|
Presseofficer Nikolaj Grøn
HOK
AFGHANISTAN, Camp Bastion:
Danske pansrede mandskabsvogne og britiske soldater passer
på Camp Bastion.

Danske pansrede mandskabsvogne
indsat i det nordlige Helmand.
Den danske styrke i
Afghanistan blev forstærket med pansrede mandskabsvogne (PMV)
sidste år, og siden da har køretøjerne været indsat
operativt et utal af gange, primært med fokus på beskyttelse
af egne og allierede soldater.
Oversergent Mette Terkildsen
har fungeret som fører for de danske soldater, der er kørere
og vognkommandører på køretøjerne. For hende har det været
en spændende opgave, der har givet mange nye erfaringer.
"Vi har prøvet alt lige fra at
være i direkte kamp med Taliban, til at køre eskorte og
arbejde sammen med de britiske soldater fra Camp Bastion.
Jeg har været meget glad for mit arbejde som fører og for
mine pansrede mandskabsvogne" siger Mette.
De pansrede mandskabsvogne har
flere gange eskorteret den danske forsyningskolonne, når
logistikdelingen har genforsynet de indsatte soldater med
vand, mad og ammunition midt ude i den afghanske ørken.
Genforsyningen gennem ørkenen har været en vigtig operation,
da helikoptertransport ikke altid var mulig.
PMV-delingen har frigivet
ressourcer til beskyttelsen, der ellers skulle være taget
fra 2. Lette Opklaringseskadron. PMV'ernes råstyrke har også
kunnet trække andre køretøjer fri, hvis de skulle sætte sig
fast i det afghanske mudder, der har det med at dukke op
efter hvert regnskyl.

Forsyningskolonnen sikres af
pansrede mandskabsvogne.
Engelske soldater og danske
PMV'er
Størstedelen af den danske
styrke hører hjemme i Camp Bastion, en stor britisk
militærlejr i midten af den afghanske ørken. Mettes deling
har haft et tæt samarbejde med det britiske force protection
kompagni, der har til opgave at beskytte lejren. De danske
soldater har dels støttet briterne med at tage vagten i
tårnene omkring lejren, dels arbejdet tæt sammen med dem på
patruljer i området rundt om Camp Bastion.
Delingsfører fra force
protection kompagniet Løjtnant Ben Firth og hans folk er fra
den britiske Territorial Army (TA) og de vender efter
Afghanistan hjem til deres civile jobs. "Infanterienheder
fra TA har været udsendt til Irak siden 2004, men det er
første gang at vi er indsat sammen med Royal Marines. Så vi
har skulle bevise vores værd hernede, også selvom mange af
os har flere udsendelser bag os." siger han og fortsætter "I
forhold til de danske PMV'er har det været nyt for alle, og
vi har trænet nye procedurer med de danske køretøjer. Vi har
været glade for den ekstra ildkraft, beskyttelse og
mobilitet, som de har givet, og samarbejdet med de danske
soldater har været enestående."

De engelske soldater har været glade
for samarbejdet med danskerne.
Pansrede mandskabsvogne i
kamp
De danske pansrede
mandskabsvogne var også med på operationen ved Dahaneh i
starten af januar, hvor det kom til kamp med Taliban.
PMV-delingen støttede primært med transport af danske og
engelske soldater, men var til tider også tæt på
kamphandlingerne. "Så har vi prøvet at være i kamp! Jeg har
ikke noget behov for at prøve det igen, men det er godt at
vide at ens soldater reagerer, som vi har trænet det." siger
Mette.
Under operationen var det også
Mettes deling, der beskyttede de journalister fra TV2, der
var nede for at lave programmet Rød Zone, ligesom chefen for
den danske styrke Oberstløjtnant H.-C. Mathiesen havde sin
faste plads i sit føringskøretøj. Eskorte og
beskyttelsesopgaven har vist sig at være en tilbagevendende
opgave for de pansrede mandskabsvogne. Ud over de engelske
soldater har både Forsvarschef General Helsø og chefen for
Hærens Operative Kommando Generalmajor Poul Kiærskou været
på patrulje i de danske pansrede mandskabsvogne i området
omring Camp Bastion.
Et faktum, der yderligere
berettiger til englændernes øgenavn for Mettes deling: 1.
Armoured Force Protection.

Mettes PMV, her med overkonstabel
Matthiesen og oberstløjtnant Mathiesen.
|