|
Sune Wadskjær
Nielsen, Forsvarets Mediecenter Forsvaret 1/2008
Forsvaret har indkøbt 12 systemer
(et system består af tre fly, en
jordkontrolenhed og en laptop
til missionsplanlægning).
Ni systemer til hæren, to til
Jægerkorpset og et til Frømandskorpset.
Selv om det blot er et
digitalkamera med vinger, kan det
nye overvågningsfly Raven gøre
hverdagen mindre farlig for
de danske soldater i Afghanistan.
– Det var på tide.
Den tanke fór igennem hovedet
på kaptajn Flemming Olstrøm fra
Hærens Ildstøtteskole, da han for
første gang stod med det ubemandede
fly Raven i hænderne. Mange
mini-UAS’er – det vil sige små
ubemandede flysystemer – er til
stor hjælp for Danmarks allierede
i Afghanistan, og nu kommer den
danske hær med på vognen. Når hold
5 lander i Helmand-provinsen, har
de Raven med.
– Jeg forventer, den kan redde
menneskeliv, siger Flemming
Olstrøm. Som kontrolofficer for
Afghanistan hold 5 har han set
Raven i aktion og har været
imponeret over flyets resultater.

Dansk soldat med Raven B
Bagholdsangreb
Under en øvelse i Oksbøl blev en
deling soldater angrebet med
håndvåben to-tre kilometer
foran deres fremskudte base.
Delingsføreren kontaktede straks
lejren for at få en Raven på
vingerne, så han kunne se, hvad
han var oppe i mod. I løbet af
et kvarter var der et ubemandet
fly i luften over ildkampen for at
undersøge terrænet 300 meter syd
for delingen, som delingsføreren
havde bedt om. Raven spottede
et køretøj på vej væk fra området.
Netop bagholdsangreb har været
årsag til en del tab blandt danske
soldater i Irak og Afghanistan
sidste år.
– Det giver kompagnichefen en
hel anden mulighed for at se, hvad
det er for en situation, han er på
vej ind i. Han kan vælge at sende
sine enheder frem ad en anden
rute. Han kan trække sig tilbage,
hvis der er risiko for at løbe ind
i et baghold. Med oplysningerne
fra Raven kan han hurtigere træffe
beslutninger og forhåbentlig handle
rigtigt, så han redder menneskeliv,
forklarer Flemming Olstrøm.
– Opklaring af uvejsomt terræn, flyve
foran kolonne og holde bygninger
under observation, som danske
soldater skal undersøge, opremser
Flemming Olstrøm som andre opgaver,
hvor Raven vil gøre stor nytte
for de danske soldater i Afghanistan.
Han forudsiger også, at Raven kan få
et godt samarbejde med artilleripejleradaren
ARTHUR. Hvis radaren for
eksempel udpeger et sted, hvor der
bliver skudt med mortérer fra, kan
det ubemandede fly hurtigt undersøge,
om fjenden stadig er der.
Ravens begrænsninger
Naturligvis kan Raven ikke afværge
alle farlige situationer, som danske
soldater kan komme ud for.
– Raven giver et øjebliksbillede.
Hvis vores modstandere gemmer sig
i nogle huse, lige ind til en kolonne
kommer forbi, ser vi dem ikke, indrømmer
Flemming Olstrøm.
Samtidig kan Raven kun være i
luften omkring 60 minutter ad
gangen. Vestjysk vintervejr er heller
ikke Ravens livret, har det vist sig.
Hvis det regner eller blæser over ti
sekundmeter, må Raven blive på jorden.
Heldigvis forekommer det vejr
oftere i Danmark end i Helmandprovinsen.
Regntiden i det sydlige
Afghanistan er under alle omstændigheder
en meget stille periode.

Raven under opsendelse
Troppeforsøg
De danske soldaters erfaringer med
Raven i Afghanistan de næste to år
kommer til at afgøre, om Forsvaret
vil købe små ubemandede flysystemer.
Hærens Ildstøtteskole skal
løbende tale med de soldater, der er
uddannet til at flyve Raven, og det
skal sammenfattes i en evaluering
af flyets indsats. Normalt foregår
den slags troppeforsøg i Danmark
under kontrollerede forhold, men
med Raven gør man en undtagelse.
– Vores tiltro til Ravens robusthed
gør, at troppeforsøget ikke behøver
at blive gennemført i Danmark. De
billeder og informationer, som Raven
kan give, er vi meget bedre tjent med
dernede. Soldaterne er lige så godt
uddannede i Afghanistan som herhjemme,
og ved at lade forsøget køre
på missionen kan vi allerede redde
menneskeliv i forsøgsperioden,
siger Flemming Olstrøm.
Troppeforsøget indebærer, at der ikke
er oprettet en enhed i Forsvaret, der
tager sig af mini-UAS. Indtil Ravens
skæbne bliver bestemt, tager Hærens
Ildstøtteskole sig af uddannelsen
af soldater, der skal bruge det nye
system.
Ikke en Tårnfalk
Sidst Forsvaret indkøbte et ubemandet
fly, gik det som bekendt ikke
særlig godt, men den kedelige sag
med Tårnfalken giver ikke Flemming
Olstrøm nervøse trækninger.
– Det er to vidt forskellige systemer,
der arbejder på helt forskellige niveauer,
svarer han. Sammenligner man Raven
med andre mini-UAS’er, klarer systemet
sig fint.
– Vi har købt et system, der er blandt de
tre-fem bedste systemer i verden inden
for mini-UAS. Jeg har kendskab til en
samarbejdspartner, der har et tilsvarende
system, men nu er ved at lægge det på
hylden og i stedet vil kigge på Raven.
Den amerikanske hær er selv storforbruger
af Raven, der sammen med
sin forgænger har fløjet 15.000
flyvetimer i amerikansk tjeneste.
Til dem, der rynker på næsen af
Raven, som godt kan ligne noget,
der er købt i BR, siger Flemming
Olstrøm.
– Vent og se.
|