|
KN S. H. Iversen, Kampvognssektionen, Hærens
Kampskole
Hærnyt 1/2007
Klimaafprøvning Kampvogn Leopard 2 A5
I august
2006 gennemførte Hærens Kampskole i samarbejde med Hærens
Materielkommando, Forsvarets Forskningstjeneste med kort
varsel en klimaafprøvning af kampvogn Leopard 2A5 (KVG LEO 2
A5). Klimaafprøvningen blev støttet med personel fra Jydske
Dragonregiment og Den Kongelige Livgarde. Klimaafprøvningen
blev gennemført i den sydøstlige del af Spanien, nærmere
betegnet i Cordoba, hvor der i perioden medio juli til medio
august, er et klima der minder meget om e indsatsområder
hvor Hæren i dag løser nogle af sine største og skarpeste
opgaver.
KVG LEO 2 A5 i Cordoba

Området om
Cordoba er derfor med sine relativt ekstreme varmegrader et
ideelt sted at afprøve materiel under kontrollerede og
sikkerhedsmæssige neutrale forhold. Til trods for at KVG LEO
2 af de fleste opfattes som en moderne kampvogn, skal man
være opmærksom på to væsentlige forhold. For det første
valgte Danmark at anskaffe 51 brugte tyske LEO 2 A4, og
besluttede samtidigt at opgraduere dem til A5 standard. De
danske LEO 2 A5 kampvogne er således brugte tyske kampvogne,
som er opgradueret til en standard der gør dem til nogle af
verdens bedste. De danske individer er for størstedelens
vedkommende bygget fra starten af - og til midten af
firserne hvilket også indebærer, at visse af kampvognens
komponenter er 20 år gamle eller mere. Dermed ikke sagt, at
kampvognens komponenter er udtjente eller slidte, men uanset
om en kampvogn anvendes eller holder på et depot, så ældes
den, og ikke mindst dens elektroniske komponenter og
kredsløb. For det andet er KVG LEO 2 ikke oprindeligt
konstrueret til at skulle indsættes andre steder end i
Europa. Da KVG var på tegnebrættet var det de gamle
kold-krigsskuepladser der var i tankerne og en afløser for
LEO 1 der var behovet. Dette er også ensbetydende med, at
kampvognen er bygget til at kunne indsættes i de europæiske
klimazoner og ikke til indsættelse i klimazoner med eks.
ekstrem varme.
Særligt
efter vedtagelsen af det seneste Forsvarsforlig blev behovet
for en afklaring af LEO 2 klima kapaciteter betydeligt
skærpet, og med bistand fra Hærens Materielkommando blev
forhandlingerne med den Spanske Hær indledt i april. På
samme tidspunkt iværksattes den tekniske planlægning af
afprøvningen med det udgangspunkt og den grundidé at
gennemføre en afprøvning med to kampvogne - en kampvogn, som
uden særlige forberedelser blev udtaget af depot (reference
version), samt en kampvogn som skulle optimeres mest muligt
i forhold til de erfaringer der i forbindelse med
indsættelserne i Afghanistan og Irak er blevet tilvejebragt.
Særligt fokus blev rettet imod, at forbedre og sikre motor
og andre vitale delsystemers ydeevne og drift, at optimere
personellets vilkår, samt at beskytte kampvognens ammunition
imod ekstreme varmepåvirkninger. Særligt det sidste
fokusområde var højaktuelt set i lyset af den igangværende
anskaffelsesproces af krigsammunition til LEO 2. Begge
kampvogne blev fastholdt i A5 grundkonfigurationen, og der
blev således ikke foretaget nogen konstruktionsmæssige
ændringer på nogen af køretøjerne, men alene udskiftet eller
påmonteret forskellige hjælpesystemer.

Kampvogn Leopard 2 A5.
Reference version.

Kampvogn Leopard 2 A5.
Optimeret version.
