|
Eagle IV indtager
Kastellet
11-12-2008
Folketingets Forsvarsudvalg havde trukket i det
varme tøj, da to stk. Eagle IV havde fundet vej til
Kastellet en råkold december morgen. Politikerne
skulle briefes omkring de udskældte køretøjer.
Politikerne har
hænderne pakket godt ned i lommerne på de dyre
overfrakker. Deres ånde laver små hvide skyer i den
kolde og klare december luft. De står mellem massive
militære køretøjer, godt pakket ind på Kastellet i
København. Imellem dem står smilende men forfrosne
bornholmske soldater i fuld uniform klar til at
fortælle om deres erfaring med det for nyligt
udskældte Eagle IV.

Forsvarsudvalget modtager briefing om de
udskældte Eagle IV
Aksel problem løst
Der har været en række
problemer med Eagle IV, og soldaterne fra Bornholm
var hurtigt ude i Radioavisen med kritik, men de er
glade over, at det værktøj som skal beskytte dem i
Afghanistan, nu bliver forbedret:
- Våbensystemet der
sidder ovenpå, er vi godt tilfredse med, og det
virker super. Bilen er som helhed god, men der er
nogle små ting, som skal rettes. F.eks. dæk og
bagakslerne, fortæller vognkommandør N.K. Olsen fra
2. eskadron på Bornholm. Han har været med fra de
første testkørsler tilbage i 2005. Problematikken
med de knækkende bagakslerne er blevet rettet af den
schweiziske leverandør Mowag, men der er en del små
ting, som endnu generer spejderne:
- Dækkene vil vi også
gerne have skiftet. Det er ikke den rigtige type til
at køre i mudder – i sand er Eagle IV god, men
mudder kan vi ikke bruge den til. Den sidder
simpelthen fast, forklarer vognkommandør Olsen, som
er glad for at få mulighed, for at fortælle
beslutningstagerne om de problemer han og hans
kammerater har haft med det syv tonstunge køretøj.

Medlem af Forsvarsudvalget, Helge Adam Møller fra
det Konservative Folkeparti, får sig en snak med
soldaterne
Føler sig sikker i
Ørnen
Et af medlemmerne fra
Forsvarsudvalget er Socialdemokraternes
forsvarsordfører, John Dyrby Paulsen. Han er selv
uddannet køresignalmand fra Hæren og da han i
foråret oplevede Eagle IV, var han imponeret. Han
synes, det var et prægtigt køretøj, men efter at
have snakket med spejderne stiller han dog spørgsmål
ved, om det er spejderne, der skal bruge det
pansrede køretøj:
- Jeg tror, der er
opgaver, man kan bruge Eagle IV til. Man er nødt til
at erkende fra Forsvarets side, at nogle af de ting
man troede man kunne bruge Eagle IV til, kunne man
ikke alligevel. Jeg tror dog ikke, at det er en
fejlinvestering, mener forsvarsordfører John Dyrby
Paulsen, fra Socialdemokraterne.
Selvom nogle af
spejderne på Bornholm ikke er helt tilfredse, så er
de dog trygge ved det nye massive køretøj:
- Jeg føler mig tryg i
en Eagle IV. Bilen er jo som helhed god, den er godt
beskyttet og virker godt. Der er som sagt bare de
fejl og mangler, vi gerne vil have rettet. Hurtigst
muligt, fortæller vognkommandør N.K. Olsen fra
Opklaringsbataljonen på Bornholm hvor de i
øjeblikket tester Eagle IV.
Eaglen bliver i
øjeblikket justeret i dialog med de soldater, som
skal bruge dem, så det køretøj der ender i
Afghanistan, er de bedst mulige til opgaven.
Forsvarskommandoen |