|
Ørkenleoparderne
vedligeholdes
11-04-2008
Driften af Leopard 2 kampvogne i Afghanistan giver
uventet pres på dele af materiellet. Det betyder
hårdt arbejde for Leopardarbejdsgruppen.
Leopard 2 er et dyrt
og avanceret våbensystem, men samtidig også det mest
slagkraftige våben, som soldaterne råder over i
Afghanistan. Et våben som taleban har maksimal
respekt for og som kan spare menneskeliv både i en
offensiv og en præventiv rolle.
Selv om ildkraften fra
en Leopard og den kraftige pansring giver støtte og
moralsk opbakning til soldaterne i uvurderlig grad,
har tilstedeværelsen af Leo 2 i Afghanistan budt på
uventede problemer.
- Der er nogle
kritiske komponenter i Leopard kampvognen, som der
er uventet stor fejlrate på og som der er meget lang
leveringstid på, siger civilingeniør Knud Vibenfeld
fra Forsvarets Materieltjeneste.
Forsvarets
Materieltjeneste har heldigvis været forudseende,
når det gælder nye dele til Leoparden. Der er
opbygget et stort reservedelslager i forbindelse med
den igangværende mission og lageret er skræddersyet
til Afghanistan.
Missionen i
Afghanistan er ensbetydende med ekstra pres på
materiellet og selv om Leo 2 er det kraftigste våben
i hæren og yder stor slagkraft, sikkerhed og støtte
til soldaterne, så kan selv det kraftigste materiel
gå i stykker.
Påkørsel af miner
betyder, at især bælter, vejhjul og svingarme er
udsatte og der har været andre mekaniske problemer,
men civilingeniør Knud Vibenfeld oplyser, at
Forsvarets materieltjeneste holder sig ajour med
situationen.
- Den internationale
Leopardarbejdsgruppe har holdt 33 møder og vi gør
hvad vi kan for fremadrettet at sørge for sikkerhed,
konfigurationsstyring og god reservedelssituation
for soldaterne og kampvogne, men vi er i en knap
situation økonomisk og kan ikke bruge de samme penge
flere gange. Som led i det sidste forsvarsforlig
brugte man mange penge på at opgradere blandt andet
beskyttelsen på kampvognene og så kan jeg forestille
mig, at det er svært at finde penge til nye
forbedringer, siger Knud Vibenfeld.
Selv om Leopard 2
kampvognen er et dyrt våben, så er det nødvendigt at
være på forkant med udviklingen, så materiellet
løbende kan opgraderes i takt med udviklingen i
operationsområdet.
- Verden ændrer sig
hele tiden og det gælder også for de trusler vi står
overfor. Som projektleder er jeg ansvarlig for, at
våbensystemet er det bedst ud for de omstændigheder
der hersker. Jeg kan foreslå yderligere
forbedringer, men andre må tage stilling til
budgettet, slutter civilingeniør Knud Vibenfeld fra
Forsvarets Materieltjeneste.

Danske Leopard 2
kampvogne i Helmand, Afghanistan.
Forsvarskommandoen |