Udvikling

I januar 1952 blev der afholdt en konference i Washington DC, USA hvor emnet var selvkørende artilleri. Konferencen konkluderede at der var behov for et forbedret selvkørende artilleri. Kort tid efter, begyndte man de foreløbige studier for at finde en afløser for 155mm M44. De første studier, for det nye design, som blev kaldet Haubits 156mm Selvkørende T196, blev præsenteret for CONARC i august 1952. Disse indledende studier blev afvist, og det gjorde yderligere studier i september 1953. På en konference i maj 1954, blev et koncept endelig godkendt af CONARC.

I juni 1954 blev der holdt en konference på Fort Monroe, hvor man kiggede på de militære aspekter og hvor man fastlagde det totale selvkørende program. Det blev besluttet at det fremtidige projekt for T196 skulle udvikles sammen med det fremlagte design planlagt for Haubits 110mm selvkørende T195. Studierne af de to køretøjer fortsatte sideløbende, og i juni 1956, blev det endeligt besluttet at bruge undervogn og tårn fra T195 men med en 155mm haubits, i stedet for den originale 156mm haubits.

I oktober 1956 blev en mock-up model af T196 undersøgt, og der blev indgået mundtlig aftale om at fortsætte med udviklingen af den første prototype.

Den første prototype af T196 blev færdiggjort i 1959, cirka seks måneder senere end 105mm T195. Under de første bruger test ved Fort Knox, var der en del uheld med affjedringen. Prototypen var forskellige fra senere køretøjer på flere områder. Undervogn og tårn havde en anden form, det syvende vejhjul virkede som justerhjul og motoren var en Continental benzinmotor. I 1959 blev der udstedt et dekret om at man skulle bruge diesel og ikke benzin motor på alle fremtidige kampkøretøjer og T196 prototypen blev udstyret men en Detroit Diesel dieselmotor og fik betegnelsen T196E1.

I februar 1961 blev der afgivet en ordre på to T196E1 før-produktions modeller, og de blev leveret indenfor seks måneder. Efter yderlige en testperiode blev T196E1 klassificeret som Limited Production Type i december 1961. Men allerede i oktober, havde Cadillac Motor Car Division modtaget en ordre på ét års produktion af T196E1. De første produktions modeller blev færdige i oktober 1962. I januar 1963 blev det autoriseret at fortsætte med klassifikationen af Limited Production, og i juli samme år blev T196E1 klassificeret som en standard A, og efterfølgende benævnt, Haubits, Medium, Selvkørende, 155mm, M109. I starten af 1963 fik Cadillac en kontrakt på yderligere ét års produktion. Kontrakten for det 3. års produktion blev givet til Chrysler Corporation, men produktion forblev på fabrikken i Cleveland. De første M109 blev tildelt den amerikanske hær i 1963.

Yderligere udvikling resulterede i M109A1 og M109A2 og i starten af 1979 passerede produktionen 4000 enheder.

Beskrivelse

M109 har en besætning på seks mand. Kommandør, skytte, tre ammunitionsfolk og køreren. Undervognen er lavet af et helsvejset aluminiums panser som giver beskyttelse imod håndvåben og sprængstykker. Køreren sidder forrest til venstre, med motoren til venstre for ham, og tårnet bagved.

Køreren har en enkelt luge som åbner til venstre og er udstyret med tre M45 dag-periskoper fremad. De kan dækkes til med små metalflapper for at undgå ødelæggelse. Inde fra køretøjet, kan køreren erstatte et af de tre dag-periskoper med et passivt natte-periskop.

Foran er der en Detroit Diesel Model 8V-71T motor som er koblet sammen med en Allison XTG-411-4A transmission.

Det store helsvejsede aluminiumspansret tårn er placeret bagerst på undervognen. Der er en firkantet luge i hver side af tårnet som åbner bagud og en dobbeltdør på bagsiden af tårnet. Kommandøren er placeret i den højre side af tårnet og har en cupola som kan drejes 360 grader, en enkelt luge som åbner bagud samt et M27 dagsperiskop. Forrest på kommandørens cupola er der monteret et 12,7mm M2 HB maskingevær. Skytten er placeret i tårnets venstre side, og har en firkantet luge som åbner med højre. Der er dobbeltdøre i bagenden af tårnet som bruges til genforsyning af ammunition. Monteret på bagsiden af undervognen, på begge sider af bagdøren, er der monteret en stor spade som kan sænkes manuelt ned til jorden før affyring. Disse spader er kun brugt når der bruges maksimum ladninger.

Torsion bar affjedringen på begge sider, består af syv gummi beklædte dobbelthjul med drivhjulet forrest og justerhjulet bagerst. Der er ingen bærehjul. Bælterne er med udskiftelige gummipuder.

M109 er udstyret med nattesyns udstyr, men har ikke et ABC system. Køretøjet kan dybdevade op til 1,82 meter uden forberedelse.

Hovedvåbnet er en M126 155mm haubits i en M127 montering, med en stor røgsuger samt mundingsbremse. Recoil systemet er hydropneumatisk. Våbnet kan eleveres fra +75 grader til -5 grader og kan drejes alle 360 grader rundt. Elevation og drejning er hydraulisk styret, men med et manuelt system i nødstilfælde. Normal skudkadance er 1 skud pr. minut, men 3 skud pr. minut kan affyres for en kort periode. Våbensystemet inkluderer et M118C teleskop til direkte skydning med en 4x forstørrelse samt 10 graders synsfelt, et M117 panorama teleskop til indirekte skydning med 4x forstørrelse samt 10 graders synsfelt og et M15 kontrolsystem.

Varianter

M992 FAASV - Field Artillery Ammunition Support Vehicle er et specielt udviklet køretøj beregnet til at genforsyne en M109 med ammunition. Undervognen er den samme som M109, men tårnet er erstattet af en pansret overbygning. Der er plads til 93 granater og 99 ladninger. Ammunitionen overføres til M109 via et transportbånd. Alt håndtering af ammunition foregår mekanisk. Der kan overføres op til 8 granater i minuttet. Besætningen er på 2 personer og der er plads til 6 passagerer.

Dansk version

Indførelsen af M109 i 1965 markerede et lige så stort fremskridt for artilleriet, som indførelsen af Centurion havde betydet for pansertropperne.

I perioden 1963-1970 blev der anskaffet 76 stk. Selvkørende Haubits (SKH) M109 fra USA.

De kørte i den oprindelige udgave indtil midten af 80´erne, hvor de gennemgik en opgradering. Denne opgradering bestod i at de fik monteret:

- længere kanonrør, M185
- nyt rekylsystem, M178
- anden buffer
- Honda generator
- Diehl bælter,

og blev dermed til SKH M109A3.

Tidligt i 1989 annoncerede Danmark at man havde afsluttet moderniseringen af hele sin M109 flåde, således at de alle nu var opgraderet til M109 A3. Dette arbejde var udført i Danmark med materialer leveret af FMS fra USA

Flere oplysninger:

Military Analysis Network

Relaterede artikler:

Klar til NATO

Destruerede kampvogne for skud igen

Nyheder:

08-05-08 Kun én type klyngeammunition tilbage

Tilbage

M109 i dansk sløring