Forside  |  Links  |  Forum  |  Gæstebog  |  Webmaster  |  Quiz  |  Nyhedsbrev  |  Webnyheder

 
   

Søgning  |  Sitemap

 

 

Nyheder

Artikler

Galleri

Film

 

Bæltekøretøjer

Hjulkøretøjer

Helikoptere

UAV

 

Udfasede køretøjer

Udenlandske køretøjer

Ammunition

Panserværnsvåben

 

Bøger

Udrustning

Udstillinger

Mærkedage

  

 
Leopard 2A5 - en moderne kampvogn - del 2

Major E. R. Gehlert
Udviklingssektion våben, Hærens kampskole

Artiklen er fortsat fra del 1

Den umiddelbare fremtid

Medens indfasningen af LEO 2 A5 kører på fuld kraft, vil der inden for de to næste år blive anskaffet et mindre antal LEO 2 bjærgningsvogne (Büffel), idet den nuværende LEO 1 bjærgningsvogn ikke har kræfter nok til at bjærge den tungere LEO 2 A5. Selvom det sker meget sjældent, kræver en bjærgning af en fastkørt LEO 2 A5 enten to LEO 1 bjærgningsvogne, en anden LEO 2 A5 eller endnu bedre en Büffel. Så bjærgningssektionen har virkelig noget at glæde sig til, når den kraftige Büffel indføres.

Krigsammunitionen til LEO 2 A5 er og vil være under anskaffelse i de nærmeste år. Bestræbelserne for at gøre LEO 2 kampvognen til et ”multi-tool” værktøj er store. Målet er at kampvognen selvstændigt eller i en enhedsramme kan nedkæmpe forskellige typer af en traditionel fjende eller sammen med infanteri virke som støttevåben i bymæssig bebyggelse. Enten med en afgørende voldsom virkning eller som det kræves i internationale fredsskabende – og fredsbevarende operationer med et nærmest kirurgisk indgreb, der minimerer skaderne på omgivelserne og civile tab. Sådanne ammunitionstyper er aktualiseret af bl.a. M1 og den britiske Challenger kampvogns indsættelser i Irak og vil selvfølgelig indgå i de videre overvejelser for de kommende ammunitionsanskaffelser.

Efter amerikanske- og engelske erfaringer i at operere med kampvogne i bymæssig bebyggelse i Irak, er det klart, at de danske kampvognseskadroner også skal beherske og optimere denne disciplin – med eller uden infanteri. det har ikke hidtil været tillagt prioritet, så lad os derfor starte med eksempelvis at få sat nogle containere op i vores øvelsesterræner, så den enkelte kampvognskommandør kan øve at indtage ildstillinger omkring hushjørner m.m. og få afklaret de mange spørgsmål en sådan indsættelse stiller. Vi har behov for en optimering så den missionsorienterede uddannelse kan afsluttes med en ”C-SQN skydning i bymæssig bebyggelse”.

Da der påregnes at være 41 kampvogne i daglig drift udover de ca. 8, der skal anvendes til uddannelse ved HKS og Hærens Logistikskole, er udnyttelsesgraden tæt på 100 %. Det giver ikke mulighed for at gennemføre længerevarende faglige eftersyn eller vedligeholdende uddannelse for den femte eskadron. Derfor anskaffes der yderligere 6 stk. LEO 2 A5, så det totale antal LEO 2 A5 når op på 57 stk. Dette tal tilgodeser udover en mere realistisk udnyttelsesgrad også en evt. kommende organisationsændring med indførelse af 4-vogns delinger og en kampvogn til eskadronchefen og hans næstkommanderende. Så rækker de 57 kampvogne til fire eskadroner med 4-vogns delinger og en kampvogn til chefen for Panserbataljon/1 Brigade.


Dansk Leopard 2A5

På lidt længere sigt

Selvom LEO 2 A5 ser ny ud, er den stadig på afgørende punkter en gammel kampvogn med teknologi fra sidst i 70-erne og midt i 90-erne. derfor har LEO 2 brugerlandene udarbejdet et katalog over forbedringer, som ønskes gennemført, for at kampvognen kan leve op til de stadig stigende og foranderlige operative krav. Her tænkes især på områder, hvor den civile udvikling er gået hurtig. Eksempelvis i udvikling af computerkraften. derfor er ildledelsescomputeren og de termiske sigter nogle af de områder, der mest trænger til en udskiftning med nye og mere højtlydende systemer. Forhåbentlig vil produktionen af LEO 2 A6 til henholdsvis Grækenland og Spanien sætte mere skub i denne udvikling.

I internationale operationer er efterladte miner en meget aktuel og latent trussel. LEO 2 er konstrueret til at modstå minetruslen i slutningen af 70-erne, hvor kraftige panserminer blev udløst under bælterne. Men den moderne minetrussel omfatter også udløsning under kampvognens bund, fjernudløsning af nedgravede miner eller improviserede ladninger, når kampvognen kører hen over dem. Derfor har en gruppe LEO 2 brugerlande (desværre uden dansk tilslutning) gået sammen om at udvikle en minebeskyttelse, der sikrer besætningens overlevelse, såfremt der udløses en traditionel ”blast” mine eller en moderne hulladningsmine under kampvognens bund. Tyskland har anskaffet 60 minebeskyttelsessæt til LEO 2 A6 og Sverige 10 sæt til Stv 122 (LEO 2 A5). Forhåbentligt vil Danmark senere tilslutte sig dette projekt, så er i fremtiden er kapacitet til at udsende en LEO 2 A5 eskadron med forøget minebeskyttelse.

