|
MJ P. S. Nissen, Hærens Kampskole
Kentaur 4/2007
Siden
kampvogn (KVG) Leopard 2A5 blev udleveret til enhederne i
2004-2005, har hæren manglet en pansret bjærgningsvogn på
bælter (PNBJVG, B) som kunne udføre de relevante
bjærgningsopgaver, som anvendelse af KVG Leopard 2A5
nødvendigvis medfører. PNBJVG, B Wisent er nu under levering
fra producenten Flensburger Fahrzeugbau Gesellschaft (FFG)
til at udfylde dette behov, idet kontrakten omhandler
levering af 5 stk. Wisent.
Forhistorien
Det var
oprindelig den tyske PNBJVG, B Büffel, som der blev
fokuseret på som ny bjærgningsvogn.
Da det
viste sig, at anskaffelsen ville blive meget dyr, blev det i
stedet besluttet ved det daværende Hærens Materielkommando,
at undersøge, om Wisent – som er det tyske navn for den
europæiske bison – kunne være et godt alternativ.
Der blev
indgået kontrakt med FFG i december 2006 og Hærens Kampskole
(HKS) fik en prototype til afprøvning som en demonstrator d.
19. marts 2007, hvorefter Wisent blev afprøvet af HKS i
samarbejde med bjærgningssektionen ved Panserbataljonen (BJ-SEK/PNBTN)
i Holstebro frem til midten af juni 2007.
Den 6.
juli fremsendte HKS den foreløbige forsøgsrapport til
Forsvarets Materieltjeneste (FMT) og Hærens Operative
Kommando (HKO), som konkluderede, at Wisent kunne opfylde en
meget stor del af kravene til en ny PNBJVG, B i KVG Leopard
2A5 enheder.

Dansk Leopard 1 Wisent
Hvad er
Wisent så?
Wisent er
i bund og grund en PNBJVGT, B Leopard 1, som har fået en
såkaldt ”mid-life update” og herunder er blevet forbedret på
stort set alle områder, hvor det har været teknisk muligt.
Så nu opfylder den næsten alle de krav, der kan stilles til
en PNBJVG, B, for at den kan virke til støtte for KVG
Leopard 2A5.
Basis for
Wisent er danske PNBJVGT Leopard 1, der er blevet adskilt
totalt.
Skroget –
eller chassiset – er efter adskillelse sendt til FFG i
Flensburg sammen med alle de dele fra den gamle ”Berger”,
der skal genbruges til Wisent.
Resten af
delene er enten returneret til forsvaret, hvis der er brug
for delene til driften af vore resterende ”Bergere” eller er
blevet ”skrottet” hvis der ikke var behov for materiellet.
Ved FFG er
motoreffekten blevet forøget til 1000 HK og transmissionen
er blevet renoveret, så der kan overføres op til ca. 30.000
Nm til slutdrevene.
Motorens
køling er blevet forbedret, og den er forsynet med ”Tropical
Kit”, som automatisk slår til, når temperaturen i et
indsatsområde forhindrer tilstrækkelig køling af motoren.
Chassiset
er blevet forstærket med minebeskyttelse og tilllægspansring,
så besætningen er beskyttet mod virkningerne fra en 8 kg
sprængmine og beskydning med 25 mm maskinkanon.
Wisent er
affjedret med Hydro-pneumatiske støddæmpere, og undervognen
kan låses komplet eller kun de 2 bagerste vejhjul.
Sæderne
til kører, kommandør og bjærgningshjælperen – der nu også er
blevet skytte på ”Over Head Weapon station” (OHW) – er valgt
med udgangspunkt i Piranha IIIC.
Wisent er
forsynet med et ”air-condition” system, som leder tør,
afkølet luft hen til hvert besætningsmedlem, hvor et spjæld
kan reguleres, så luften blæser derhen, hvor det ønskes.
Der er
separate systemer, så såvel brændstof som hydraulikolie
bliver kølet, hvis temperaturerne bliver for høje.
Der er en
6 m kranbom med et kranspil, der kan løfte 30 tons.
Wisents
hovedspil kan trække 35 tons på de 2 inderste vindinger,
hvorefter trækkraften falder gradvist over 3. – 7. vinding,
hvor trækkraften er målt til 31,5 tons.
Der er et
hjælpespil, som kan anvendes til at trække hovedwiren ud –
eller håndtere ”Combat Recovery Systemet” (CRS), som er et
nyt kampbjærgningssystem.
Wisent er
endelig forsynet med 2-delte sideskærme, der er adskilt i
håndterbare sektioner, dels til supplerende pansring af
undervognen, men også for at reducere støvmængden under
kørsel i tørre områder.
Hvilke
systemer er der anskaffet til Wisent?
Som
beskrevet ovenfor leveres Wisent med et
kampbjærgningssystem, så besætningen – uden at åbne lugerne
– kan køre hen til en haverist, prodse på og bugsere
haveristen i dækning, selv om køretøjerne er under
beskydning.
Til Wisent
anskaffes herudover et skiftelad, som dels muliggør
transport af et ”Triebwerk” til KVG Leopard 2, men som også
tjener til fastgørelse af en ny materielkasse til stuvning
af store dele af ekstraudstyret på bjærgningsvognen.
