Sune Wadskjær Nielsen
Forsvarsfokus 6/2006

Forsvaret er godt forberedt næste gang, det skal købe et ubemandet fly. Erfaringerne fra operationerne i Irak og fra det kuldsejlede Tårnfalken projekt giver et godt udgangspunkt for at træffe den rigtige beslutning om forsvarets fremtidige ubemandede fly.

Dansk Tårnfalken UAV

Luften over Irak og Afghanistan er tyk af ubemandede fly - Unmanned Aerial Vehicles (UAV). Amerikanerne alene har ca. 1500 af slagsen. Også den danske bataljon benytter oplysninger fra UAVer til sine operationer, men må låne kapaciteten af briterne og amerikanerne, hvilket betyder danskerne ikke altid kan være sikre på at få stillet UAVer til rådighed. Hvis danske styrker i fremtiden skal have et ordentligt efterretningsbillede af deres ansvarsområde er det nødvendigt, at det danske forsvar også selv har UAVer.

Det sagde Tommy Ayouty under et foredrag i militærteknisk forening. Tommy Ayouty var oversergent og sad i efterretningssektionen på hold 3 i Irak, og arbejder nu for firmaet Thales. En helt objektiv rådgiver for det danske forsvar er Tommy Ayouty ikke; som repræsentant for Thales håber han naturligvis, at hans firma kommer til at levere fremtidens UAV til det danske forsvar, ligesom firmaet leverer til det britiske forsvar. I forsvaret er man også opmærksom på behovet for et nyt UAV-system og straks efter Tårnfalken var lagt i graven i 2005 blev en arbejdsgruppe nedsat, der i indeværende forsvarsforlig skal pege på hvilke ubemandede fly, forsvaret skal have i fremtiden.

Denne gang står forsvaret bedre rustet, når det skal vælge et nyt UAV-system. Danske styrker har prøvet at operere, mens der er UAVer i luften, og forsvaret har igennem Tårnfalken projektet fået kendskab til hvilken organisation, der skal stables på benene for at holde ubemandede fly på vingerne.

Watchkeeper 450 UAVen, der udviklet af Thales. Det er en såkaldt taktisk UAV, der er primært er designet til de kedelige, beskidte og farlige missioner. De kedelige, er langvarige overvågningsmissioner, de beskidte kan være missioner i områder forurenet med masseødelæggelsesvåben, og de farlige er missioner, hvor der er stor risiko for at miste fly og hvor man heller vil sende et ubemandet frem for et bemandet fly. Watchkeeper er udstyret med dag/nat kamera inklusiv en laser til at udpege mål på jorden. Desuden har den radar til at se jorden og eventuelle mål selv om der dårlig sigtbarhed. Copyright: Thalesgroup.

Erfaringerne fra Irak

Under sin tid i Irak var det oftest, når den danske bataljon skulle lave operationer - eksempelvis husundersøgelser efter våben - at Tommy Ayouty anmodede om støtte fra briterne og amerikanernes UAVer. I et miljø som det irakiske, hvor der ikke er en frontlinje og ens modstandere ligner fredelige civile borgere, skal man være meget omhyggelig med at krydstjekke sine efterretninger, når man slår til mod en formodet fjende. Unødige civile tab kan forværre forholdet til civilbefolkningen. Mindst lige så vigtigt er det at undgå tab af danske soldaters liv. Udover den personlige tragedie, der rammer en falden soldats pårørende og venner, kan tab også få den generelle opbakning til missionen til at falde drastisk. Det kan påvirke soldaternes moral, når støtten på hjemmefronten vakler. I bedste fald kunne de danske styrker i tre timer få et ubemandet fly til at hænge over operationsområdet. Divisionen rådede over en del UAVer og også den brigade, som danskerne var tilknyttet, havde nogle til rådighed. Det var dog ikke altid, divisionens og brigadens ledelse prioriterede danskernes operationer særligt højt, og samtidig var der mange tekniske problemer med UAVerne. I begyndelsen af Tommy Ayoutys udsendelse havde briterne et tocifret antal UAVer, men det var på grund af de mange havarier faldet til encifret, da han vendte hjem igen. Samtidig havde de UAVer, der blev brugt i 2004 sine begrænsninger. Tre timer i luften var ikke nok til at dække hele operationen, der kunne vare fem timer eller længere. Navnlig efter operationen ville Tommy Ayouty gerne have haft billeder, for at se om eventuelle mistænkte dukkede op, når soldaterne var væk. En anden ulempe var at UAVerne larmede som en græsslåmaskine, så eventuelle fjender skulle være meget uopmærksomme for ikke at ane uråd. Desuden betød den lange kommandovej til division og brigade, at der som regel gik et par timer, før man havde en UAV i luften, og så kunne det være vanskeligt at bekræfte dugfriske efterretninger. For kort flyvetid, for langsom reaktionstid og for meget larm var Tommy Ayoutys vigtigste kritikpunkter, da han skulle evaluere koalitionens UAVer i Irak. Han forventer forsvaret tager disse betragtninger med i overvejelserne om nyt UAV-materiel.