Heat
transfer reduction system
Et af de
mest synlige af disse hjælpe-systemer var en prototype af et
såkaldt Heat transfer reduction system. Systemet
ligner udefra mest et sløringsnet, men er produceret af et
kompositmateriale med særlige egenskaber, der kort beskrevet
reflektere sol indstrålingen og dermed beskytter kampvognen
imod opvarmning.
Begge
kampvogne blev malet således deres normale mørkegrønne
sløringsbemaling blev erstattet med den gulbeige og grå
ørkenbemaling. Særligt bemaling har erfaringsmæssigt vist
sig at være en væsentlig faktor, da overfladetemperaturen
kan sænkes betragteligt blot ved at overmale og helst helt
fjerne køretøjernes normale mørke sløringsbemaling.
Særlig
fokus- og data indsamlingsområder
Områder i forbindelse med planlægningsfasen
identificeret til bl.a. at omfatte:
-
Sol indstrålingens påvirkning af køretøjernes
overflade temperatur samt afledte påvirkninger for bl.a.
temperaturen i tårn og undervogn.
-
Luftfugtighed samt omgivelsestemperaturen,
herunder temperaturudviklingen målt over et døgn, da denne
skaber kondens såvel inden i kampvognen, men også indeni
komponenter med mindre disse er særligt beskyttet. Ydermere
vil blot den kontinuerlige opvarmning og afkøling - afhængig
af ekstremiteten ”stresse” de elektroniske komponenter og
nedsætte deres levetid og udholdenhed. Luftfugtigheden er
endvidere et at de afgørende parametre for hvorledes
personellet oplever de funktionsbetingelser og
arbejdsvilkår.
-
Besætningens arbejdsvilkår - muligheden for
at opretholde en tilfredsstillende væskebalance og ydeevne,
set i relation til arbejdstemperaturer i eks. tårnet eller i
undervognen ved eks. kørerens position. I sammenhæng hermed
er besætningens påklædning en væsentlig faktor.
-
Temperaturudviklingen, både indeni og
udvendig på kampvognens hovedkomponenter (elektroniske som
mekaniske), samt de afledte konsekvenser af en utilsigtet
opvarmning, resulterer i en reduktion af ydeevnen.
-
Opbevaringsbetingelserne for den ammunition
der medbringes i kampvognen da de fleste krudt typer bliver
ustabile når disse udsættes for ekstreme temperaturer.
-
Måling af og konsekvens vurdering af de varme
påvirkninger kampvognen udsættes for fra særligt støv ved
kørsel herunder en måling og vurdering af aktionsradius samt
brændstof forbrug. Blandt andet kan det her nævnes at,
kampvognens bælter og i særdeleshed de puder der er monteret
på bæltet for bl.a. at reducere vibrationer, skal være
produceret af en særlig blanding af gummi for at have en
tilfredsstillende levetid under ekstreme varmegrader.
Gennemførelsen
Det bliver
for omfattende at nævne alle data indsamlingsområder i denne
artikel, men sammenfattende blev der planlagt på
kontinuerligt at indsamle data - fra over 30 forskellige
målepunkter (komponenter, delsystemer, tårn temperatur etc.)
på kampvognen og besætningen. Herudover blev det planlagt,
at gennemføre manuelle målinger fra et næsten tilsvarende
antal områder på undervognen (bælterne, puder, støddæmper
etc.). Målingerne blev gennemført såvel indeni som udenpå
undervognen.
I
slutningen af juni blev materialet læsset og ad søvejen
transporteret til Cordoba. Sideløbende med søtransporten
blev der gennemført rekognoscering i Cordoba, og
afprøvningen blev koordineret med repræsentanter fra Spanske
Hær og med værtsenheden, 4. Panserbataljon fra 10.
Mekaniserede brigade. Brigaden er med sine ca. 3.500 mand
garnisoneret ca. 20 km fra Cordoba i Cerro Murriano.
Brigaden disponerer over et øvelses- og skydeterræn på ca.
