|
Den danske bataljon
på plads i Camp Bedrock
18-09-2007
EX Noble Light II: Optakten til den store øvelse i
Tyskland i NRF-10 regi forløber efter planen, og
humøret er højt.
I perioden fra tirsdag
den 11. til fredag den 14. september blev den danske
bataljon i rollen som Danish Battle Group forlagt
til Tyskland nærmere betegnet det militære
øvelsesområde på Lüneburger Heide mellem Hamburg og
Hannover - terrænet øst for motorvej E45.
Den danske battle
group, som i princippet er en
panserinfanteribataljon, består af stab og
stabskompagni, en kampvognseskadron og et
panserinfanterikompagni fra Panserbataljonen Jydske
Dragonregiment og et panserinfanterikompagni fra 1.
bataljon i Gardehusarregimentet.
Den danske bataljon
indgår som en af fire kampbataljoner under 26. Tyske
Luftbårne Brigade, der udgør hovedstyrken af NRF-10
(NATO Reaction Force).
1 Tyske/Nederlandske
Korps (1 GE/NL Corps) i Münster syd for Osnabrück,
der er Land Component Command (LCC), opstiller
hovedkvarter og korpstropper til NRF-10.
Deployeringen må
betegnes som en succes, idet planerne holdt. Det var
vel og mærke relativt komplekse planer, idet den
danske bataljon benyttede sig af fire forskellige
teknikker til forlægningen.

Kampvogn Leopard indlades på skib i Esbjerg.
Kanonen vender således ikke i kørselsretningen.
Det tunge materiel og
først og fremmest kampvogn Leopard 2A5 og de
pansrede mandskabsvogne PMV M113(G3) brugte søvejen
fra Esbjerg til Emden, hvor det blev omlæsset til
jernbanevogne, der fragtede materiellet til Bergen/Hohne,
som ligger midt i øvelsesområdet.
Hovedparten af
hjulkøretøjerne kørte ad landevej til Bergen/Hohne,
og endelig tilgik resten af personellet øvelsen med
fly fra Karup. Således har bataljonen afprøvet
mulige, fremtidige udfordringer at deployere på -
udfordringer som er nyttige at have testet forud for
reel indtræden i NRF-10, som dækker perioden 1.
januar til 30. juni 2008, hvor styrken skal være
klar til indsættelse globalt og med et varsel på
5-60 dage afhængig af de klimatiske udfordringer.

Camp Bedrock - paraboler garanterer forbindelsen
til Danmark og internt i bataljonen
Ved ankomst til
øvelsesområdet blev bataljonen indkvarteret på
Freiherr von Fritsch-Kaserne fem kilometer nord for
Celle, og allerede fredag den 14. september kl. 12
afgik et forkommando til CAMP BEDROCK (ved
Ettenbostel), der er placeret i terrænet mellem
Bergen og motorvej E45.
Hovedstyrken ankom i
løbet af eftermiddagen til en absolut "bar mark",
men meget hurtigt fik alle ved fælles indsats
etableret Tactical Operations Center (TOC),
kommandostation (KSN), underbringelse, vartning af
køretøjer, sikring af området, vagter og meget mere
- et ganske imponerende stykke arbejde udført på
rekordtid, hvilket vidner om god rutinering samt
ikke mindst om mandskabets vilje til solid og
professionel soldatermæssig optræden.
Klokken 20 var lejren
generelt etableret og funktionsduelig. Containeren
med feltsengene ankom kl. 22.30 - et vigtigt
instrument til bevarelse af kampkraften. Ja, selv
feltkøkkenet blev næsten meldt "klar" - og fra
lørdag kunne kokken og hans stab servere det første,
varme måltid mad, dog baseret på dåser fra
feltrationerne, men fra søndag morgen blev der
serveret rigtig kokkemad - med råvarer medbragt fra
Danmark i kølecontainere.
I løbet af weekenden har Campsektionen tilmed opsat
en badecontainer - lejrkonceptet kommer til
udførelse som i de skarpe missioner.
Operativt set er
weekenden blevet brugt til at forberede bataljonen
på næste uges brigadeledede aktiviteter samt
korpsets efterfølgende feltøvelse - forberedelser
der omfatter alt fra teorilektioner over
rekognoscering til indøvelse af en Search Operation.

De første køretøjer suser ind i Übungsdorf klar
til Search Operation "BANSHEE".
Søndag eftermiddag
gennemførte bataljonen Search Operation "BANSHEE"
med B-kompagniet i front og med A-eskadronen til at
sikre operationens ydre perimeter. Scenariet var, at
bataljonen havde observeret regeringsfjendtlig
virksomhed i sit ansvarsområde i landsbyen "Ûbungsdorf",
der svarer til Brikby i Oksbøl terrænet. Madian
Liberation Army, kaldet MALA, der er klart imod den
siddende regering, opererer i vores område, og det
er indflydelsesrige personer herfra, som operationen
i "Übungsdorf" var rettet imod.

Kommunikation sikrer searchens fremdrift, at de
to eftersøgte personer tilbageholdes, og at de
overgives til Militærpolitiet.

Under searchen bringes en tilskadekommen/syg
lokal beboer hen til "kæden" af soldater, som
behandler manden og bringer ham til et hospital.
Også diverse
stabsprocedurer skal iværksættes. Ikke bare selve
arbejdet i staben, men også dagens faste møder såsom
stabsmøderne morgen og aften. Som et kuriosum kan
nævnes, at også forberedelserne til redeployering
til Danmark er i gang, uagtet vi lige er kommet på
fuld feltfod.
Optakten til Noble
Light II er forløbet meget tilfredsstillende.
Humøret er højt, forventningerne store og vejret er
godt - om end koldt om natten. Lad blot øvelsen, der
skal certificere den tyske 26. Luftbårne Brigade til
NRF-10 indsættelse, begynde. Danish Battle Group er
klar.
Hærens
Operative Kommando
|