KN F. S. Bastrup og SSG F. A. Andersen
Kentaur 3/2002

For første gang har en dansk eskadron gennemført skarpskydning med kampvogne i et Polsk skydeterræn. Resultatet blev en stor oplevelse for personellet, et meget tilfredsstillende uddannelsesresultat og et par overraskende erfaringer, der forhåbentlig også kan komme andre til gode.

Baggrund

3. kampvognseskadron/II/Gardehusarregimentet (3 ESK/II/GHR) deltog i februar-marts 2002 sammen med bla. resten af II/GHR i øvelse STRONG RESOLVE (SR02) i Polen. herunder gennemførte eskadronen bl.a. sin egen skydeperiode. 3 eskadron - der er en DIB-kampvognseskadron i stående styrke - er, på trods af enkelte personelmangler, enkadreret med 10 kampvognsbesætninger. To af eskadronens delinger består af erfarent personel, mens den tredje deling primært består af personel med knapt et års erfaring som kampvognsfolk. Eskadronens delingsførere havde forrettet tjeneste i funktionen i hhv. 14 og 7 måneder forud for SR02.

Eskadronens skydeperiode under SR02 blev gennemført i Drawsko Pomorskie Training Area (DPTA), der er beliggende i Pommern, ca. 100 km øst for Stettin. DPTA er et særdeles rummeligt øvelses- og skydeterræn, der måler ca. 25 x 25 km. I terrænet er indrettet tre forskellige områder, der samtidigt kan anvendes til enhedsskydninger med - efter polsk opfattelse - op til to bataljoner hvert sted.

Eskadronen var tildelt fire skydedage i Bucierz - det nordligste af de tre områder. Bucierz er velegnet til gennemførsel af alle typer kampvognsskydninger.

Terrænet er åbent, men samtidigt let bølget, så der både er mulighed for skjulte bevægelser og kamp på lange afstande.

Dansk Leopard 1A5

Planlægning

Eskadronchefen (EC) deltog i august 2001 i en sikkerhedsrekognoscering i DPTA, og eskadronens skydeinstruktør (SKIN), EC og næstkommanderende deltog i DIB planlægningsrekognoscering i september 2001.

Forsøg & Sikkerhedssektionen/HKS (F&S), der ligeledes deltog i sikkerhedsrekognosceringen, godkendte efterfølgende, at der kunne gennemføres kampvogns- og andre skydninger i terrænet. Generelt kunne bestemmelserne i SIKKAV anvendes, idet dog F&S justerede sikkerhedselementerene for 105 mm øvelsespatron C-74 (ØPT) efter at have analyseret terrænnets muligheder og begrænsninger. De polske bestemmelser for terrænnets anvendelse forhindrede anvendelse af fosforrøg; hvilket dog ikke var til væsentlig hinder for eskadronens plan.

At planlægge skydning i et fremmed land er ikke helt uden problemer. Mange af de forhold omkring skydninger, skiver, sikkerhed osv. der er indforståede eller standardiserede i f.m. en skydeperiode i Oksbøl, skulle forklares eller forhandles med de pgl. polske myndigheder. Under de forudgående rekognosceringer stod det f.eks. - p.g.a. sprogvanskeligheder og forskelle i nationale forudsætninger og procedurer - ikke helt klart for eskadronen, hvordan og med hvem opstilling af skivemateriel skulle koordineres og rekvireres. Til gengæld forefandtes der i Bucierz ca. 60 hårde mål - primært T-55 og SKOT-2AP og enkelte T-34. De fleste hårde mål var i overraskende god stand; enkelte T-55 - komplette med kanon, vejhjul, bælter m.m. - var tilsyneladende aldrig blevet beskudt.

Panserværnshelikopterkompagniet skulle ligeledes gennemføre skarpskydning i DPTA i samme periode som eskadronen. For at øge realismen og motivationen for begge parter, koordinerede eskadronen og Panserværnshelikopterkompagniet planen for skydningerne således, at en deling fra Panserværnshelikopterkompagniet skulle støtte kampvognsdelingen under skydningen.