Tårnfalken

Dansk Tårnfalken UAV

Èt af problemerne med Tårnfalken var, at den blev overhalet af den teknologiske udvikling, hvilket står i "Rapport vedr. undersøgelse af UAV Tårnfalken", der blev udarbejdet af forsvarskommandoen i anledningen af forsvarets mange vanskeligheder med at få det ubemandede fly til at fungere ordentligt. Da Danmark for næsten 10 år siden sprang på UAV-vognen var den primære mission at støtte artilleriet med måludpegning. Det var det Tårnfalken var designet til og derfor kom UAV-enheden til at ligge under et batteri i artilleriet. Hurtigt blev man i militære kredse klar over at UAVer også er velegnede til overvågning, rekognoscering og indhentning af efterretninger og det har dansk erfaring ligeledes konstateret i Irak. Denne nye type missioner kræver dog yderligere egenskaber end Tårnfalkens Desuden erkender rapportens forfattere at forsvaret ikke helt havde gennemtænkt , hvad det krævede for at implementere et avanceret system med ubemandede fly, hvilket betød uforudsete ekstra udgifter. Forsvaret manglede eksempelvis kontorfaciliteter og simulatorrum faciliteter. Der var også en ekstraregning for transport til og fra Borris øvelsesterræn, hvor Tårnfalken måtte flyve, på 800.000 kroner. Den internationale militærverden har været meget opmærksomme på og interesseret i Danmarks erfaringer med Tårnfalken. Mange lande har anvendt Tårnfalken eller Sperwer, som den omtales i udlandet, på internationale missioner, og har haft ifølge rapporten haft nogle af de samme ærgrelser på grund af Tårnfalken, som vi kender alt for godt i det danske forsvar. Ved at droppe Tårnfalken på nuværende tidspunkt kan det danske forsvar få del i en nyere og mere passende teknologi, næste gang man skal købe UAVer. På grund af problemerne med Tårnfalken, vil man nok være mere opmærksom på kompleksiteten ved at indføre en hel ny kapacitet i forsvaret. Forsvaret vil sikkert også tænke på, hvilket teknologisk udviklingstrin systemet har opnået og levetids-omkostningerne i lidt flere detaljer inden man køber et nyt avanceret UAV-system.

