|
Briterne glade for
danske kampvogne
24-02-2010
Af journalist Rani Bech, Den Danske Kampgruppe,
ISAF 9
AFGHANISTAN, Helmand:
I næsten to uger har de danske Leopard 2 kampvogne
støttet briterne i operation MOSHTARAK. Deltagelsen
sikrer de britiske soldater handlefrihed og
arbejdsro.
Tre danske kampvogne
støtter briterne under operation MOSHTARAK. De har
været indsat i omkring to uger. Deres primære opgave
er at sørge for britiske soldaters sikkerhed under
operationen.

En af de danske Leopard 2 kampvogne er klar til
at køre tilbage til Operation MOSHTARAK efter ophold
ved et udsendt mekanikerhold.
- Vi giver mulighed
for, at de kan stoppe slagsmålene, når de starter.
Der er ingen tvivl om, at Taleban godt ved, at når
der holder en kampvogn, så skal de forholde sig i
ro. Og så kan briterne få noget handlefrihed og lidt
arbejdsro, fortæller en af soldaterne og
kampvognenes delingsfører, premiereløjtnant Kappel.
Under operationen er
kampvognene blevet beskudt to gange, men det tager
kampvognsdelingen med ophøjet ro. De ved, at de er
godt beskyttet i de næsten 70 ton tunge køretøjer,
og at de har de største kanoner. Og kun den ene gang
var det nødvendigt for delingen at besvare ilden med
et par skud.
- Det er helt sikkert,
at når vi er ovre på den anden side af
Helmand-floden, er der nogen, der ikke kan lide os.
Der var nogle enkelte, der var dumme nok til at
skyde mod os. Det gør de ikke igen. Vores fordel er,
at vi kan være ét sted og derfra dække et stort
område, siger Kappel.
Selv om operation
MOSHTARAK er blevet udråbt som den største offensiv
i Helmand siden 2001, gør det ikke den store forskel
for soldaterne inde i kampvognene. De gør ifølge dem
selv blot det, de er uddannet til og har trænet,
indtil de med Kappels eget udtryk var næsten grønne
i hovederne. Og det er i virkeligheden ikke
nødvendigvis så actionpræget, som det måske lyder.
- Der er mange timer i
et tårn, hvor man sidder og scanner området, og hvor
der ikke sker noget. Det er jo også det, vi gør
derhjemme. Der har ikke været noget overraskende
eller noget, vi har haft brug for at lave om. Det er
lidt varmere hernede, og vi gemmer os ikke så meget,
som vi gør derhjemme, for det er en fordel, at
fjenden kan se os. Vi gør det, vi har lært, og så
virker tingene, siger delingsføreren.
Og det er briterne
ganske godt tilfreds med.
- De danske Leopard 2
kampvogne og deres besætninger er en fremragende
kapacitet, og vi er stolte af at have dem ved siden
af os. De fantastiske kampvogne har været meget
efterspurgte og spillet en central rolle i tidligere
operationer. Og det gør de også nu med deres
tilstedeværelse under operation MOSHTARAK, siger
oberstløjtnant David Wakefield i Task Force Helmands
hovedkvarter.
Hærens
Operative Kommando |