SSG H. M. Andersen, Panserværnssektionen, Hærens Kampskole
Kentaur 2/2001

Efter nu knapt et år at have haft 147 mm raketstyr M/87 som ansvarsområde, føler jeg trang til at ”kaste et par bolde i luften”.

For folk som ikke kender mig, må jeg dog hellere præsentere mig selv først. Jeg startede i Panserværnssektionen i 1996. Her fik jeg ansvaret for sagsbehandlingen på kortdistancepanserværnsvåben (84mm dysekanon) og laserafstandsmåler M/85.

Derudover har jeg siden min start på skolen virket som lærere på 147 mm raketstyr M/87 på skolens kurser, samt deltaget i inspektioner af raketdelinger.

Som tidligere nævnt skiftede jeg 1. januar 2000 sagsområde, således jeg fremover skal beskæftige mig med mellem- og langdistancepanserværnsvåben.

M113 G3 med M/87 raketstyr

Hvad mener jeg så med min - måske for nogle - provokerende overskrift?

Vi har i dag 147 mm raketstyr M/87 hhv. som pansrede delinger på PMV M113 og motoriserede delinger på HMMWV samt på Land Rover. Derudover anvendes våbensystemet på panserværnshelikopter FENNEC. Helikopterne vil jeg ikke komme yderligere ind på i denne artikel.

Tilbage er så de pansrede og motoriserede delinger. De bemandes i dag udelukkende med værnepligtige. En løjtnant som delingsfører. Fem værnepligtige sergenter, en som næstkommanderende deling og fire som sektions- og gruppeførere, samt værnepligtige menige på de øvrige poster. Herudover er det meningen, at regimenterne skal tilknytte en uddannelseskadre til støtte for uddannelsen.

Lad os se lidt på udannelsesstrukturen

Løjtnanten gennemfører et normalt uddannelsesforløb til reserveofficer. Ca. en måned efter sin udnævnelse indtræder han på et kursus af fem ugers varighed på Hærens Kampskole. På kurset får han de første to uger en uddannelse på selv våbensystemet (normsat til 110 timer i Vejledning for Uddannelsestilrettelæggere!), samt en uddannelse som gruppe- og sektionsfører (normsat til 60 timer i Vejledning for Uddannelsestilrettelæggere!). De resterende tre uger anvendes til at sætte ham i stand til - under vejledning - at føre en Panserværnsraketdeling på bataljonsniveau.

Sergenterne gennemfører deres sergentuddannelses på Hærens Sergentskole i Sønderborg. I dette forløb indgår ud over den grundlæggende sergentuddannelse, uddannelsen på våbensystemet, samt uddannelsen som sektions- og gruppefører. En af sergenterne udpeges til herefter som næstkommanderende deling, og indtræder på kurset på Hærens Kampskole, hvor han gennemgår den samme uddannelse som sin kommende delingsfører. Samtidigt er det en god mulighed for, at de to personer lærer hinanden at kende, inden de står med ansvaret for en raketdeling hjemme i bataljonen.

Uddannelsesstøttekadrene er oftest kontraktansatte sergenter eller oversergenter, der selv har kørt som sektions- eller gruppefører i en raketdeling.

De ovennævnte befalingsmænd står med opgaven at uddanne en raketdeling, der ved hjemsendelse skal kunne fungere på bataljonsniveau. Den kritiske læser vil sikkert påpege, at de indgår i en stabsunderafdeling med en chef og en næstkommanderende, der yder dem al mulig hjælp og støtte.

Dette benægter jeg ikke! Men husk på, at de nævnte samtidig skal uddanne en morterdeling, en forsyningsdeling, en sanitetsdeling, en stabsdeling, en spejderdeling etc. etc. Og dette vel at mærke med forskellige indkaldelsestider for de forskellige delinger. Ikke en opgave jeg misunder dem! Så er der sikkert en, der straks vil sige; ”Jamen bataljonen skal støtte dem!” Det giver jeg dem helt ret i - raketdelingen er bataljonens dispositionsenhed. Men husk på, at også bataljonschefen og hans stab pålægges flere og flere opgaver (behøver jeg at hviske DeMap og DeMars).

147 mm raketstyr M/87

Forudsætninger for indlæring

Af ”Undervisning i praksis” fremgår følgende:

Indlæring: Varige ændringer af adfærd som følge af personlige erfaringer. Ved adfærd forstås de ting et individ ”siger og gør” i forhold til sine omgivelser, hvilket vil sige handlinger, mimik, gestus og sprog.