50 km2, men gennemfører ikke megen uddannelse eller
øvelsesaktiviteter i perioden juni - september henset til
klimaet, ikke mindst varmen. Der var således masser af plads
til gennemførelsen af afprøvningen, også på grund af den
spanske sommerferie i samme periode. Brigadens
panserbataljon er udrustet med LEO 2 A4 men de forventes
erstattet af de nybyggede spanske LEO 2 A5 E i løbet af
2007.
Tilvænning forceres
Den samlede delegation bestod af 24 personer,
og afgik fra Danmark 31. juli, og indledte herefter en meget
intensiv periode med klargøring af materillet til
klimaafprøvningen. Efter de spanske myndigheders oplysninger
ville vejret skifte medio august, og det var derfor ikke
muligt at indlægge en periode, hvor personellet kunne
tilvænne sig til temperaturer på ca. 45 grader i skyggen,
som det kendes fra bl.a. udsendelserne i Irak. På baggrund
heraf måtte denne tilvænning forceres og gennemføres i
forbindelse med klargøringen af materiellet, hvilket for de
flestes vedkommende omfattede hårdt fysisk arbejde med
bælter, skift af puder m.m. I denne sammenhæng blev det
ligeledes en opgave i sig selv at vænne sig til den spanske
militære forplejning. Til trods for en række forsinkede
leverancer og en række uforudsete problemer blev selve
afprøvningen sat i gang den 4. august. Indledningsvis blev
der gennemført 3 dages test på hårdt underlag (beton
asfalt). Formålet med denne afprøvning var primært at teste
kampvognens undervogn og bælter, og sekundært at trimme og
afprøve dataindsamlingssystemerne på diverse komponenter,
samt at indlede test på diverse delsystemer.

"Test på hårdt underlag"
I perioden
forud for at de første tests på hårdt underlag blev
iværksat, opsattes samtidig en vejrstation der var medbragt
fra Danmark. Vejrstationen skulle levere de metrologiske og
atmosfæriske data der var nødvendige for at kunne analysere
de resultater der kontinuerligt blev målt på kampvognen.
Samtidig indgår vejrdataene i den tekniske
afprøvningsrapport der skal dokumentere testen. På baggrund
af vejrdata blev det således muligt at fastlægge den periode
på døgnet, hvor delegationen kunne opnå de højeste
temperaturer. Således blev den daglige testperiode fastlagt
til perioden mellem 1430 og 2030.
Den
daglige klargøring af materiel og dataindsamlingsudstyr blev
gennemført fra morgenstunden normalt frem til kl. ca. 1100
hvorefter personellet holdt 3-4 timers befalet siesta
(hvile). Samlet tilbagelagdes ca. 180 km pr. kampvogn på
hårdt underlag. Testene på hårdt underlag gav mange
værdifulde oplysninger og data, og ikke mindst gav de
allerede på dette tidlige tidspunkt, set i forhold til den
samlede afprøvning en klar indikator om, at LEO 2 A5 ikke
har afgørende tekniske vanskeligheder ved at opererer i
varme klimazoner omvendt så alle frem til at gennemføre test
i terræn. Der var således ingen af de to kampvogne der blev
ramt af nedbrud eller større tekniske udfald der kunne
begrundes med den ekstreme varme.
Set med
spanske øjne vakte delegationens aktiviteter i begyndelsen
af perioden en betydelig opsigt, da hovedparten af
aktiviteterne skulle gennemføres i samme periode hvor enhver
spanier med respekt for sig selv for længst har afsluttet
arbejdsdagen.
Arbejdsdagen
I Cordoba møder enhederne kl.
0800, hvorefter der afholdes appel for hele garnisonen
– fra brigadechef til menig. Efter at have saluteret og
lyttet til nationalmelodien, dyrkes der idræt indtil kl. ca.
1000. I alt var der tre swimmingpools på basen, der ikke kun
kan anvendes til svømning, men ligeledes til afkøling efter
en meget varm dag i en kampvogn. Efter idræt mødes man i
messerne og indtager dagens første rigtige måltid frem til
kl. 1100. Herefter gennemføres der uddannelse indtil kl. ca.
