|
Statsministeren
sagde tak
04-03-2011
Tekst og foto: Hasse Resenbro, presseofficer, Den
Danske Kampgruppe, ISAF 11
AFGHANISTAN, Helmand:
Statsminister Lars Løkke Rasmussen overværede sent
fredag overdragelsen af de 20 første MRAP-køretøjer
til Den Danske Kampgruppe.
Kun få timer før, Lars
Løkke Rasmussen returnerede til Danmark efter sin 36
timers lynvisit til Helmand, overværede
statsministeren overdragelsen af de første 20 af i
alt 40 styk af den nye, såkaldte MRAP (Mine
Resistant Ambush Protected) til Den Danske
Kampgruppe i Helmand. Overdragelsen skete samtidig
med, at statsministeren talte til de danske
soldater, som gør tjeneste i den danske Camp Viking,
som udgør en del af det enorme basekompleks Camp
Bastion.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og chefen for
Den Danske Kampgruppe, ISAF 11, oberst Jens Riis,
monterer en dansk militær nummerplade på den første
danske MRAP.
Som en del af
overdragelsesceremonien monterede Lars Løkke
Rasmussen og chefen for Den Danske Kampgruppe, ISAF
11, oberst Jens Riis, en dansk militær nummerplade
på den første af de nye danske MRAP’s. Straks
herefter gik Dannebrog til tops på køretøjet.
Statsministeren
benyttede også lejligheden til at takke de
tilstedeværende amerikanske repræsentanter for
udlånet og dermed for den ekstra sikkerhed, som de
nye køretøjer vil tilføre de danske soldater.

Oberst Jay Malik, der repræsenterede De Forende
Stater, blev takket af både chefen for Den Danske
Kampgruppe, ISAF 11, og statsminister Lars Løkke
Rasmussen.
Til stede ved
overdragelsesceremonien var også en tilfreds
amerikansk oberst Jay Malik. Han har med tilfredshed
fulgt implementeringen, der fra amerikansk side har
været styret af United States Marine Corps, 1st
Marine Expeditionary Force.
Anskaffelse i
rekordtempo
De nye biler blev
officielt overdraget til chefen for Den Danske
Kampgruppe af civilingeniør Knud Vibenfeld, der
leder sektionen for pansrede hjulkøretøjer i
Forsvarets Materieltjeneste (FMT), og som har
fungeret som projektleder:

Statsministeren taler til de danske soldater i
Camp Viking. Til højre chefen for Den Danske
Kampgruppe og Knud Vibenfeld, der er leder af
sektionen for pansrede hjulkøretøjer i FMT.
- Den normale
procedure for tilvejebringelse af materielsystemer
tager adskillige år, men alle kunne se, at vi med
flere og flere angreb med vejsidebomber ikke havde
den tid til rådighed. Da det viste sig muligt at
låne disse MRAP’s, sendte forsvaret en anmodning til
United States Central Command.
Og der er faktisk tale
om en anskaffelse i rekordtempo. FMT blev i juni
2010 anmodet om at undersøge mulighederne for at
tilføre MRAP-kapacitet til styrken i Helmand. I
Kuwait fandtes et antal brugte, renoverede MRAP’s,
som kunne opfylde kampgruppens behov. Aftalen blev
ratificeret af den amerikanske kongres, og i
november 2010 blev udlånet bekræftet, så de sidste
aftaler om levering kunne indgås før årsskiftet.

Honnør for flaget – Dannebrog går til tops på den
første danske MRAP.
Sådan fungerer aftalen
Officielt hedder det
nye køretøj Cougar 6x6 (den har seks hjul med træk
på alle seks hjul). Det er en terrængående lastbil
med hævet mandskabskabine og en tung V-formet bund,
som kan bortlede trykbølgen ved påkørsel af IED'er
(improviserede sprængladninger). Alt, hvad der
sidder under den beskyttede mandskabskabine (aksler,
motor, hjul), kan udskiftes relativt hurtigt og let
– og dermed billigt, hvis køretøjet rammes.
MRAP'en er et
supplement til kampgruppens nuværende køretøjer og
skal anvendes som taktisk puljekøretøj. Den kan
transportere op til 10 soldater inkl. kører og
vognkommandør eller anvendes til transport af
materiel og forsyninger. Det er meningen, at
personellet skal kunne sikre og forsvare sig fra
køretøjet både under kørsel og holdt.
Forsvaret forestår
almindelig vedligeholdelse så som skift af olie og
pærer. Herudover varetages vedligeholdelsen af US
Marine Corps i Camp Bastion, hvortil køretøjerne
også er leveret kvit og frit fra det amerikanske
lager i Kuwait. Når omskolingen til de nye biler er
overstået, ruller de første ud i ørkenen.

Nye kræfter til soldaterne i Helmand. Om få uger
ruller de første MRAP’s ud i ørkenen.
Hærens
Operative Kommando |