgt den planlagte karrierevej for en kampvognsofficer, og som stadig beskæftiger sig med kampvogne. Han har desuden tidligere været udstationeret i Bosnien som kampvognsdelingsfører.

- Soldater herhjemme vælger i dag en våbenart, som man kan forvente at blive udstationeret sammen med. Derfor har det de seneste år knebet med at få nyt personel til kampvognsuddannelsen, som tager to år, inden man derefter skal i gang med at tilegne sig rutinen. Samtidig er der også personel, som har søgt over til andre våbensystemer, og rent vidensmæssigt er vi tæt på „ubåds-stadiet“. (Red.: Under de politiske forhandlinger op til det nuværende forsvarsforlig blev det besluttet at udfase det danske ubådsvåben)

- Det skal vi have lavet om på, og heldigvis kan vi allerede nu se, at udstationeringen har betydet en større interesse for at søge kampvognsvåbnet. På officerssiden vil der dog gå et par år, før vi vidensmæssigt er oppe på samme niveau som for blot nogle år siden. Viden om et konkret våbensystem går jo lynhurtigt tabt, hvis man ikke beskæftiger sig med det, siger Bjarne Hundevad.

Få med praktisk erfaring

Han påpeger også, at det kun er få officerer på stabsniveau, som har praktisk erfaring med at have kampvogne som en reel kapacitet under øvelser.

- Under den missionsorienterede uddannelse til henholdsvis Irak og Afghanistan har stabsofficererne i korte perioder haft mulighed for at indsætte kampvogne i øvelsesscenariet. Men reelt er det kun eskadronchefen og chefen for panserbataljonen, der har rimelig stor erfaring med at have kampvognene som en kapacitet, som vi kender fra Det Røde Reglement. I Afghanistan er der kun indsat én deling, men der er alligevel et uddannelsesefterslæb, der skal indhentes, inden cheferne bliver fortrolige med at have kampvogne til rådighed, siger Bjarne Hundevad.

Han ser logistikken som én af de andre store udfordringer, som man især vil komme til at mærke på hjemmefronten.

- Tunge våben har også tung logistik. Det handler jo om mere end blot mad og vand, når man skal holde en deling med fire kampvogne kørende. Og nogle vil opleve, at det bliver et „surt show“ herhjemme, at vi nu har en deling udstationeret – blandt andet fordi man vil mangle reservedele. Men når man booster udadtil, koster det på hjemmefronten. Især når det gælder reservedele, hvor den udsendte enhed selvfølgelig har 1. prioritet, siger Bjarne Hundevad og tilføjer:

- Når det er sagt, skal der ikke herske tvivl om, at jeg mener, at det er den rigtige beslutning, at vi nu har kampvogne i Afghanistan. Og infanteristerne var jublende lykkelige, da vi nåede frem. Det samme var englænderne, som straks indsatte kampvognene som sikring for en konvoj. I Green Zone, hvor danskerne gennemfører egentlige kamphandlinger, kan vi køre på kanten af Upper Gereshk Valley og støtte infanteristerne nede i dalen, der kun er halvanden til to kilometer bred, men cirka 50 kilometer lang. Og lige bortset fra højdeforskellen og et hårdere underlag, der sparer brændstof, svarer terrænet stort set til Finderup øvelsesterræn. Perfekt kampvognsterræn.

Danske Leopard2 kampvogne i Afghanistan

Ekstremt velforberedt

Mens der er visse ulemper ved, at kampvognsvåbnet har ført en forholdsvis stille tilværelse de seneste år, er der også visse fordele.

- Vi er ekstremt velforberedte i forhold til andre våbensystemer, der sendes ud. Dels har vi forberedt os til NRF 10, dels har gennemstrømningen af personel været lav, så at det personel, der er i eskadronen i dag, selv har haft tid til at udvikle våbnet. Vi har været på højt beredskab med 14 dages varsel siden den 1. februar og har deltaget i et utal af øvelser og skydninger. Alt er blevet øvet igen og igen med fokus på indsættelse i enten Irak eller Afghanistan, som også var de scenarier, som NRF havde fokus på. Så i Afghanistan vil vi måske komme ud for ting, vi ikke har prøvet før. Men man vil ikke kunne sige, at eskadronens folk ikke er ordentligt uddannede. Det er de i meget høj grad. Det er meget rutinerede soldater, og jeg er fortrøstningsfuld ved at sende dem ud, siger Bjarne Hundevad.

Alene i år har eskadronens soldater boet i telt i seks uger. Øvelserne omfatter blandt andet to gange tre uger i Tyskland, to skarpskydningsperioder i Oksbøl samt missionsorienteret uddannelse sammen med styrkerne til Irak og Afghanistan.

- Eskadronens soldater er blevet meget feltvante. Men de mange øvelser betyder også, at personellet er ved at være slidt. De er trætte nu. Men det er jo hele tiden en balancegang og et spørgsmål om, hvorvidt bægeret er halvt fyldt eller halvt tømt. Og så er det jo et chefansvar, hvornår man skal sige, at nu tager vi lige en pause. Men soldaterne er i hvert fald super godt uddannede. Og trætheden er nok ikke værre, end hvad en god julefrokost kan rette op på, siger Bjarne Hundevad med et smil og tilføjer med en mere alvorlig mine:

- Men blot som illustration kan jeg nævne, at jeg personligt har fået udbetalt over 400 merarbejdstimer alene i år. Og det meget overarbejde er jo især en belastning for familierne.

Hårdt for familien

Netop de familiemæssige forhold har stor indvirkning på Martin Kvistgaards overvejelser i tilknytning til den kommende udstationering. - Jeg kom hjem fra Irak for et år og tre måneder siden efter en forrygende udstationering og stor forståelse hjemmefra. Denne gang er det derimod ikke den ultimative lykke, da det er så kort tid efter. Jeg er gift og har to børn på henholdsvis fire og syv år, og generelt er det svært at få familien og civile i det hele taget til at forstå det arbejde, vi har som officerer. Det er en svær balancegang, hvor det kan være vanskeligt at være det hele menneske i det her system. Men jeg brænder for at være soldat og glæder mig rent arbejdsmæssigt til at komme afsted. Udstationeringen med kampvogne til Afghanistan er en udfordring, jeg nødigt vil undvære i karrieren. Men jeg var ikke taget afsted, hvis jeg ikke havde fået den nødvendige opbakning fra familien. Og hvis det ikke netop var, fordi jeg skal undvære familien, ville jeg da også sidde med armene i vejret lige nu, siger Martin Kvistgaard og tilføjer:

- Det samme gælder delingens øvrige personel. Folk ved godt, at det bliver en hård tur. Men det betyder mindre for folkene selv, som har fået fornyet gejst og glæder sig over at skulle udsendes med kampvogne, der jo er et pragtfuldt, effektivt og godt pansret våben. Nej, det er familien, man har i tankerne. Det er dem herhjemme, det bliver hårdt for.