|
Nyt panser på vej
18-02-2008
Soldater fra 1. Livgarde Bataljon er gået i gang med
uddannelsen på de nye infanterikampkøretøjer CV9035,
der bliver hærens nye krumtap.
”Et barn kan lære at
køre den”. Citat slut. Så er rammerne for hærens nye
imponerende infanterikampkøretøj sat på plads. Det
er nok i virkeligheden en tilsnigelse, men de nye
infanterikampkøretøjer er bygget efter alle
automobilkunstens regler.
Men der er ikke meget
radiobil over de 35 tons tunge bæltekøretøjer. 750
hestekræfter på drivhjulene og en computerkraft, der
kan få selv den mest veludstyrede Internetcafé til
at gå i knæ. Det er ikke for børn.
Selvkørende highend
computer
En ting er nemlig at
køre infanterikampkøretøj CV9035, noget andet er at
håndtere de mange informationer, som køretøjet giver
kører og vognkommandør. Derfor kommer garderne ikke
sovende til et førerbevis på IKKen ved Hærens
Kampskole.
- Det er som at sidde
i en privatbil. Den har digital styring og der er en
stor følsomhed i krafttildelingen. Men det er
simpelthen ikke nok at være en god chauffør, hvis du
skal beherske infanterikampkøretøjet, siger kaptajn
Mogens Mogensen, der er chef for IKK-sektionen ved
Hærens Kampskole.
Hærens Kampskole
indledte det første kørerkursus den 21. januar, og
lige nu er der 24 gardere fra 2. kompagni, 1.
Livgarde bataljon i gang med uddannelsen. Soldaterne
er de første i forsvaret, som får de nye
infanterikampkøretøjer. De er også de første, der
bliver operative på det nye panser.
En kompetence, der
helt sikkert vil komme forsvaret til gode i
fremtidige operationsområder, når de første
køretøjer og soldater er færdiguddannede på det nye
våbensystem.
En stor udfordring
- Soldaterne er meget
motiverede. Det er glade mennesker, der springer på
med krum hals. Det er også nødvendigt, for
infanterikampkøretøjet er en udfordring. De skal
forstå vognens signaler. Den udfordrer dig med
advarsler og information. Og det er her fårene
bliver skilt fra bukkene, fortæller Mogens Mogensen.
Vi får ikke
infanterikampkøretøjerne at se ude i
missionsområderne foreløbig. Endnu venter der
skydeuddannelse og ikke mindst den taktiske
uddannelse. Her skal soldaterne lære at håndtere
vognene på kamppladsen. Samtidigt skal de kunne
operere i enheder op til bataljonsniveau. Det tager
tid. De første CV90ere og deres soldater bliver
fuldt operative i 2010.

Dansk CV-9035 Mk
III under øvelse i terrænet.
Forsvarskommandoen |