Ved personlige erfaringer forstås ydre og indre oplevelser. Ydre oplevelser forekommer i forbindelse med sansepåvirkning, mens indre oplevelser finder sted i form af processer i hjernen (tankevirksomhed). Som regel sker indlæring gennem en kombination af ydre og indre oplevelser, i det ydre oplevelser som regel kan medføre indre oplevelser.

Også underviserens person indgår i elevernes perceptionsproces (Perception = Den proces, der fører til oplevelse af påvirkninger fra omgivelserne. Processen kan deles op i fire led: påvirkning, sansning, forarbejdning og oplevelse) i forbindelse med et givet emne, og hans faglige og pædagogiske dygtighed spiller en afgørende rolle for elevernes oplevelse.

Af ovenstående uddrag kan udledes at forudsætningerne for en tilfredsstillende indlæring, skabes gennem underviserens personlige erfaringer. Således spiller hans faglige og pædagogiske dygtighed en afgørende rolle.

Jo mere man øver sig, jo mindre glemmer man. I denne forbindelse forekommer begrebet overindlæring.

Når overindlæring iværksættes, skal dette ikke blot gøres ved at gentage lektionen, eventuelt i en noget sammentrængt form. Den bør gennemføres, dels ved anvendelse af andre metoder og midler, herunder andre forklaringer/eksempler, og dels ved at kombinere den pågældende lektion med andre lektioner.

Efter min bedste overbevisning skal al uddannelse på våben baseres på overindlæring, herunder indøvelse af standardprocedurer. Kun herved kan soldaten i pressede situationer gennemføre en korrekt betjening af våbnet og herigennem forøge muligheden for at opnå træfning.

HMMWV med TOW

Lad mig opsummere

• Førerpersonellet i delingen er alle værnepligtige.
• Delingsførerens uddannelse har varet 5 uger.
• Sergenterne har modtaget deres våbenuddannelse som en del af deres sergentuddannelse. De har altså i samme forløb skulle tilegne sig mange andre egenskaber.
• Kadrepersonellet er normalt af graden sergent eller oversergent.
• Stabsunderafdelingschefen og hans næstkommanderende har i forvejen nok at se til.
• Bataljonschefen og hans stab har nok at se til.

Uddannelsen skal styrkes!

Hvad jeg nu skriver, skal ikke opfattes som en kritik af, hvad der foregår i dag. Jeg synes, at det arbejde der gøres i dag er flot, set i betragtning af hvilke forhold man arbejder under!!! Men jeg står med en fornemmelse af, at det ikke hænger helt så godt sammen som det burde. Der er således et antal forhold, men kan forestille sig at ændre på:

1. Længere uddannelsestid. Det vil uden tvivl give delingsføreren bedre muligheder for at løse sin opgave. Dette er ikke umiddelbart muligt, da skoleperioder, kurser og indkaldelsesdatoer hænger uløseligt sammen. Det er faktisk sådan, at de værnepligtige møder samme dag, som delingsføreren og næstkommanderende møder på kursus ved Kampskolen. Det løser heller ikke problemerne for kadren, stabsunderafdelingen eller bataljonen. Og i øvrigt er uddannelsestiden jo politisk bestemt.
    
2. Se på, om uddannelsen kan strikkes sammen anderledes. Eksempelvis, om man som i dag skal uddanne førerne to forskellige steder, eller om man skal kaste udannelsen af løjtnanter og sergenter ”op i luften” og se på, om man kan strikke den sammen på en anden måde.
    
3. Centraliseret uddannelse. Samle de delinger der skal uddannes, på et sted. Eksempelvis ved at ”genoplive” de gamle panserværnskompagnier. Denne gang bare som rene uddannelsesenheder. Etablere et uddannelsesmiljø med rutinerede befalingsmænd og udnytte at delingerne er samlet. Denne model har ydermere den fordel, at man opnår en optimeret udnyttelse af uddannelsesmateriellet. Ulempen, hvis raketdelingerne fjernes fra bataljonerne i fredstid er, at den ikke får det samme tilhørsforhold til sin stamenhed som hvis den gik i stabsunderafdelingen hver dag.

Jeg har nu ”kastet mine bolde” op i luften, og er spændt på at se hvor de lander. Men jeg vil gerne pointere endnu engang: Jeg synes de gør et flot stykke arbejde i dag, forholdene taget i betragtning. Men hvorfor nøjes med det næstbedste?