Kampvognene imponerer
17-12-2008
AFGHANISTAN: Vores britiske kolleger har ved flere lejligheder kigget misundeligt på de danske kampvogne og håbet på at kunne trække på vores støtte. Her kom chancen.

Kampvognsdelingen, ISAF 6

En større operation i den centrale del af Helmand trækker for tiden kræfter fra alle dele af Regional Command south. Det er den sydlige region i Afghanistan, som Task Force Helmand og briterne er underlagt. Operationen har blandt andet til formål at genskabe stabiliteten omkring hovedbyen Lashkar Gahr og opland.

Operationen kræver, at der bygges en helt række af nye lejre og patruljebaser, som de nyuddannede afghanske politibetjente og hærenheder kan bo i. Dette er ikke ufarligt. Ingeniørmaskiner og lastbiler med sand og grus er nemme mål. For at holde Taleban beskæftiget, besluttede briterne at gennemføre et angreb på en kendt Taleban-lokalitet, så Taleban ikke ville være i stand til at forstyrre bygningen af patruljebaserne.

Til denne opgave havde vores britiske kollegaer et godt øje til de danske kampvogne.

Terrænbordet, hvor taktikken planlægges.

Forberedelse

Her følger nogle af kampvognsdelingens oplevelser af aktionen.

Inden aktionen havde vi forberedt os grundigt på det, vi skulle møde. På to store terræn-borde i en lille lejr langt fra alting havde vi fået detaljerede planer for kampen.

Ude i ørkenen mødtes vi med vores britiske kolleger og gik i et ”ørken harbour”, som vi kalder det, når vi stopper op ude midt i ingenting og sikrer os selv i en cirkel for at få lidt søvn.

Vi brugte det meste af dagen på at hvile, forberede os, tale mødet med Taleban igennem igen og vente på, at det blev mørkt.

Efter mørkets frembrud bevægede vi os mod målet. Det var en lille landsby i udkanten af et større landbrugsområde, hvor Taleban havde fodfæste og følte sig sikre.

Meget tæt på vores mål ramte et af de britiske lette opklarings-køretøjer en mine. Der skete heldigvis ikke sket noget med soldaterne i køretøjet.

Tiden løb. Planen om en hurtig lydløs indtrængen i målet med de lette enheder fulgt op af de tunge, larmende kampvogne var nu ude af billedet. Plan B blev iværksat: et hurtigt kampvogns-angreb fulgt op af den britiske opklaringsenhed. Det var vigtigt, vi slog til, før Taleban stod op og kunne forsvare sig.

Taleban nåede aldrig at opdage, hvad der ramte dem. Ikke et eneste skud blev løsnet, mens byen blev sikret. Det var bidende koldt i de sidste timer af natten i ørkenen, og ingen af de lokale havde lyst til at protestere overfor de venlige afghanske soldater, der bankede på og fortalte, at vi kom efter Taleban og ikke ville de lokale noget ondt.

Klar til kamp

En ældre lokal mand fortalte, at Taleban ikke havde været i området i 15 dage. Men kort efter så vi tre våbenføre mænd på en lille bakke uden for byen. En Apache-helikopter blev dirigeret hen til målet for at få et bedre billede af, hvad de lavede. Helikopteren beskød dem straks. Det udløste kampen, og de næste seks timer førte kampvogne og opklaringsenheder en intens kamp om den lille by i kanten af ørkenen.

En dansk Leopard 2-kampvogn i kamp.

Taleban forsøgte at bekæmpe både kampvogne og de noget lettere britiske enheder med raketter og maskingeværer. Om eftermiddagen døde modstanden lidt ud og blev mere sporadisk. Omkring aftenbøns-tid holdt kampene helt op, og vi regnede med, at de havde fået nok. Man kan dog aldrig være sikker, så vi blev i vores stillinger.

Taleban forsøgte med et sidste stort angreb. De sendte en 107 millimeter raket mod kampvognene og én mod opklaringsenheden. Vi svarede straks igen med kanon, morterere og missiler. 31 kampvognsskud ramte Talebans stillinger og ødelagde den luftværns-kanon, som Taleban tidligere havde brugt mod vores kamphelikoptere. Vi fik også ødelagt et af deres tunge maskingeværer og en langtrækkende dysekanon.

Da vi efter solnedgang trak os ud af området, var missionen lykkedes. Taleban led et svigende nederlag til en velforberedt styrke af britiske, danske og afghanske enheder.

Turen hjem forløb roligt, selv om vi hele tiden var på mærkerne. Ved fælles hjælp nåede vi tilbage til Camp Bastion. Alle soldaterne var trætte efter 42 timer i ”sadlen”.

Hærens Operative Kommando