To danske Fennec panserværnshelikoptere

På baggrund bl.a. af ovenstående valgte 3 ESK at skyde kampvognsdelingen som forspids - en skydning, hvor terrænets gode muligheder for bevægelse kunne udnyttes, samtidig med, at marchvej og akser kunne placeres, så de hårde mål successivt ville dukke op for delingen og dermed kunne udnyttes maksimalt. Sikkerheden omkring skydning i mørke var - da vi rekognoscerede - ikke helt fastlagt, så eskadronen besluttede at undlade mørkeskydning. I stedet udvidede vi dagslysskydningen, så den skydende deling i forlængelse af fremrykningen blev indsat i angreb. For at lette koordination og eliminere fejlmuligheder, valgte eskadronen at begrænse anvendelsen af skivemateriel til infanteriskiver og enkelte bevægelige mål.

Plan fordelingsskydning

Planen for kampvognsdelingens skydning kom således til at omfatte flg. faser:

1. Delingen rykker frem som eskadronens forspids. Indpassagepunktet og de første ca. fire km af marchvejen lå udenfor selve skydeterrænet. I skydeterrænet får delingen to-tre gange føling med infanteri og enkelte fjendtlige køretøjer. Herved øves forpatruljens standardreaktioner, forspidsens reaktion, delingens skift af forpatrulje og indsættelse af besætningen på delingens hjulkøretøj til flankesikring.

2. Forpatruljen standses af et minefelt, og forspidsen går i stilling. Terrænet er vanskeligt, fordi delingen observerer over og til dels igennem trækronerne fra en skov i en lavning foran delingen. De enkelte kampvogne kan derfor ikke se det samme terræn, og alle fjendtlige mål kan kun erkendes og nedkæmpes v.hj.a. hyppige stillingsskifter og grundig koordination i delingen. I alt står delingen overfor et fjendtligt kampvognskompagni, og fremrykningen kan ikke fortsætte herfra.

3. Kampvognsdelingen beordres til at frigøre sig og gå tilbage til marchvejen, støttet af en deling fra Panserværnshelikopterkompagniet og eskadronchefens kampvogn i stilling.

4. Under frigørelsen får delingen via radio ordre til at angribe frem til en stilling i den anden side af rummet, hvorfra delingen skal kunne støtte eskadronens angreb frem ad en alternativ marchvej. Udgangsområde, akse, kampstilling m.v. gives via radio.

5. Delingen angriber frem ad en befalet akse. Undervejs nedkæmpes to fjendtlige kampvogne og to pansrede mandskabsvogne om angrebsaksen. Endvidere nedkæmper besætningen på hjulkøretøjet to fjendtlige patruljer på delingens venstre flanke.

6. I angrebsmålet nedkæmper delingen en fjendtlig T-55-deling og en SKOT-2AP-deling, der er i stilling i det terræn, hvor eskadronen skal angribe frem. Herefter nedkæmper delingen et fjendtligt modangreb med pansrede mandskabsvogne (bevægelige mål) og afsiddet infanteri.

Målene var opstillede eller dukkede op på afstande mellem 800 og godt 3.000 m, idet dog hovedparten af målene skulle bekæmpes på afstande mellem 1.000 og 2.000 m.

Forberedelse til skydning

SKIN ankom til DPTA tre dage før første skydedag. Det viste sig at være afgørende for en heldig gennemførelse af skydningerne, idet de skiverekvisitioner, kalker m.v. eskadronen havde fremsendt, ikke var ankommet til de rigtige personer i DPTA. Nu kunne SKIN koordinere med skydebanepersonellet på stedet, og det polske personel viste sig generelt overraskende fleksible og imødekommende overfor eskadronens ønsker, på trods af den korte tidsfrist.

Resten af eskadronen, ankom - efter to døgns bus-, skibs- landevejs- og jernbanedeployering - til DPTA søndag, dagen før første skydedag. Ammunitionen ankom samme aften. desværre havde der været problemer med levering af ammunition fra Hærens Materielkommando, så den rekvirerede røgkasterammunition og sprængstof til ildmarkering nåede først Polen tre dage senere. Dette fik ikke voldsom negativ effekt på udbyttet af eskadronens skydninger - vi fik jo vores 105 mm ammunition - men var stærkt irriterende.

