KN B.B. Hundevad, Eskadronchef 2/I/JDR
Kentaur 1/2008

Meget sludder er sagt i debatten omkring udsendelse af kampvogne til Afghanistan, og jeg skal ikke påstå at have de vise sten. Men nu er kampvognsdelingen (KVGDEL) indsat i netop den rolle den var tiltænkt, så historien må vise, hvad den tyske krigsindustri har kunnet tilføre missionen.

Artiklen udtrykker mine holdninger, og omhandler de erfaringer, der indtil nu er draget af opstilling, uddannelse og udsendelse af Quick Reaction Force/kampvognsdetachement (QRF/KVGDET) til ISAF.

Jeg vil ikke her omtale detaljer i engagementerne. Det tilkommer kampvognsbesætningerne, der har udkæmpet dem. Mine erfaringer er draget som underafdelingschef for den eskadron (ESK), der har haft ansvaret for opstilling og udsendelse, samt mine erfaringer med klargøring i missionsområdet, hvor jeg som fører for støttekommando kampvognsdetachement (KVGDET) overfor DANCON havde ansvaret for at gøre KVGDET klar til kamp, med alt hvad der hører til.

Klarlægge detaljer

2 kampvognseskadron (KVGESK) var udpeget til NATO Response Force (NRF) 10, da ESK i december 2006 fik til opgave fra 1. februar 2007 at opstille QRF/KVGDET på beredskab 14/21 dage NTM (notice to move) med henblik på at forstærke enten Irak eller ISAF missionen i en begrænset periode.

Tyngden i forberedelserne lå på ISAF, fordi vi kunne trække på UK erfaringer til Irak og Irak ikke udløste nær så mange ubekendte som ISAF rent planlægningsmæssigt.

I marts 2007 gennemførte eskadronen (ESK) og Hærens Kampskole (HKS) i fællesskab en fact finding (FF) i Helmand med henblik på, at klarlægge detaljerne af en evt. deployering. FF gav også mulighed for på nærmeste hold at tale med de canadiske kampvognsbesætninger. Canadierne har haft LEO 1C2 deployeret siden november 2006 og er nu i gang med at udskifte til LEO 2A6M.

Den 28. september 2007 blev eskadronen bemyndiget til at iværksætte de militære forberedelser. Netop den dag var vi indsat i den afsluttende fase af øvelsen Noble Ligtht II i Bergen Hohne og nyheden om forsvarsministerens udmelding nåede eskadronen, stort set samtidig med at TV2 dukkede op. Der manglede stadig en politisk beslutning, men nu kunne en hel række forberedelser iværksættes. Under hele forløbet har eskadronen og HKS/KVGSEK haft et helt nødvendigt og meget tæt samarbejde, der har løst mange af de problemstillinger, der opstod i kølvandet af klargøringen. HKS bidrog med en sagsbehandler på kampvognen på støttekommandoet, således at de problemer der opstod i forbindelse medklargøring i missionsområdet, kunne afklares med det samme.

Forberedelser i Danmark

NRF 10 var en god ramme at uddanne ESK i og lignede på mange punkter ISAF med samvirket mellem infanteri og kampvognsenheder, en række ressourcer fra små elementer, og et internationalt miljø. Det gjorde det nemt at glide direkte ind i DANCON/ISAF.

Grundlaget for samarbejde infanteri og kampvogne imellem var dog mangelfuldt og har været en dyb tallerken, der skulle opfindes igen. Her har 4 Mekaniserede Infanteri kompagni/Jydske Dragonregiment (MEKINFKMP/JDR) leveret en kæmpe indsats.

NRF 10 og kravet om at kampvognen kunne indsættes i HOT/DRY klima zone gav os i 2006 mulighed for at afprøve LEO 2 A5 i Spanien. Eskadronen deltog dengang i afprøvningen som tidligere har været beskrevet i Kenatur. Vi havde såvel mekanikere som kampvognsbesætningen med. Afprøvningen gav os en enorm erfaring med en hel række forhold. Alt fra luftfiltre, påklædning og væske indtag. Vi var således ganske godt forberedt på de klimatiske udfordringer,

ESK skulle deltage i en lang række øvelser i rammen af NRF 10, og samtidig deltage i missionsuddannelsen ved såvel IRAK som ISAF. Endvidere ønskede mange af de underafdelinger (UAFD), der stod for udsendelse at "låne" en KVGDEL i forbindelse med samvirkeuddannelsen forud for udsendelsen. Jeg skal være den første til at beklage, at vi engang imellem måtte sige nej, men enhedens egen funktionsuddannelse, vedligeholdelse og repetition af basisuddannelse var også nødvendig.