1400, hvorefter arbejdsdagen afsluttes og der holdes siesta.
Det var tydeligt for enhver i den danske delegation, at der
formodentlig er langt mellem tilfældene af arbejdsrelateret
stress i den spanske hær, i hvert fald når den arbejder i
sin sommerrytme. Når
varmen ophører, tilrettes
rytmen til noget der kunne minde mere om noget man kender
fra Danmark. Efter få dages vedligeholdelsestjeneste, og en
enkelt dags sightseeing i Cordoba med de spanske værter,
indledte delegationen testene i terræn. Fra det relativt
sterile testmiljø under testene på hårdt underlag mødte
delegationen i terrænet andre og større udfordringer.

Dansk Leopard 2 A5 i
Cordoba.
I alt
gennemførtes 6 dages test i terræn i såvel dagslys som
mørke. Testene blev gennemført som systemtests med
alle delsystemer tilsluttet. Samlet set blev der tilbagelagt
ca. 400 – 450 km. Alle test på såvel hårdt underlag, som i
terræn, blev som udgangspunkt gennemført som parallelle
tests, dvs. med begge kampvogne indsat samtidigt i samme
test for herved at kunne sammenligne resultaterne fra
reference kampvognen med den optimerede version.
Støvet
Den helt afgørende udfordring i terræn viste
sig hurtigt at skulle koncentrerer sig om to hovedområder.
Slid på bælter, samt støvudvikling. For at starte med det
sidste først, er støv sådan ikke et problem for LEO 2 A5,
men støvet trækkes ned i motorens luftindtag og vil således
på et tidspunkt stoppe kampvognens luftfiltre til. Dette er
i det korte perspektiv heller ikke noget problem, men
tilstopningen vil uvægerligt medføre af motorens ydeevne
nedsættes og at varmeudviklingen øges. Begge forhold er
absolut uønsket set ud fra et operativt perspektiv.

Støvet motor
Hvad angår
sliddet på bælter og puder er de i princippet heller ikke
noget problem og begrænser således heller ikke kampvognens
operative anvendelse på kort sigt, men på lidt længere sigt
vil det nedsætte bælternes levetid, øge behovet for
vedligeholdelsestjeneste og i takt med at puderne nedslides
vil det øge vibrationerne i undervognen. Som med andre
erkendte problemer, blev disse problemområder løbende
forsøgt afhjulpet og optimeret. Blandt andet blev det
allerede under testene på hårdt underlag konstateret, at
kampvognens aircondition system leverede tilstrækkeligt med
koldt luft, men at luften ikke kunne transporteres rundt i
kampvognen og komme besætningen, eller komponenter til gavn.
Alene på aircondition systemet gennemførtes således 7 del
tests af de udførte optimeringer. Hvad angår støvet, og de
uønskede indvirkninger på motoren, er der ikke meget andet
at gøre end at forsøge at sikre at støvet ikke kommer ind i
luftfiltrene.
Dette kan gøres på flere måder – dels ved
bedre afskærmning dels ved at besætningen og enheden vælger
deres fremrykkervej med omhu og omtanke. Støvet som det blev
oplevet i Cordoba, minder meget om det der udvikles i såvel
Afghanistan, som i Irak, og vil, hvis ikke dette forhold
tillægges en operativ omtanke, nedsætte kampvognens
rækkevidde før en rensning eller udskiftning af filtrene er
nødvendig. Afprøvningen viste, at en trænet besætning kan
skifte alle luftfiltre på ca. 15 min. Det kraftige slid på
bælterne og puderne kan kun løses teknologisk, og der blev
under afprøvningen med succes testet tre forskellige nye
pudetyper, der er udviklet med en højere varmebestandighed,
end dem der normalt anvendes på kampvognen. Dermed kan dette
problem minimeres, og vedligeholdelsesbehovene reduceres. I
alt gennemførte delegationen 9 dages test under opholdene i
Spanien.