Både Holland og Tyskland har tilført deres LEO 2 A6 en større evne til at gennembryde de mest moderne kampvognstyper med den lange L55 kanon og nye ammunitionstyper. De danske LEO 2 A5 er forberedt til denne modifikation, såfremt der senere træffes beslutning herom.

LEO 2 A5 er som de øvrige kampvogne af vægtmæssige grunde konstrueret til at modstå beskydning fra andre kampvogne og hulladningsvåben i fronten, hvorimod pansringen af sider og hæk af vægtmæssige årsager er mindre. I internationale operationer, som den i Irak, opererer kampvognene og andre enheder under helt andre ”rules of engagements” end oprindelig tiltænkt en kampvogn fra 80-erne. Her har terrorister populært sagt mulighed for at afgive det første skud, inden egen enhed må besvare ilden og derigennem beskytte sig selv. Derfor stilles der større krav til beskyttelse af primært kampvognens sider og hæk i isse operationer. Og eksempelvis ses de engelske pansrede køretøjer i Irak med tillægspansring mod RPG-7 (det russiske meget udbredte kortholdspanserværnsvåben) på netop disse steder. Tilsvarende tillægspansring er udviklet til LEO 2 og bør overvejes kraftigt forud for en evt. indsættelse af LEO 2 i internationale operationer.

I bykamp er det altid et problem at neutralisere fjendtlige mål, der befinder sig i høje bygninger. Derfor har Schweiz udviklet en selvstændig våbenstation på tårntaget, der kan opereres af hjælper eller kommandør til nedkæmpelse af højt placerede fjender i bjerge m.m. Måske afdækker arbejdet med at optimere LEO 2 indsættelse i bymæssig bebyggelse et tilsvarende behov for de danske kampvogne.

Som før omtalt er LEO 2 A5 lynende hurtig og stiller store krav til føringsprocessen. derfor er der behov for at understøtte føringen med et digitalt føringssystem (Battlefield Management System, BMS). Det er her afgørende, at et sådant system kan arbejde sammen med øvrige systemer, både nationalt og internationalt.

Udover at fremme føringsprocessen, vil et digitalt føringssystem, der viser positioner på egne og fjendtlige køretøjer, også reducere risikoen for beskydning af egne eller allierede køretøjer. men derudover er der behov for et egentligt elektronisk identifikationssystem (Combat-ID), der forud for en ildåbning er i stand til at afgøre, om målet er ”friend” eller ”unknown”. Sådanne Combat-ID systemer vil i løbet af de næste 2-5 år blive indført Frankrig, USA, England og Tyskland. Systemernes teknik og software er defineret i en NATO standard, der skal sikre interoperabilitet mellem NATO partnere. Rådighed over sådanne Combat-ID systemer og formentlig også et BMS vil sandsynligvis blive ”adgangsbillet” for at kunne deltage i kommende internationale operationer sammen med ovennævnte lande.


Dansk Leopard 2A5

Er tiden løbet fra kampvognen?

Operationerne i Irak, på Balkan og i Israel har vist, at kampvognen stadig spiller en afgørende rolle i løsning af konflikter. Kampvognen er med dens pansring, ildkraft, mobilitet, observationsevne og kommunikationsmuligheder stadig et uundværligt ”multi-tool”, som kan tages op af værktøjskassen, når enheder skal indsættes i høj risiko operationer med krav om et meget højt beskyttelsesniveau for eget personel.

Den svenske brigadier (nu pensioneret) Ulf Henricsson har nedenfor givet svar på spørgsmålet om tiden er løbet fra kampvognen. Han havde kommandoen over den nordiske bataljon i Bosnien i 1993 under ”Operation Bøllebank”, hvor den danske LEO 1 A5 eskadron undsatte en svensk observationspost under meget kraftig beskydning og vandt stor international anerkendelse for indsatsen:

”Do not think, that I exclude negotiations an political means - on the contrary - but I can tell you, that it is nicer and more effective for everybody to negotiate with crooks if you have a 105 mm behind your back and accompanied by the sound of a v10 engine. The main battle tank is an excellent peace keeping machine".

Hvordan vil det så ikke virke med en LEO 2 A5 med 120 mm kanon og en V12 motor?

Med valget af LEO 2 A5 har Hæren i fremtiden fået et særdeles anvendeligt ”multi-tool” til anvendelse i både internationale operationer og i det hjemlige forsvar. Med den store udbredelse af LEO 2 i Europa og det tætte internationale samarbejde mellem brugerlandene, vil LEO 2 A5 til stadighed blive udviklet, så kampvognen kan opfylde de vekslende operative krav i en længere årrække fremover, forudsat at Danmark tilslutter sig disse opgraderingsprogrammer. Selvom der synes at mangle enkelte dele i LEO 2 projektet, må man ikke fokusere på dem, for de kan komme med tiden. Nej - det er væsentligt at glæde sig over Danmarks nye potente og særdeles kraftige kampvogn, der - med det internationale samarbejde - har et stort udviklingspotentiale. Så er det op til os at udnytte dette potentiale.

Men lige nu indledes det store arbejde med den operative indfasning og tilpasning til det operative miljø, så vi når op på et højere niveau end med LEO 1 A5. Derfor kalder opgaverne på både LEO 2 A5 kampvognsbesætningerne, delingerne, eskadronerne, bataljonerne, brigaderne, divisionen og - de pengebevilgende myndigheder!