Mini-UAV en mulighed

I forsvarskommandoens undersøgelse af de mange problemer med Tårnfalken bliver en mini-UAV nævnt som et alternativ. En mini-UAV ligner en forvokset papirflyver eller fjernstyret legetøjsfly og har et vingefang på omkring to meter og vejer cirka fem kilo. Det kræver, ifølge Tommy Ayouty kun to mand at styre det. Én til at sende det ubemandede fly af sted, hvilket man gør med hænderne, og én til at dirigere kameraet med et joystick. Mini-UAVen klarer det flyvetekniske selv, så "piloten" skal blot dirigere hen over det område, han vil observere. På nuværende tidspunkt kan en mini-UAV holde sig i luften halvanden time, hvilket nærmer sig Tårnfalkens flyvetid, selv om det var et meget tungere og dyrere system. Mini-UAVens flyvehøjde er 100 til 500 meter og den har en lav akustik. Den sender billeder tilbage via trådløst bredbånd. For en fremrykkende infanterienhed vil mini-UAVen være en stor forbedring i forhold til egenbeskyttelse. Man vil kunne sende mini-UAVen frem for at se, hvad der gemmer sig bag en bakketop eller nogle høje bygninger i en by. Den vil kunne indsættes umiddelbart, uden man først skal kontakte en division eller brigade. Mini-UAVernes lave flyvehøjde gør dem dog sårbare. I Irak bliver mange mini-UAVer ødelagt af koalitionens egne Hercules fly og helikoptere, der flyver i samme højde.

Taktisk UAV

Mini-UAVen vil være en overskuelig investering for forsvaret; hvis forsvaret skal have en taktisk UAV, skal man op med den lidt større pengepung. Til gengæld vil Danmark, ifølge Tommy Ayouty få en kapacitet, der ville gøre en dansk bataljon, der er udrustet med en taktisk UAV til en meget attraktiv samarbejdspartner, da UAVer er en meget efterspurgt kapacitet. Der er et stort udviklingspotentiale indenfor taktiske UAVer. Med fremtidens UAVer vil det være muligt at eksempelvis at overvåge et farligt område som Al Harta i det danske ansvarsområde i Irak 24 timer døgnet. Også civile opgaver som fiskeriinspektion kan komme på tale. I det britiske forsvar taler man om, at Joint Strike Fighter eller Eurofighteren bliver det sidste bemandede kampfly, som man vil udvikle. Om 20 år vil ubemandede kampfly kunne overtage opgaverne. Forsvarets pinefulde oplevelser med det ubemandede fly Tårnfalken kan få en lykkelig udgang, hvis erfaringerne bliver brugt til at investere i et mere driftsikkert og teknologisk bedre UAV-system næste gang. Med egne UAVer vil danske styrker kunne opnå et mere præcist efterretningsbillede i missionsområderne end det nu er muligt, og det vil i sidste ende kunne spare danske soldaters liv.

Det britiske Watchkeeperprogram

Thales leverer det britiske forsvars fremtidige UAV-system. Prisen for den britiske version af systemet, der er Europas største UAV-projekt, er cirka 7,1 milliard kroner, og de første Watchkeeper UAVer kommer op at flyve i 2009. Systemet er en komplet ISTAR-kapacitet. ISTAR står for Intelligence, Surveillance, Target Aqcuisition and Recconnaissence, på dansk efterretning, overvågning, måludpegning og rekognoscering. Konfigurationen af Watchkeeper Systemet består foruden de ubemandede fly af en watchkeeper kommandopost, en kontrolstation, Tactical Kommando Post (TAC PTY), der i et køretøj rykker frem sammen med enhederne samt en (RVT) Remote Video Terminal så soldaterne i fronten kan se hvad UAVen ser på. Det britiske forsvar har stillet som krav til Thales at systemet skal kunne holde fly på vingerne 24 timer i døgnet, at det skal kunne se på alle tidspunkter i døgnet og at det har altvejrskapacitet.

Det britiske Watchkeeper UAV-system

Ifølge Tommy Ayouty er det ikke de ubemandede flys konstruktion, der er det vanskeligste at udvikle, men det er at få hele netværket til at fungere, så det bliver så enkelt som muligt for brugerne, at få de informationer, de har behov for. Det skal være sådan, at chefen for en operation kun skal koncentrere sig om, at få svar på et spørgsmål og ikke om at styre flyene. De skulle gerne styre sig selv uden menneskelig indblanding og mulighed for fejl.