Det meget høje uddannelsestempo gav et forøget forbrug af kilometer på materiellet, hvilket gjorde det nødvendigt med flere store og planlagte eftersyn. Eskadronen måtte derfor tilføres reservemateriel således, at besætningerne kunne deltage i de nødvendige øvelser selv om eftersynstjeneste krævede, at kampvognene stod på værksted i flere måneder. Derudover krævede beredskabet, at vi havde de 4 QRF kampvogne (KVG) stående samt, at de blev brugt, vedligeholdt og holdt klar uden, at de blev nedslidt af de mange øvelser.

Det stod tidligt klart, at 14 dage ikke er lang tid, når der skal forberedes en udsendelse. Derfor måtte personel i beredskab have udleveret udrustning, og kampvognene skulle være klargjort, når vi gik på ferie. Endvidere skulle containere med reservedele og værktøj være pakket og beholdninger ført i DeMars.

Til den positive side kan jeg anføre, at vi fik afprøvet en række nye ammunitionstyper, der giver kampvognen en bredere anvendelse.

Ligesom indføringen af PMV M113G3 som 4'er vogn, gav KVGDEL nogle fordele, som er videreført til NRF 10, og som forhåbentligt på sigt vil erstatte hjulkøretøjet i kampvognsdelingen i resten af eskadronerne. Der er gennemført en del små forbedringer på LEO2 A5, for at tilpasse den til indsættelsesmiljøet og -vilkår. Samarbejdet mellem ESK og HKS har været meget positivt og uden dette vil det næppe have været muligt at opnå den høje klargøringsgrad.

På udfordringssiden bliver det, at holde et højt uddannelsesniveau også vanskeligt fremover. Så længe kun tre ud af fem KVGESK er bemandet, er alle meget sårbare overfor den personelmangel, der specielt gør sig gældende på det faglige personel (PSN), idet det rammer de mest teknologisk og vedligeholdelsestunge elementer hårdest.

Forberedelserne i Afghanistan

FF i marts 2007 havde klarlagt en række forhold, der skulle på plads for at kunne deployere.

På det uformelle plan hjalp den canadiske Task Force Kandahar (TF CA) og ikke mindst den canadiske kampvognseskadron utroligt meget.

Alt er svært i Afghanistan. Man kan ikke bare tage ud og recce for skydebaner eller øvelsesterræn. Men vores mand fra HKS fik ved hjælp af canadierne en mulighed for, at se det sted vi på forhånd have håbet, vi kunne kontrolskyde.

Selve kontrolskydningen kunne vi gennemføre på egen hånd, fordi vi kunne dække os ind under det canadiske Task Force Tactical Operational Center (TOC) og trække på deres QRF som beredskabsstyrke, hvis vi skulle støde i problemer under kontrolskydningen. Intet er helt sikkert i det sydlige Afghanistan, så der skal træffes mange forholdsregler, når man kører ud af porten.

Det lykkedes således i rammen af TF CA at gennemføre kontrol skydning kun 2 dage efter at den sidste KVG var landet på Kandahar Air Field (KAF). Så var kampvogne (KVG), pansret mandskabsvogn (PMV) og bjærgningsvogn (BJVG) klar til indsættelse. Herefter ventede vi ved vigende tålmodighed, mens UK næsten dagligt udskød datoen for den resterende del af deployeringen.

Resterende del af deployeringen i Afghanistan

Flyvevåbnet fløj hovedparten af containerne ud til Camp Bastion, resten kørte med kolonnen, flyttet af UK og DK lastvogne, der et par dage før var kørt fra Camp Bastion til KAF.

UK benyttede lejligheden med vores fires KVG i kolonnen til at få mest muligt materiel til Camp Bastion, således at nåede kolonnen op på 96 køretøjer. Føreren for kolonnen var en Britisk major. Der var såvel Mastiff som lette Landrovere med som sikring. At flytte materiel på Highway 1 (Hwy 1) er en brigade (BDE) opgave, og det var UK Task Force, der havde ansvaret. Alle der har kørt på Hwy 1 kunne berette om farligheden her. En meget stor procentdel af transporterne på Hwy 1 var blevet ramt af baghold eller Improvised Explosive Devices (IED). Vi forberedte os på, at det kunne blive en alvorlig opgave at køre fra A til B.

