|
Bjærgningsøvelse
Panterklo
10-01-2010
Af sergent Kristoffer Rønnebech,
bjærgningsbefalingsmand
Bjærgere bliver
uddannet i egne køretøjer. Men hvad gør man i en
international styrke som ISAF, hvor man kan komme ud
for at skulle hjælpe andre nationer?
Panterklo er et
projekt om fælles bjærgningsøvelser med deltagelse
af de nationer, der opererer i Helmand. Første del
blev gennemført i december 2009 med deltagelse af
amerikanske (hær og marinekorps), britiske, estiske,
afghanske og danske styrker.
USMC (Marinekorpset)
stod for den overordnede planlægning, og formålet
med projektet er at give de forskellige lande
mulighed for at vise deres eget grej frem og
samtidig teste det på køretøjer fra de deltagende
nationer. I en styrke som ISAF kan man komme ud for
at skulle bjærge hinandens køretøjer, og så er det
unægtelig en fordel, at man har et billede af, hvem
der har hvad og kan hvad – og med hvilke midler.

Deltagerne i øvelse Panterklo.
25 forskellige
øvelseskøretøjer
De to danske
bjærgningsbesætninger (en hjulbjærger, type 8x8 med
to mand, og en bæltebjærger, type Wisent med tre
mand) ankom på førstedagen til det udpegede område i
Camp Leatherneck i Camp Bastion, hvor de første to
dages program skulle gennemføres.
Ved ankomsten var
området stort set øde, men to timer senere var der
25 forskellige øvelseskøretøjer, som
bjærgningsgrupperne fra de forskellige nationer
kunne øve sig på den følgende dag. Den første dag
blev brugt til at småsnakke med hovedsagligt
amerikanerne, idet det var dem, der bragte flest
køretøjer til øvelsen. Deriblandt var to helt nye
typer køretøjer, der ikke så ud, som om de havde
kørt mere end lige ovre fra Flightline. De var i
hvert fald endnu ikke blevet beskidte.
Næste dag måtte der
pilles. Der blev prøvet og testet til den store
guldmedalje, idet den danske 8x8 blev sat til at
prøve at hugge an først startende fra den ene ende
af rækken med køretøjer, mens briterne startede i
den anden.

Fronten på en Buffalo løftes af 8x8. Amerikanerne
blev noget overraskede over, at ”Maria” kunne klare
den opgave.
Stærke Maria
Det var ingen
overraskelse for gruppen på den danske hjulbjærger,
at det ikke var alle køretøjer, de kunne løfte lige
nemt. Ud af de 25 forskellige køretøjer var der dog
kun tre, det ikke kunne lade sig gøre at løfte, og
netop disse var de største af deres slags.

Bagenden på en Buffalo løftes.
Da den danske 8x8
nåede til den amerikanske ”Buffalo”, var der samlet
en lille flok fra både USMC og US ARMY, der stod med
et smørret grin. Men de fleste ansigter stivnede, da
Maria, som 8x8’eren bliver kaldt, løftede
henholdsvis fronten og bagenden på det 32 tons tunge
køretøj op i luften. De eneste grin, der ikke var
til at holde igen, var fra de to folk på Maria, der
mente, at deres dag ikke kunne blive bedre, nu da
Maria havde vist, at hun kunne være med helt i top.
Det var dog ikke det
eneste, danskerne havde at byde på. Den
bjærgningsopbygning, der er valgt til bilen, er på
mange punkter både de britiske og amerikanske
kollegers biler overlegen, og noget af det udstyr,
der er på både 8x8 og Wisent, er noget, de andre
nationer godt kunne tænke sig at få fingrene i.
Da Wisent-folkene tog
deres Hot Rod (det skæreværktøj, der bliver brugt,
når der er behov for det tunge grej) frem, så var
det alt fra konstabler til majorer, der var forbi
for lige at prøve, hvordan det var at skære med
noget af det ypperste inden for grej, der stadig er
så let, at det kan slæbes med i felten.
Kampbjærgning i
Leopard 2
Den sidste dag blev
der gennemført en demonstration for VIP’erne, og
dagens helt store trækplaster var den danske Wisent,
som demonstrerede sit combat recovery-system. De
havde til formålet fundet en Leopard 2A5-kampvogn
frem til at forevise systemet på.

Wisent foreviser sit combat recovery system (CRS).
Idéen bag systemet er,
at man kører frem i det samme spor som det
havarerede køretøj, så man ikke behøver at stige ned
for at søge efter IED’er, idet der allerede har
været kørt i det pågældende spor. De behøver
ligeledes heller ikke at stige ned fra bilen for at
hugge an i det havarerede køretøj. Køreren inde fra
bilen kan nemlig se, hvor tæt han er på ved hjælp af
kameraer og kan manøvrere sig hen, således at hans
træktrekant kan hugge an hurtigt, let og sikkert.
Det beviste de ved at foretage deres kampbjærgning
på 92 sekunder, hvilket suverænt var dagens
hurtigste moment.
At Wisent’en kan
beskytte sig selv, var man heller ikke i tvivl om.
Wisenten er nemlig udstyret med et såkaldte OHW. OHW
står for Over Head Weaponstation. Det er et tungt
maskingevær, der er monteret på en drejekonsol, og
som kan styres inde fra bilen, uden at der skal stå
en mand udenfor.
Under demonstrationen
kørte OHW’en frem og tilbage og afsøgte området, og
der blev da også mulighed for at skyde røg af sted,
så både kampvogn og Wisent var skjult for fjenden.
Til sammenligning kan
nævnes, at ved alle de andre nationers momenter var
de nødsaget til at få folk på jorden for at koble på
det havarerede køretøj. Det danske system var klart
det, der gav bedst beskyttelse for personellet.
Planen er, at
projektet skal gennemføres hver fjerde måned, så
fremtidigt personel også får mulighed for at drage
de samme erfaringer og holde sig opdateret på nye
køretøjer..
Hærens
Operative Kommando |