Skydningerne

Mandag gik eskadronen i gang med besætningsskydninger. Vi skød hhv. tårngevær og enkeltkampvogn fra stilling fra to standpladser. Endvidere måtte vi gennemføre indskydning med enkelte vogne. På grund af diverse tekniske fejl måtte vi også bruge tirsdag til besætningsskydninger. Heldigvis blev eskadronen under skydeperioden støttet af Hærens Kampskole ved seniorsergenterne T.B. Petersen og A.S. Hansen samt to hjælpere med FESAP-vognen. Den støtte , Hærens Kampskoles personel ydede under skydeperioden, var uvurderlig, og eskadronen skal her endnu engang takke kampskolens gæve gutter for hjælpen.

Onsdag gennemførtes delingsskydning med to delinger. Under den første delingsskydning blev delingen fra Panserværnshelikopterkompagniet indsat efter planen, men p.g.a. uforholdsmæssig mange fejl på ammunitionen, opgave kompagniet at skyde mere efter første delingsskydning. Ærgerligt, men eskadronen kunne sagtens fortsætte og gennemføre vores program alligevel. Torsdag - reserveskydedagen - gennemførtes skydningen med den sidste deling, nu også med røgkasterammunition og (rigelig) ildmarkering.

Generelt gennemførtes skydningerne med meget tilfredsstillende resultat. I særlig grad skal den overraskende gode træfning fremhæves. Endvidere virkede muligheden for at kunne skyde i nyt og ukendt terræn motiverende og udfordrende for alt personel. Endelig gav det, at der næsten udelukkende blev skudt på hårde mål, et stort uddannelsesudbytte for især skytter og kommandører, idet vilkårene for observation og korrektion herved bliver langt mere realistiske og helt anderledes end, når der skydes mod skiver.

Dansk Leopard 1A5

Erfaringer

• Eskadronen fik under denne - noget anderledes - skydeperiode indsamlet en mængde erfaringer. Nogle af disse er kuriøse, nogle er ganske nyttige og måske overraskende; her følger nogle, der forhåbentlig kan komme nogle af læserne til gode.De fleste kampvognsfolk kommer efter ret kort tid til at kende Kallesmærks Hede temmelig godt. Det er selvfølgelig godt nok; men ikke særlig afvekslende. Eskadronens mulighed for at skyde i nyt og ukendt terræn har dels virket stærkt motiverende for personellet, dels understreget det store og konstante behov for koordination og ledelse af ild og observation, der er i f.m. kampvognsdelingens kamp. Koordineret indsættelse af delingens kampkraft kræver overblik og fremsynethed hos delingsføreren og kommandørerne. Dette faktum bliver ikke altid - dels fordi alle terrænet, dels fordi delingens ansvarsområde må gøres urealistisk lille - demonstreret tilstrækkeligt tydeligt under skydninger i Oksbøl. Det kan derfor anbefales, at andre eskadroner også gives mulighed for at skyde i udlandet, eller som minimum at enhedsuddannelse gennemføres i så mange forskellige terræner som muligt.
   

• Skydning mod hårde mål giver bedre vilkår for observation end skydning mod skiver. Træfferglimt er - altid - en sikker observation, og der er - for hverken skytte eller kommandør (eller kontrollant) - ingen tvivl om et mål er truffet eller ej. Desuden lettes observation af evt. forbiskud, fordi målet er tredimensionalt. Denne fordel opleves selvfølgelig mest markant for nyuddannede skytter og kommandører. Eskadronen oplevede, at delingsførerens ledelse og fordeling af ilden blev sværere og mere udfordrende mod de hårde mål. Mod SAAB-materiel er delingsføreren sjældent i tvivl - trufne mål lægger sig og forsvinder. De hårde mål forsvandt ikke - til gengæld kunne man på en diskret, men tydelig røg- og varmeudvikling erkende hvilke mål, der allerede var nedkæmpede. Dette krævede dog hos delingsføreren en mere omhyggelig observation og overblik over målene, end hvis der havde været skudt mod skivemateriel. Eskadronen skal ikke vurdere, hvilken type mål, der er mest realistisk i forhold til en kampsituation, men nøjes med at konstatere, at ledelse og fordeling af ilden mod de talrige hårde mål virkede som en særdeles god øvelse for delingsførerne. Eskadronen kan derfor på det varmeste anbefale, at også andre eskadroner gives mulighed for at skyde mod mange hårde mål.
   