Der
fremstilles kasser til montering på siderne, så
køretøjs-specifikt og bjærgnings-specifikt materiel kan
stuves hensigtsmæssigt og nås fra jorden.
Der er
anskaffet et udsugningssystem til at bringe mængden af
krudtrøg ned i bjærgningsvognen ved skydning med 7,62 mm
bov-maskingevær (MG).
Bov-MG
bliver imidlertid – under udsendelser – ikke Wisents primære
våben til selvforsvar, idet der anskaffes OHW af typen
Lemur, så ildkraften er forøget fra den hidtidige 7,62 mm i
bov-MG og kuppel-MG til 12,7 mm i OHWs tunge MG.
Sluttelig
arbejdes der for øjeblikket med udvikling af en
kameraløsning på hækken af Wisent, så køreren får udsyn
næsten 180 grader bagud og kan køre baglæns, selv om
kommandørens udsyn er alvorligt begrænset af tilbehørskassen
og et Triebwerk på bagdækket. Indflydelsen på de gældende
Sikkerhedsbestemmelser for omgang med pansrede køretøjer (SIKPAN)
skal herefter klarlægges.

Wisent under bugsering af
Leopard 2A5
Hvad kan
Wisent så ikke?
Ovenpå
alle roserne ovenfor er dette spørgsmål meget relevant, for
selvfølgelig kan man ikke få den samme ydelse på alle
områder, når udgangspunktet er en Leopard 1 bjærgningsvogn,
og der ønskes en ydelse som en Leopard 2 bjærgningsvogn, som
har en væsentlig større motor, som køretøjet er
dimensioneret til.
Det eneste
område vi under afprøvningerne for alvor har kunnet finde
er: Trækkraft.
Wisent kan
uden påprodset havarist følge KVG Leopard 2A5 i terræn.
Men, når
Wisent bugserer en KVG Leopard 2A5 med nedskruede
udgangsaksler, så kan den ikke klare de samme stigninger,
som en Leopard 2 Büffel. – Der er jo forskel på Wisent med
1000 HK og Büffel med 1500 HK, så det blev tidligt i
forløbet udpeget som et fokuspunkt.
Da
bugsering af en beskadiget Leopard 2A5 er en af PNBJVG, B
væsentligste opgaver, har denne begrænsning været en af de
sværeste for afprøvningsholdet at acceptere.
Vores (og
FFGs for øvrigt også) mål er, at Wisent ved bugsering af en
KVG Leopard 2A5 skal kunne klare en stigning på 25 % (=ca.
15 grader).
Når store
stigninger må forventes, skal der operativt træffes
beslutning, om der enten skal prodses yderligere en PNBJVG,
B foran for at klare stigningen, eller om en KVG Leopard 2A5
skal slæbe den op. HKS har tidligere rejst ønske om et
decideret hjælpekøretøj til at øge kampvognsenhedernes
mobilitet, baseret på gamle Leopard 2A4 undervogne udrustet
med faskiner og minerydningsplov. Et sådant køretøj har den
tilstrækkelige trækkraft til at løse bugseringsopgaverne når
Wisent må give op. Skolen vil derfor følge erfaringerne med
Wisent meget nøje.
Levering
Wisent nr.
1 leveres i en ”næsten færdig” udgave i slutningen af
september 2007, så HKS kan påbegynde uddannelse på
køretøjet.
Wisent nr.
2 leveres midt i november 2007 med henblik på at skulle
indgå i NATO Response Force – 10 enheden (NRF 10), der
opstilles ved PNBTN i Holstebro.
Wisent nr.
3 leveres ved årsskiftet og nr. 4 og 5 leveres sidst i
januar og sidst i februar 2008.
Herefter
skal Wisent nr. 1 retur til FFG og ”opgraderes”, så den
ligner de øvrige.
Vurdering
Med Wisent
har vi ikke fået den PNBJVG, B som på papiret var den
bedste, men vi har med sikkerhed fået et godt køretøj, som
vil komme til at tjene os vel i de næste mange år.
Vi har
fået mulighed for at påvirke design og ydelse på mange
områder, så Wisent i sin færdige form fremstår som et godt
(dansk) produkt, hvor FFG har efterkommet vore ønsker og
krav til køretøj og funktionalitet, hvor det overhovedet har
været muligt.
Vi har i
processen haft et godt samarbejde med FMT, der efterfulgte
HMAK som den formelle anskaffer. Således har
Kapacitetscenter Land i FMT været uundværlige
samarbejdspartnere til at få beslutninger truffet og
gennemført, - og FFG har evnet på kort tid at levere
brugbare løsninger.
Afslutning
Vi ser
frem til, at Wisent nr. 1 og 2 bliver leveret, samt at
besætningen på den første Wisent for alvor kan bevise, at vi
her har fået en meget anvendelig PNBJVG, B, som kan næsten
alt det, vi kan finde på at bruge den til. – Og i den
forbindelse ser vi med sindsro frem til, at du havarerer og
får den fornødne hjælp i situationen fra et godt team:
Wisent og besætning.
Og til
dig, der er Berger-uddannet: Vi ser frem til at se dig på
omskolings kursus til Wisent, når det passer dig og din
enhed, så du kan lære at bruge det nye materiel. |