Dataene
fra afprøvningen behandles fortsat ved Hærens Kampskole, og
ved Forsvarets Materieltjeneste. Afprøvningsrapporten er i
skrivende stund ikke færdiggjort. Alle resultater fra
afprøvningen har dog længe været inddraget i enhver
sagsbehandling, og der ventes således ikke på rapporten, men
arbejdes på høj tryk for at udnytte alle erfaringer fra
afprøvningen i den igangværende klargøring af enheder til
international tjeneste.

Dansk Leopard 2 A5 i
Cordoba.
Slutkonklusionen
Slutkonklusionen på afprøvningen er meget klar! Kampvogn
Leopard 2 A5 (DK) er klar til deployering og indsættelse i
international sammenhæng og i der specielle klimazoner, som
Hæren i dag har indsat sine enheder i. Der er intet
teknologisk der begrænser eller forhindrer en operativ
international anvendelse af kampvognen, såfremt dette måtte
være påkrævet.
Set i
lyset af situationen i såvel Irak, som i Afghanistan, har
Hærens Kampskole endvidere de sidste tre år arbejdet på at
optimere kampvognens beskyttelse imod de nye trusler.
Dette sker i naturlig sammenhæng med den almindelige
omstilling, som Hæren i øjeblikket gennemgår til fremtidens
internationale indsættelsesområder, samt de erfaringer vores
allierede har haft med indsættelse af kampvogne. En del af
disse tiltag blev også testet under afprøvningen og er nu
ligeledes tilgængelige for en operativ anvendelse hvis en
sådan måtte besluttes. Groft set omfatter denne pakke
forbedret beskyttelse: Øget beskyttelse af undervognen, en
forbedret sekundær bevæbning, og en forbedret beskyttelse af
optik og sigtemidler.
Der er
konstant nye tiltag under udvikling, der samlet set skal
forbedrer kampvognens evne til at optræde på den
fragmenterede kampplads og samarbejder med alle enhedstyper.
Den igangværende anskaffelse af ny ammunition til kampvognen
er afspejlet i denne proces og målet er overordnet set, at
opretholde evnen til at kunne nedkæmpe selv de mest moderne
pansrede trusler, samt forbedrer evnen til at kunne kæmpe
sammen med, og kunne støtte infanteriets kamp i såvel det
åbne, som det lukkede terræn. Mange nye organisatoriske
muligheder for at sammensætte kamphold bestående af såvel
kampvogne, infanterikampkøretøjer og eks. mekaniseret
infanteri, vil om kort tid skabe helt nye og særdeles
slagkraftige operative muligheder for at løse de
udfordringer og opgaver som Hæren står overfor.
Ingen af
de øvrige Leopard brugerlande har haft LEO 2 deployeret. Der
er på baggrund heraf ikke mange erfaringer at trække på, og
dette var også det, der i sidste instans nødvendiggjorde
afprøvningen i Spanien. Ydermere er ingen af de andre
brugerlande så langt fremme med konkrete tiltag til
omstillingen af LEO 2, som vi er i Danmark.
Da Hærens
Kampskoles hovedfokus igennem hele processen har været, og
fortsat er at skabe ”low cost solutions”, har udviklingen og
afprøvningen også vakt en ikke ubetydelig international
opsigt, og interesse. Denne ”lead” rolle udnyttes
naturligvis i en række andre sammenhænge.
Med
Canada’s hurtige beslutning om at indstille deres udfasning
af LEO 1 C2 og deployerer kampvogne til Afghanistan,
overvejer mange nationer for nærværende fremtiden for deres
kampvognsvåben i et nyt lys.
For Hærens Kampskoles vedkommende er denne
overvejelse ganske klar, kampvognen skal også i fremtiden
være til rådighed for Hærens opgaveløsning!

Danish Army Climate Test
Team
MBT Leopard 2 A5
17. august 2006
|