Således blev sikring af den store kolonne et væsentligt spørgsmål. Vi diskuterede en del med UK om, hvorledes KVG enheden kunne anvendes bedst. Indledningsvis ønskede føreren af kolonne, at vi splittede KVGDEL op i to holdmed et element i front og et i slutningen. Men problemerne omkring kommunikation og muligheden for at kunne koordinere direkte med de engelske infanterienheder gjorde, at beslutningen blev, at holde KVGDEL samlet som et manøvre element. KVGDEL blev brugt i front. UK valgte henset til størrelsen af kolonnen, at vi skulle gennemføre marchen i et ryk, med start i dagslys, hvilket viste sig at være en god beslutning.

Der var undervejs en række indikationer på mulige baghold, men ingen af disse blev manifesteret. Om det skyldes det tunge sikringselement eller, at der var tildelt andre ressourcer som Unmanned Aerial Vehicles (UAV) er ikke muligt at fastslå. Men det eneste modstand kolonne mødte, var friktionen fra køretøjer der brød sammen og skulle bugseres, trækkes og bjærges resten af vejen.

Kampvognene klarede turen i fin stil, operative og uden at løbe tør for brændstof. Der blev undervejs kun gennemført et holdt af 10 min, og det største problem var egentligt, at de tunge transportere med containere var nødt til at køre ganske langsomt på de dele af vejen, hvor belægningen ikke var så god.

Eneste skader var en utæt tank på bjærgningsvognen, (det skete umiddelbart før vi forlod KAF), samt en PMV der smed olien på slutdrevet ca. 30 km fra Camp Bastion. På personelsiden havde skytter og kører alvorligt ondt i bagen efter mere end 15 timer i sædet.

Indsættelse

KVGDET ankom tidligt søndag morgen efter en lang tur, så søvn var på sin plads. Herefter fulgte et par dage med vedligeholdelse. Blandt andet skulle der skiftes en tank på bjærgningsvognen, der var behov for de sidste finjusteringer, repetition af Rule of Engagement, samt en hurtig tur på skydebanen for lige at få pudset færdighederne af. Alt imens kæmpede Støtte kommandoet med at få reservedele og forsyningsgenstande oplagt fysisk og i DeMars.

Stabskompagniet var jo ikke just vant til at håndtere kampvognsreservedele, så en del instrukser og støtte fulgte med i pakken. Værktøjscontainere og vedligeholdelsesfaciliteter kom hurtigt op at stå, og det på grund af dedikerede mekanikere og en god forberedelse. Da de sidste forberedelser var gjort, var det tid for støttekommandoet at tage hjem til Danmark og lade KVGDEL rulle ud af lejren, for at slutte sig til MEKINFKMP i Forward Operation Base (FOB) SANDFORD og gøre sit arbejde.

Erfaringer

Fra dag 1 blev KVGDEL indsat. Taleban vidste ikke hvad det var der var dukket op i Sandford og mente indledningsvis, at det var en traktor af en slags. Efterfølgende blev det meldt som et eskorte køretøj. På nuværende tidspunkt ved Taleban godt, hvad det er der er dukket op i området.

Mange af de erfaringer KVGDEL har meldt hjem på nuværende tidspunkt er identisk med det, vi havde lært af canadierne. Taleban er bange for kampvognene og vil ikke tage kampen op, hvis de på nogen måde kan undgå det. Taleban forsøger at minere oplagte ruter og åbenlyse kampstillinger. Dette gør, at delingen må bruge mange ressourcer på afsøgning af stillinger og ruter. Dette er ikke anderledes end for MEKINFKMP og Spejderne (SPJ), hvilket jo også er en af de erfaringer, vi har læst om i de seneste artikler fra ørkenholdet.

Da der ikke er mekanisk minerydningsmateriel til rådighed, sker afsøgningen, ved tildelte ingeniører. Dette er en begrænset ressource, men en helt nødvendig kapacitet.

KVGDEL har afgivet skud nogle gange og resultater er gode. Besætningerne udtrykker stor tilfredshed med High Explosive Anti-Tank (HEAT) og tårngeværet der fungerer meget tilfredsstillende, hvilket helt understøtter vores hjemlige afprøvning. Således har besætninger, infanterister og SPJ udtrykt stor tilfredshed med, at have den direkte ildstøtte og det ikke mindst fordi flyene ikke altid kan komme til skud, hvis afstande til egne styrker er for korte. Eksempler på disse mål har været en Dysekanon (DYKN) der på mere end 1500 meters afstand beskød delingen, hvorefter den blev ødelagt i første skud. Og senest støtte af engelske og danske infanterienheder, hvor kampvognsdelingen med 20 HEAT opnåede en dominerende effekt af kamppladsen.

