|
Søren Hebsgaard krigeren.dk 1/2002
I
dagene op til køreturen har en lille sommerfugl været
løs i maven på mig. Den er vokset til en velvoksen
flyvende hund, nu hvor jeg står ansigt til ansigt med
den store maskine…
-
Sådan. Nu er du hjælper, siger vognkommandør Rask, som
er boss i den fire mands store besætning på vores
Leopard 2 – en af verdens mest moderne kampvogne.
Telehjelmen med den indbyggede mikrofon sidder godt på
mit hoved, og jeg hører et let skrattende ”jep, så kører
vi”, før køreren gasser op for den ca. 47 liter store
motor.
Selv
om Rasks hoved stikker op på den anden side af kanonen
mindre end en meter fra mig, ville jeg ikke have hørt et
ord uden telehjelmen – de 1500 hestekræfter laver et
helvedes spektakel under mig.

Dansk Leopard 2A5
Nu
skal vi ud og køre blærerøvskørsel
Vi
skal ud og prøve kræfter med Oksbøl øvelsesterræn. Jeg
er i dagens anledning blevet udnævnt til hjælper og har
fået pladsen lige til venstre for den store 120 mm
kanon, som rager ind i LEO’2 33 tons tunge tårn.
- Nu
skal vi ud og køre lidt blærerøvskørsel, fortæller
skytten Steen. (Det måtte jeg for resten ikke sige til
nogen, så det bliver bare mellem os).
Vi er
på vej ud til en såkaldt handlebane i ”bilen”, som
crewet kalder vores monstrøse køretøj. Nogle frygtelige
skydeskiver har indtaget øvelsesterrænet – de skal
nedkæmpes. Fra min luge kan jeg se, at vi kører meget
stærkt lige mod et vandhul på størrelse med en mindre
koteletgrund, så jeg råber selvfølgelig ”stor vandpyt
forude!”.
- Det
er ikke nogen ”stor vandpyt” – dem skal du nok få at se,
svarer komandør Rask, mens køreren fniser på en underlig
indforstået måde, og plasker gennem vandet.
Drøner med 35-40 km/t hen over et
kampvognsspor
- MÅL
KLOKKEN TO, råber Rask, og alle er med ét superklar.
Især mig, som efter 10 minutter i hjælperfaget ikke har
fået alle rutinerne helt ind på kravebenet endnu – og nu
får vi at se, hvordan en Leopard 2 kører taktisk.
Vogn-kommandøren og jeg holder vores hoveder lavt over
lugeåbningen for ikke at skabe silhuet, mens kampvognen
drøner med 35-40 km/t hen over et kampvognsspor.
Nede
foran kommandøren sidder skytten med et stort joystick
og styrer det hydrauliskstabiliserede tårn, der bevæger
sig helt uafhængigt af undervognen. Det synes
uvirkeligt, at man kan ramme noget som helst, når
kampvognen ruskes rundt af det ujævne terræn, men tårnet
står så stille, at det for skytten næsten kan
sammenlignes med at ligge på skydebanen med sit gevær.

Dansk Leopard 2A5
En træfsikkerhed på 98% er da OK
Rask
har observeret en mavesur fjendtlig kampvogns-skydeskive
en ½ km væk, så vores 55 tons kryber i skjul bag en
lille sandforhøjning, og der bliver givet ordre til ild!
Jeg lader kanonen og lynhurtigt flyver LEO halvvejs op
ad bakken: BOOM! Skudsimulatoren giver et drøn og i
vores telehjelm lyder et ”mål nedkæmpet!”.
- En
træfsikkerhed på 98% er da ok, er det ikke?, siger
Steen, mens stoltheden meget nemt skinner gennem den
påtagede beskedenhed.
En
flok sølle fodfolk-skiver dukker pludselig op af
ingenting foran kampvognen, og jeg får ordre på at ordne
dem, da jeg som hjælper betjener LMG’et, det lette
maskingevær. ”Prprprrprprrrrrrrprprprr” – med 600 skud i
minuttet brager jeg løs, og næsten samtidig beordrer
kommandøren et røgslør, da en fjendtlig kampvogn har
sneget sig ind under tumulten!
Pfum-pfum-pfum! – 16 røggranater flyver med en hul lyd
og spiralhaler af røg efter sig i en stor bue ud foran
os og lægger et uigennemtrængeligt slør. Skytten har med
det samme slået sit termiske sigte til, så han med
lethed kan pille den blændede fjende ud af spillet. For
vildt!
Overlegen nedkæmpelse af fjender i
terrænet
Vi har
brugt ca. to timer på hærgekørsel og overlegen
nedkæmpelse af fjender i terrænet og kører nu
triumferende hjemad.
- Stor
vandpyt!, råber vores kører pludselig, netop som
kampvognens bov bryder gennem overfladen på den
meterdybe ”pyt”, og en tsunami-agtig flodbølge skyller
henover kampvognen. Rask og jeg bliver godt gammeldags
gennemblødt, og der bliver hylet og tudet i
telehjelmene, mens vores kører hygger sig i sin
vandtætte kabine.
Hans grin er nu ganske reelt og slet ikke
indforstået.
|