• Eskadronens træfning, sær med øvelsesgranatpatron M/87 (ØGR), var markant bedre end normalt. Dette tilskriver eskadronen, at der blev skudt mod hårde mål, der har de rigtige dimensioner. Vi så mange tilfælde, hvor ØGR f.eks. fløj over fronten og traf i den bagerste del af dækket på en SKOT-2AP. Hvis det i stedet havde været en skive, ville et sådant skud være registreret som langt, fordi det fløj hen over fronten (skiven). Samlet havde eskadronen en træffeprocent for ØGR på over 75, hvilket er signifikant bedre end i en normal skydeperiode. Dette var en særdeles positiv oplevelse, der har styrket personellets tiltro til vores ammunitions præcision. Igen må eskadronen anbefale, at alle kampvognsenheder gives mulighed for at skyde på (mange) hårde mål, idet skydning på normalt skivemateriel åbenbart ikke tilstrækkeligt realistisk gengiver vilkårene forskydning med kampvognskanon i kamp.
   

• Endelig kan det oplyses, at ØPT ikke kan gennemtrænge frontpansret på en T55 (men derimod godt kan trænge igennem i siden af undervognen); mens ØGR til gengæld uden problemer trænger igennem pansret på en SKOT-2AP.

Sammenfattende skal eskadronen anbefale, at alle kampvognsenheder gives mulighed for at gennemføre delingsskydninger mod et antal hårde mål, der fordrer, at delingsføreren leder og fordeler ilden. Endvidere vil en øget anvendelse af hårde mål under skarpskydning kunne forbedre træfningen med især øvelsespatron, og således give et mere realistisk billede af kampens vilkår. De hårde mål, der skal anvendes, skal selvfølgelig være udrangerede pansrede køretøjer i en rimelig stand - ikke blot ”skrotbunker” eller flade panserplader.

Hvordan kan det gennemføres? Den mest nærliggende mulighed må være, at der opstilles flere hårde mål på Kallesmærsk Hede. Et antal på minimum otte-ti mål, der kan indgå i samme delingsskydning vil være passende. Eventuelt kunne disse mål være opstilet i forhold til ”standardskydning”, men ideelt set burde målene være flytbare, så enhederne v.hj.a. egen eller lånt bjærgningskapacitet kunne placere dem optimalt i forhold til det ønskede uddannelsesudbytte.

En anden og ikke helt urealistisk mulighed kunne være at skabe mulighed for, at eskadroner kunne gennemføre skydeperioder i DPTA. Det koster selvfølgelig ekstra ressourcer at forlægge enheder til Polen og anvende DPTA. men terrænet ligger kun en dags landevejstransport væk, og det forøgede uddannelsesudbytte, der opnås i kraft af mulighederne for at skyde på hårde mål og i ukendt terræn, i forhold til en skydeperiode i Oksbøl, vil efter eskadronens opfattelse på sigt langt overstige det øgede ressourceforbrug. Endvidere vil en sådan løsning jo reducere belastningen på Oksbølterrænet.

Forhåbentlig kan en af ovenstående løsningsmodeller med tiden implementeres til gavn for kampvognsvåbnet i Danmark.

Efter skydeperioden gennemførte eskadronen egen enhedsuddannelse og deltog i selve SR02-øvelsen. Efter tre uger i Polen havde eskadronens kampvogne i snit kørt mellem 600 og 700 km, så vi blev godt brugt - men det er en anden historie.