Detaljer i de enkelte skydninger tilkommer kommandørerne og skytterne at berette, men virkningen er ikke til at komme uden om. Når KVG og fly anvendes stopper kampen hurtigt. Det er dog infanteristerne og spejderne, der ved afslutningen på hold 4 skal evaluere, om det har været besværet værd. De foreløbige resultater viser, at Det Dur. KVG er med til at afslutte en kampføling, ofte alene blot ved at være tilstede. De Termiske observationsmidler er en battle winner og giver et overlegent overblik over kamppladsen.

Det er svært at måludpege i et terræn, hvor compounds og konturer er ens. Der er behov for, at udvikle vores evne for at udpege mål for hinanden, med laser, lys eller andre midler. Kampvognen er klargjort og egnet til det terræn, der findes i området. Og de har tilført infanteri og spejdere evnen til at kæmpe på længere afstande.

Logistik

Det var et af de områder, vi bekymrede os meget om i starten. Erfaringer fra Spanien og fra vores øvelser i Tyskland hjalp os dog til at se kampvognen i et andet terræn end Oksbøl. KVG bruger langt mindre brændstof under de forhold, de er indsat i ved ISAF, end hvad vores erfaringer fra Oksbøl har vist. Sliddet på undervognen har ikke været skræmmende endnu, selv om det er et hårdt og nådesløst underlag. Kampvognen klarer sig godt i det terræn den indtil nu har været indsat i, såvel øst som vest for Helmand floden. Heldigvis har der endnu ikke været behov for det helt store træk på det omfattende reservedelslager, der er medbragt.

Som I også har kunnet læse i de seneste artikler i Kentaur, er et af de svage punkter bjærgningsvognen. Ved ISAF er en Berger til rådighed, dog har den fået nogle af Wisent opgraderingerne. Men den kan ikke trække en LEO 2, og specielt ikke i et terræn, der er meget kuperet. Selvom bjærgningsvognen ikke kan bugsere en LEO 2, er den fortsat helt nødvendig for med sit spil, at kunne trække køretøjer fri, hvis de er kørt fast. Bjærgningsvognens kran er også en nødvendighed ved skift af motor og andre tunge komponenter. Endvidere er den også uundværlig for andre køretøjer der måtte være kørt fast og ikke kan flotbringes. KVG er på grund af bjærgningsvognens manglende kapacitet udstyret med bugsertriangel. Det kræver et kørekort til kategori E for kører/vognkommandør og dispensation for at øve i Danmark.

I Bosnien oplevede vi at kampvogne, der kørte hele tiden havde færre fejl end KVG der stod stille i garagen. Den erfaring har vi også haft i eskadronen herhjemme, hvor et meget højt aktivitetsniveau har holdt KVG i gang. Nu ser vi det samme i Afghanistan, hvor vognene kører dagligt og besætningerne er på dem hver dag. Med en reserve vogn er det endda muligt, at lade mekanikere lave eftersyn på den "fjerde" KVG, da KVGDEL har opgaver der giver mulighed for at skifte til reservevognen.

Indtil nu har eftersyns tjeneste ikke været begrænsende for operationerne. Men det vil være en fordel, at undersøge om eftersyn i internationale operationer nødvendigvis skal følge samme bestemmelser som herhjemme, når anvendelsen og belastningen er så meget forskellig.

Sammenfatning

Kampvognen er et robust og træfsikkert våbensystem, besætningerne har fuld tillid til. Dermed ikke sagt, at vognen ikke kan bryde sammen. Men det har endnu ikke været tilfældet i Afghanistan. Kampvognene har tilført ISAF ildstøtte og en moral booster.

Taleban er skrækslagne for den trussel vognene udgør. Vores største trussel er miner og IED'er. Dette er der i højeste grad behov, for at kunne imødegå, ikke kun for kampvognene, men for alle vores kapaciteter.

Bjærgningsvognen er underdimensioneret og kan ikke løse væsentlige dele af dens opgave. Der skal fremadrettet anskaffes en egnet bjærgningsvogn.

Kampvognene kan ikke vinde krigen i Afghanistan, men våbnet har tilført ISAF en helt nødvendig ildkraft og teknologi.